Tør vi skrive det i en mail?

Flere gange siden efteråret 2018, og især efter fyringsrunden tidligere i år, har jeg oplevet, at mine kolleger på AAU har skrevet, at de følte sig utrygge ved at fremføre kritik af ledelsen i mail eller på sociale medier. Senest skrev jeg en mail til en kollega og fik det svar, at vi skulle fortsætte korrespondancen gennem vores private mail-konti fordi der som del af det, vi skrev, var tale om en kritik af ledelsen. Min kollega følte sig lidt paranoid, men ville samtidig hellere være på den sikre side. Jeg prøvede at berolige ved at sige dette: Hvis ledelsen ville skride ind over for os på baggrund af kritiske udsagn i en privat mail der brugte vores AAU-mailadresser, ville de samtidig have afsløret, at de læste vores mail. Men jeg fortsatte korrespondancen i privat regi.

For muligvis har min kollega ret. HK skriver:

Husk aldrig at skrive noget illoyalt om din leder, arbejdsplads eller kollegaer fra din arbejdscomputer, telefon eller tablet. Dels fordi du er forpligtet til at være loyal over for din arbejdsplads, dels fordi det kan havne i de forkerte hænder.

og DM skriver

Når der foreligger en berettiget interesse fra arbejdsgivers side og hensynet til den ansatte ikke overstiger denne interesse. Er den ansatte fx ikke tilstede, og der er materiale i indbakken, som skal bruges, og som ikke kan afvente den ansattes tilbagekomst, kan arbejdsgivers interesse i at åbne den ansattes mails overstige hensynet til den ansatte.

Arbejdsgiver vil også have en interesse i at åbne den ansattes mails, hvis ar-bejdsgiver har en konkret mistanke om uregelmæssigheder eller misbrug.

Men det er en gråzone. Er man illoyal, hvis man kritiserer ledelsen? Min holdning er (vel ikke overraskende), at det er man ikke, blot fordi man er kritisk. Og vi kan ved at skrive “Privat” i emnefeltet angive, at en beskeds indhold er privat – da må ledelsen ikke læse med. Vi kan anerkende, at ledelsen er der, men vi behøver ikke at billige dens beslutninger eller adfærd.

Frygten for, at ledelsen læser med, dækker for mig først og fremmest over det, at der er blevet skabt en følelse af utryghed ved og frygt for ledelsen, og alene dét er bekymrende. I en kronik i Information skriver Rasmus Willig og Anders Ejrnæs om tavshedskulturen i offentlige og private virksomheder, at

For det første skal vi forstå selvcensur i bogstavelig forstand. Det er ikke kun en censur af det frie ord, men også af selvet, og derfor oplever vi sandsynligvis, at flere reelt bliver stresssygemeldt af ikke at kunne tale om de problemer, de oplever.

For det andet indebærer selvcensuren en ny type tavshedskultur, hvor der ikke tages hånd om særlige kritisable forhold.

I denne kultur kan vi også finde forklaringen på, hvorfor vi ser den ene skandale efter den anden i den offentlige og private sektor. Der tages simpelthen ikke hånd om problemerne med rettidig omhu. Og det har, for det tredje, den konsekvens, at der ikke reageres på et dårligt fungerende, stressfyldt og psykisk arbejdsmiljø, hvilket i værste fald forværres.

Netop dét er desværre også min fornemmelse.

(Visited 149 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar