Episkopet

Her til aften fik jeg set den tyske film Værk uden skaber, der handler om en fiktiv tysk kunstner ved navn Kurt Barnert. Filmen er instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck, der også stod bag De andres liv. Vi skal denne gang også have meget med fra de grimme kapitler af Tysklands historie i det 20. århundrede – nazismens forfølgelser og massemord, bombardementet af Dresden, delingen af Tyskland og opførelsen af Berlinmuren – og filmen er da også tre timer lang. Men de går hurtigt, for det en bevægende og fermt fortalt historie.

Som det nogle gange er tilfældet, er det nogle lidt særlige detaljer, jeg bemærker. Kurt Barnert er studerende på det berømte kunstakademi i Düsseldorf, og meget af filmens sidste halvdel foregår dér. Sidste gang jeg besøgte min bror Alexander i Düsseldorf, tog vi netop ind og så kunstakademiet, så for én gangs skyld virkede omgivelserne meget bekendte. I filmen så vi også episoder fra forelæsningerne, og her brugte underviseren et episkop. Det er en spejlbaseret anordning, der gør det muligt at projicere et forstørret billede af f.eks. en bogside eller en tegning op på et lærred. Det gik op for mig, at det må være mere end 30 år siden, jeg sidst har set et episkop – og det var i min gymnasietid engang.

Og netop episkopet ender med at spille en vigtig rolle i filmen, for det hjælper Kurt Barnert med at skabe den særlige form for fotorealistiske billeder, der bliver hans særkende.

Sådan ser et episkop ud:

Et tysk episkop, model Vz, Ernst Leitz GmBH Wetzlar. Fotograf: Roar Storleer, NTNU UB.

Fritstillet?

I går kunne man læse om en underviser på Aalborg Universitet, der havde givet alle sine studerende 12 og nu var blevet bortvist.

En fagretslig vinkel, som medierne desværre ikke har forfulgt, er at den pågældende underviser er blevet fyret som led i fyringsrunden tidligere i år, men var nødt til at arbejde videre. Han var ikke blevet suspenderet og formodentlig heller ikke fritstillet. Hans karaktergivning er tydeligvis også en form for afmægtig protest.. De sidste måneder af hans ansættelsesperiode må have været ubehagelige, og jeg ved fra andre, jeg kender, hvor hårdt det føles at skulle undervise for sidste gang efter mange års ansættelse.

Marielle Høgenhaug, der er chefkonsulent hos Djøf, siger at

De fleste ser det som et nederlag at blive fyret, og mange oplever stresssymptomer, hvis de skal møde op på arbejdet, efter de er blevet fyret. Som et medlem, der blev nægtet fritstilling, sagde: Det minder jo om at skulle leve sammen med sin ekskæreste og stadig lave god mad og være i godt humør, når han kommer hjem. En fritstilling kan være en hjælp til at komme hurtigere til hægterne igen og få energien til at søge job…

Det er selvmodsigende, at man på den ene side fyrer medarbejdere med den begrundelse, at de er dem, man “bedst kan undvære”, og at man på den anden side ikke fritstiller eller suspenderer dem. Også dette peger på, at der er behov for en revision af Moderniseringsstyrelsens retningslinjer for afskedigelser og for en revision af praksis. Det mest værdige for alle parter ville være en fritstilling.

Bare en knortegås og en lille tudse…

Lysbuget knortegås. Foto: Peder Bundgaard (http://novana.au.dk/fugle/traekfugle/traekfuglearter/lysbuget-knortegaas/)

For nogle år siden var jeg med til en protest mod Egholm-motorvejen. Tre folketingspolitikere var taget til Egholm for at tage et “første spadestik” til en sådan motorvej, men jeg og andre aktivister fulgte efter dem. Jeg husker, hvordan et medlem af Dansk Naturfredningsforenings Ungdom prøvede at sige til Preben Bang Henriksen (MF for Venstre) at strandtudsen findes på Egholm, og at den faktisk er totalfredet.

– Det er jo bare sådan en lille tudse.

var politikerens reaktion. Han var tydeligvis ligeglad. Men han er ikke den eneste, der har denne kyniske holdning.

En anden sjælden dyreart, der forekommer på Egholm, er den lysbugede knortegås. Fra september til maj overvintrer de lysbugede knortegæs i Danmark og bl.a. kommer der gæs til Egholm. I disse dage trækker gæssene op til Svalbard, men i en lang periode af året bor de sjældne gæs på Egholm. I dag udtaler Maja Torp, der er folketingskandidat for Venstre til Nordjyske, så at

– Jeg er slet ikke ligeglad med klimaet. Det er meget vigtigt for mig, men vi har brug for den forbindelse, og Egholm-forbindelsen er klart den bedste. At vi får den er vigtigere end knortegåsen

Det er interessant på en trist måde, at folketingskandidater på denne måde er ligeglade med sjældne dyrearter, og det er direkte ubehageligt at høre en folketingskandidat udtale, at en motorvej er vigtigere end en dyreart (og tilmed får rodet truede dyrearter sammen med klimaforandringerne).

Et forsøg på kommunikation

Når nogen, der har magt, gennemfører en større ændring, er det en ofte anvendt kommunikationsstrategi at sige, at ændringen ikke vil få konsekvenser, men samtidig er helt nødvendig.

I forbindelse med årets første fyringsrunde på Aalborg Universitet udtalte rektor, at kvaliteten af undervisningen ville være uforandret. Og til DR udtalte han, at der var blevet fyret 107 mennesker, men at der stadig var mere end 3000 ansatte.

I denne måned fandt så den anden fyringsrunde sted på Aalborg Universitet, og igen følte ledelsen igen behov for at pointere, at det ikke vil komme til at betyde noget for serviceniveauet.

Det er også en typisk strategi at tale til i stedet for at tale med. AAUs ledelse udsendte denne gang en video på YouTube, hvor direktøren forsvarer fyringerne. Det er en ændring i kommunikationsstrategi forhold til delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, hvor ledelsen aldrig gav en forklaring på hvorfor fakultetet skulle deles, men henviste til en artikel i Nordjyske. Men når jeg taler med kolleger, fornemmer jeg tydeligt, at denne strategi heller ikke virker overbevisende.

AAUs ledelse har længe været vant til at tale til ansatte og studerende i stedet for at tale med dem, fordi den reelt kan gøre som den vil. Det fører med sig en kluntet kommunikationsstrategi, der mest består i at træffe vidtgående beslutninger og derefter forsvare dem. Denne praksis er i sidste ende en konsekvens af Universitetsloven af 2003, der satte en stopper for demokratiet på de danske universiteter. Om de partier, der vedtog denne lov, vidste, at kommunikationen på danske universiteter i dag ville være sådan, ved jeg ikke.

200 klimatosser i København

Her er gruppebilledet fra Dansk Magisterforenings kongres i København den forgangne weekend. Vi kunne ikke være med til klimamarchen, men vi sender dette billede som vores fælles støtte til kampen for at forhindre den truende katastrofe.

Alle har ret til en begrundelse for deres fyring

Jeg er lige nu på vej hjem fra DMs kongres. Som noget af det sidste på dagsordenen vedtog et stort flertal på kongressen ovenstående resolution, stillet af mig og tre andre delegerede fra AAU og med en delegeret fra KU og DMs tidligere forkvinde Ingrid Stage som yderligere stillere. 

Resolutionen handler direkte om fyringsrunderne på statslige arbejdspladser og den mørkelægning, der sker i den forbindelse. Det er handlingslammende for den enkelte at vide, at der faktisk sker en individuel vurdering i ledelsen inden en fyring, men at de, der bliver fyret, udelukkende får at vide, at “du er den, vi bedst kan undvære” og derfor reelt aldrig kan anfægte fyringens grundlag. Det er netop dét, vi har ville fokusere på med resolutionen.

Som resolutionen viser, vil vi fortsætte kampen for at de, der bliver fyret alene med baggrund i “institutionens forhold”, kan få en reel begrundelse, så høringsprocessen ikke bliver så indholdsløs og frugtesløs, som den, alle de, der er blevet fyret på AAU i 2019 har oplevet – og som de, der bliver fyret i denne måned på AAU, også er ved at opleve. Vi ville ønske, vi kunne have gjort mere, men det kræver en ændring af den gældende praksis, og det er her, slaget nu skal stå og hvor DM skal tage fat.

Vi har bestemt ikke har glemt vore gode og dygtige kolleger, der har mistet deres arbejde og aldrig har kunnet få en ordentlig forklaring på hvorfor.

Tidligt op, men sent i seng

Det er ved at blive trendy at stå tidligt op. Men det har sine konsekvenser. Jeg har haft en høj undervisningsbelastning i dette forår; jeg har undervist omkring 800 timer. Jeg er begyndt at stå op klokken 5 om morgenen og jeg får derfor også nået en hel del i løbet af dagen. Men ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen sker der typisk det, at jeg falder i søvn.

Jeg er ikke sikker på, at min arbejdsindsats har været bedre, bare fordi jeg er stået tidligere op. Nogle gange oplever jeg, at jeg bliver en dårlig udgave af mig selv fordi jeg sover for lidt – mere modløs, mere tankeløs.

Måske er det ikke så smart at stå tidligt op alligevel. Moden med at stå tidligt op er også en del af en holdning til hvor stor en del af livet, arbejdslivet skal udgøre. Jeg har læst en interessant artikel af den amerikanske forfatter Michael Thomas om netop det. I de rige lande sover voksne mennesker gennemsnitligt mindre end man gjorde for en generation siden. Paradoksalt nok er arbejdstiden blevet kortere i mange lande, men det er ikke fritiden, der bruges som argument for at stå tidligere op – det er tværtimod produktiviteten.

Som Michael Thomas også bemærker: Det er sjældent, man hører nogen tale om vigtigheden af hvile for at kunne lave en god arbejdsindsats.

DMs kongres 2019

I denne weekend er jeg i København til kongres i Dansk Magisterforening. Det er godt at møde fagforeningskolleger fra hele landet. Gennemsnitsalderen er 47; det ville nu ikke gøre noget, hvis den var lavere.

Der var fra mange sider fokus på forholdet mellem forskning og politik og på den store vigtighed af at vi bruger vores videnskabelige ekspertise i samfundsdebatten. I dag er der klimamarcher rundt om i Danmark, og netop i et spørgsmål som klimakrisen er det vigtigt at markere sig. DMs kongresdeltagere kunne ikke deltage, men kongressen sendte en hilsen til klimamarcherne i form af et gruppefoto. Det var også godt at se, at der var stort flertal for at ændre DMs vedtægter; fra nu af står der i vedtægterne, at DM skal arbejde for et miljø- og klimamæssigt bæredygtigt samfund, der også tilgodeser kommende generationer. Dette er nemlig også en del af at have gode arbejdsforhold.

Noget, der ærgrede mig i dag, var at mange havde spørgsmål til forperson Camilla Gregersens beretning, men at tidsplanen gjorde, at der ikke var gode muligheder for diskussion i plenum. Det blev heldigvis bedre om eftermiddagen, da der skulle diskuteres forslag til DMs principprogram.

Flere af os har udarbejdet et forslag til udtalelse på kongressen, der skal sikre at DM arbejder for at de, der bliver ramt af fyringer på det statslige område, kan få en personlig, individuel begrundelse på at de skal fyres. Det har de krav på, og det vil kunne gavne deres retsstilling væsentligt.

Det er vigtigt at være organiseret, og på en dag som i dag genopdager vi, hvor meget vi egentlig kan, når vi er sammen.

British Rail in memoriam

I skrivende stund står jeg og venter på en perron i Aarhus. Jeg skal til København, men toget fra Aalborg var et IC4-tog, der kun kørte hertil. Min pladsbillet kunne ikke bruges til noget. De støjreducerende hovedtelefoner var til gengæld nyttige i det larmende italienskbyggede tog.

Forhåbentlig kommer der snart et IC3-tog, der kan få mig videre på rejsen. Men lige nu minder situationen mig foruroligende meget om mine oplevelser med togdriften i Storbritannien for knap 30 år siden. Dengang var Thatcher-regeringen i fuld gang med at køre British Rail i sænk. De konservative brød sig ikke om offentlig transport. Forsinkelserne var mange, utilfredsheden blandt passagererne voldsom. Få år senere blev British Rail privatiseret uden voldsomme protester – for hvorfor dog beholde en offentlig jernbane, når nu jernbanenettet tydeligvis er så dårligt? I dag er jernbanedriften i Storbritannien et uskønt virvar.

Inden for de seneste få år har den borgerlige regering i Danmark under dække af valgfrihed gjort noget lignende; infrastrukturplanen røber tydeligt, at det man drømmer om er motorveje. Forhåbentlig vil der efter folketingsvalget komme en ny holdning til togdrift i Danmark. Selv de nuværende tog er nemlig bedre for miljøet end de mange motorveje.

Valgplakater?

Valgplakater i Køge 20150530. Photo: News Øresund – Johan Wessman © News Øresund (CC BY 3.0)

Jeg ser en hel masse valgplakater på mine daglige cykelture over Limfjordsbroen; det mest interessante ved synet er de plakater, der hænger lidt skævt.

Det er også i disse dage, der cirkulerer et opslag på Facebook, der opfordrer til at man forbyder valgplakater, fordi miljøbelastningen ved produktionen, anvendelsen og senere destruktion af dem er høj. Politiken har lavet en grundig opfølgende analyse af påstandene, og avisens overslag er at valgplakaterne i Danmark fører til udledning af 1500 ton CO2. Det svarer til omkring 85 danske borgeres årlige klimabelastning. Om det er voldsomt eller ej, er ikke klart for mig. (Men i 150 byer i Irland har man i år valgt ikke at have valgplakater hængende.)

Men giver valgplakater overhovedet mening? Det er slet ikke klart for mig. Jeg talte med en kollega i dag, der var i tvivl om hvad der ville være bedst at stemme, hvis man ville have en helt anderledes miljøpolitik. Og noget af de, vi ikke talte om, var valgplakater.

Hvor mange vælgere træffer beslutning om hvor de skal sætte krydset efter at have set en eller flere valgplakater? Er der nogen, der kommer hjem fra en tur over Limfjordsbroen og nu tænker, at de vil stemme anderledes end før? Hvis ikke der bliver flyttet ret mange (om nogen) stemmer på denne måde, hvorfor bliver alle så ved med at bruge dem, selv nu hvor alle taler om Internettets store påvirkningsmuligheder?