Vor Frue kirke

Frauenkirche i Dresden, som den så ud i august 1966 (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Dresden-Ruine-Frauenkirche.jpg)

Det var mere end almindeligt trist at se billederne af den brændende Notre Dame. Jeg er ikke noget troende menneske, men Notre Dame-kirken er en bygning, jeg husker fra alle mine mange besøg i den franske hovedstad siden 1982. Uanset hvor gammel (eller ung) jeg har været, har det været den samme bygning og på den måde en slags konstant på mine rejser. På den måde er billederne af den brændende kirke billeder af vores egen fortid der går tabt; for borgerne i Paris er det selvfølgelig også en vigtig del af deres historie, de mister. Der kan være utroligt mange tanker og følelser forbundet med fysiske genstande; de seneste dages brændende bøger viser det med stor tydelighed.

Jeg er helt vis på, at man vil genopbygge Notre Dame-kirken, men det vil komme til at tage mange år.

I sidste uge kørte jeg i tog gennem Tyskland på vej fra Prag, og en times tid fra den tjekkiske grænse kom toget gennem Dresden, der var en af de tyske byer, der blev allermest ødelagt af de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig. En af de talrige historiske bygninger, der gik tabt i februar 1945, var Frauenkirche. Denne tyske Notre Dame (for navnet er jo egentlig det samme) lå som ruin helt frem til 1994, hvor man besluttede sig til at genopbygge den. Det tog 11 år. I dag ser Frauenkirche ud som på billedet nedenfor.