Med 30 års forsinkelse

Engang havde jeg for vane at gå en aftentur i Edinburgh og slå et sving inden om James Thin, den store boghandel på 53 South Bridge, hvor der var åbent til kl. 22 hver aften. Da Waterstone’s åbnede to butikker med samme lange åbningstider på Princes Street og George Street, blev også de mål for mine aftenture. Jeg kunne gå længe mellem hylderne og det skete ikke helt sjældent, at jeg købte en bog med hjem.

Det var engang i foråret 1989, jeg købte Weaveworld af Clive Barker, en forfatter fra Liverpool, der også havde forsøgt sig som filminstruktør (af Hellraiser). Omslaget og foromtalen så spændende ud. Jeg kunne tilmed læse i musikmagasinet Sounds, at der var indtil flere bands, der var opkaldt efter denne roman.

Det var dengang, mens Maggie Thatcher stadig var premierminister og der var protester mod poll tax. Snart efter faldt Berlinmuren, Irak invaderede Kuwait og USA invaderede Irak. Maggie Thatcher blev afløst af John Major. Jeg fik min PhD fra Edinburgh og vendte tilbage til Danmark. Nelson Mandela blev løsladt. Jugoslavien og Rwanda kollapsede i borgerkrig og folkemord. Der var økonomisk krise, terrorangreb, nedskæringer, global opvarmning og racisme. Jeg købte hus, blev gift, blev far og brugte 28 år på at finde ud af at være universitetslærer. Clive Barker forlod Liverpool og bosatte sig et sted i USA. Sounds var for længst holdt op med at udkomme.

Den 721 sider lange roman har ventet på mig i 30 år, altså mere end halvdelen af mit liv. Men i påskeferien 2019 lod jeg blikket glide hen over min tætpakkede bogreol og tog omsiderWeaveworld ned fra hylden.

Weaveworld er fantasy og er på den måde ikke typisk for hvad jeg læser mere. Bogens handling er – meget kort fortalt – at der findes et stort tæppe, som i sig rummer en en skjult verden, The Fugue, beboet af et særligt, magisk folk, Seerkind. Tæppet blev til for at det magiske folk kunne få beskyttelse for forfølgelse fra “almindelige” mennesker, som det magiske folk kalder for Cuckoos. Man aner her et slægtskab med fortællingerne om Harry Potter, der kom nogle år senere, selv om Weaveworld er rettet mod et ældre publikum og har en del vold og sine steder også sex.

Weaveworld er på nogle måder et tydeligt produkt af sin tid, og jeg bemærker selvfølgelig der de forandringer, der skyldes teknologien. Man ville i dag, i mobiltelefonens tidsalder, ikke kunne lave en fortælling, hvor en af udfordringerne er at hovedpersonerne ikke kan komme i kontakt med hinanden eller hvor en anden er, at man ikke kan finde vej.

Men det rigtig tidstypiske er et andet sted: Bogens skurke er en kynisk og selvcentreret sælger, der kan overtale hvem som helst til hvad som helst, en politidirektør, der først og fremmest går efter at slå hårdhændet ned på demonstranter og en fjern og iskold kvinde, som sælgeren er fascineret af. Bogens helte holder til gengæld til i Liverpools arbejderkvarterer og går sammen med det magiske folk om at få deres gode verden frelst fra fortabelsen. På denne måde er romanen en fabel om modsætningerne i Thatcher-tidens Storbritannien og om drømmen om et fællesskab, der er ved at forsvinde.

Var Weaveworld så værd at vente et halvt liv på? Ja, det synes jeg. Clive Barker har helt klart fantasien på sin side og ofte flyder hans prosa godt, nogle gange lige på grænsen til H.P. Lovecrafts floromvundne stil, andre gange med en undertone af tør humor. Noget af det umiddelbart paradoksale ved fantasy-genren er, at alt kan lade sig gøre, men at det heller ikke er alt, der vil virke troværdigt. Det univers, fortællingen bor i, må på sin egen måde ikke være et inkonsistent system – og også her lykkes det egentlig.

Jeg har nu læst, at Weaveworld bliver filmatiseret som en tv-serie – transplanteret til USA ligesom Clive Barker selv. Det vil nu være synd; jeg ville meget hellere se en udgave af Weaveworld, der foregik i 1980’ernes Liverpool med fastnettelefoner, dobbeltdækkere og små rækkehuse.

(Visited 91 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar