Opstillingsberettiget?

Fra https://www.vaelgererklaering.dk

Et parti, der bl.a. vil indføre en voldsomt diskriminerende lovgivning, der vil nægte muslimer i Danmark deres mest elementære menneskerettigheder og fratage bestemte grupper af danske statsborgere deres statsborgerskab, er nu tæt på at være opstillingsberettiget til næste folketingsvalg.

Det er sket, efter partiets stifter har fået en helt uhørt opmærksomhed i medierne på grund af sine smagløse og hadefulde “demonstrationer” rettet mod flygtninge, indvandrere og muslimer i Danmark.

Måske kommer der noget godt ud af denne triste udvikling. Jeg vil umiddelbart gætte på at mange af partiets støtter tidligere har bakket op om det nu hedengangne Danskernes Parti – så der er formodentlig ikke tale om et yderligere skred mod højre. Og måske kan det føre til at nogle af dem, der ellers ville have stemt på Nye Borgerlige eller Dansk Folkeparti vil stemme på det nye, endnu mere intolerante parti., som dog alligevel næppe vil komme ind.

Store partier, der indtil nu har prøvet at lægge sig tæt op ad Dansk Folkepartis linje, vil formodentlig have lyst til at distancere sig fra det nye partis racisme. Og på dén måde kan det måske paradoksalt nok være tilfældet, at vi slipper for endnu et “udlændingevalg”. Under alle omstændigheder ser jeg frem til at man vil spørge det nye parti, hvad de mener om klimaforandringerne og hvad der skal gøres ved dem. Netop dét håber jeg, at mange vil gøre.

(Visited 112 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar