De bedst egnede og de bedst talende

Christoph Houman Ellersgaard, der af avisen bliver kaldt eliteforsker (men her dækker det tilsyneladende over, at hans forskningsområde er den danske magtelite), skriver i et indlæg i Politiken om hvordan klasseforskelle i det danske samfund har større betydning end man tror.

Også i såkaldte eliteuddannelser viser klasseforskellene sig nemlig. Ellersgaard skriver

…overklassens børn let navigerer hjemmevant og skaber venskaber på deres prestigiøse arbejdspladser. Imens personer med en mere beskeden baggrund føler sig mere utrygge og tvungne. Forskellen er, om man forstår kulturen og omgangsformen. Hvis ikke man gør det, går man glip at de forbindelser, der kan bringe én videre op ad karrierestigen.

Jeg kommer ikke selv fra en familie med akademiske traditioner – min familie var fiskere, husmænd og håndværkere. Det var et lille trin op på den sociale rangstige, at min mor og hendes søskende kom til at arbejde i banker og i detailhandel.

Nogle akademikere har været vant til at gøre andre opmærksomme på sig selv og egne fortræffeligheder. Jeg husker en, der engang fortalte mig, at han i den by, han kom fra (et sted uden for Danmark) var kendt som “ham, der var god til matematik” og fik megen omtale på den måde; jeg ved, at han senere har fået et godt forhold til sit universitets ledelse og indflydelsesrige kolleger rundt omkring ved at gøre opmærksom på sig selv. Det er helt legalt at gøre sådan,, men det er en slags manøvrer, jeg selv har haft det svært med at foretage.

Det tog mig således en del år, før jeg tog mig sammen til at spørge en meget mere succesfuld udenlandsk kollega, hvorfor de så ofte kom med i programkomiteer til konferencer, mens det samme bestemt ikke var tilfældet for mig. Jeg havde affundet mig med, at når jeg aldrig blev spurgt, var det simpelthen fordi mine forskerkolleger ikke syntes, jeg gjorde det godt nok som forsker til at jeg kunne få den slags tillidsposter. (Til gengæld gjorde jeg meget for at opfylde mine undervisningsforpligtelser, så ingen skulle kunne sætte en finger på dét.) Svaret jeg fik af min udenlandske kollega var, at jeg bare skulle spørge på det rette tidspunkt og i øvrigt gøre mere opmærksom på mig selv. Siden har jeg været med i flere programkomiteer (men er stadig langt bagud på point her).

Min fornemmelse er også, at kønsforskelle betyder noget – at mange kvindelige forskere på grund af de herskende kønsroller heller ikke i samme grad får gjort opmærksom på sig selv. Jeg ved ikke, hvad man skal gøre ved den slags, men det er vigtigt at være mere bevidst om disse indflydelsesstrukturer og hvad klasse- og kønsforskelle betyder her.