Ikke-voldelig modstand mod hadet

For nogle dage siden skrev jeg om en yngre mand, der drager land og rige rundt for at lave såkaldte demonstrationer, hvis smagløse indhold er direkte beregnet på at tirre muslimer, flygtninge og indvandrere i Danmark – og han giver udtryk for at de skal nægtes helt fundamentale menneskerettigheder. På én måde har denne meget opmærksomhedssøgende person omsider fået præcis det, han drømte om, nemlig mediernes udelte opmærksomhed. Og der har været vold og trusler rettet mod ham. Også dette ser ud til at styrke ham.

Hans søskende er forståeligt nok kede af det, for det er helt tydeligt fra deres udtalelser i medierne, at de sket ikke deler hans had og racisme.

Hvis man forbød mandens smagløse optrin, ville han med god ret kunne sige, at systemet var ude efter ham – for det er præcis en sådan afsløring af systemet som hyklere, mange der har ekstreme synspunkter, prøver at gennemføre. Derfor er det vigtigt at ignorere de smagløse optrin for at undgå at fodre hans store ønske om opmærksomhed, men det er også vigtigt at tale imod de intolerante og hadske synspunkter, som de er udtryk for. Det giver hans bror da også udtryk for i et interview med Radio 24Syv.

Men nogle af de kræfter, man er oppe imod, er simpelthen ikke interesseret i at lytte. Derfor er det vigtigt at tænke over, hvad modargumenterne kan bruges til og hvordan de skal leveres. De er nemlig stadig meget nødvendige.

Modargumenterne mod hadet og racismen skal ikke fremstå som en slags dialog med den part, der ytrer sit had – for det gavner bare den opmærksomhedssøgende. Der er en interessant artikel in New Statesman om netop det. Det, der er behov for, er at bruge dette som en ikke-voldelig modstand for hadet. Det første vigtige er, at modargumenterne i høj grad udgør en mulighed for at påvirke alle dem, der lytter med. Antiracismen skal have en stemme. Det andet vigtige er, at alle har ret til et liv, men det betyder ikke, at andre har ret til bestemme over vores liv. Og den værdighed, som anti-racismen repræsenterer, skal komme til udtryk i de handlinger, man udfører som anti-racist.

Noget af det, jeg savner i den nuværende debat er netop dét: positive stemmer, der taler imod racismen, taler imod hadet og taler for nødvendigheden af værdighed. Det meste kommer til at handle om ham, der laver så smagløse og verbalt aggressive optrin, eller om de trusler og voldshandlinger, han bliver udsat for – ikke om racisme eller om had. Min fornemmelse er desværre at en af grundene til dette er, at ganske mange politikere efterhånden er blevet dybt viklet ind i samarbejde med ikke mindst Dansk Folkeparti og har fremsat ganske mange voldsomme og generaliserende udsagn vendt mod de samme grupper, som manden, som alt dette kommer til at handle om, hetzer mod.

(Visited 97 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar