Det professorvælde, vi er vant til

Studienævnsaftalen, ifølge hvilken der skulle nedsættes et studienævn, hvor de studerende skulle have halvdelen af pladserne, er underskrevet af samtlige professorer. Foto: Søren Martin Jensen

I dag var jeg inviteret til at fortælle AAU-studerende i et nyt studenterpolitisk netværk om mit syn på nedskæringerne og fyringer på AAU. Der var enighed blandt de tilstedeværende om at der var et demokratisk underskud på de danske universiteter, og der var én, der foreslog, at man skulle arbejde for at alle medlemmer i en universitetsbestyrelse skulle findes ved et valg. Det som modsætning til i dag, hvor universitetsbestyrelser har et eksternt flertal, der findes ved en form for selvsupplering.

Det kom bag på mig, for alle forsamlede anså helt tydeligt sig selv som progressive mennesker, der ønskede forandring. Men netop det beskedne krav om en valgt bestyrelse er faktisk først og fremmest tegn på at ikke ret mange længere kan huske en virkelighed, hvor ledelsen på danske universiteter var valgt og hvor de eksisterende organer (studienævn, fakultetsråd og konsistorium, som det hed engang) faktisk havde besluttende myndighed. Og ikke mange kan forestille sig, at det kunne være sådan.

I dag er vi for længst vendt tilbage ved professorvældet; på mit institut er der nu nedsat en professorgruppe, som institutlederen lytter særligt meget til. Det er der forbløffende få, der synes er underligt.

Men engang kunne man forestille sig, at tingene kunne være anderledes. Der gik omkring halvandet årti fra kravene om studienævn blev fremsat i 1950’erne af studerende til den gamle, demokratiske styrelseslov blev fremsat og vedtaget under den daværende VKR-regering.

(Visited 117 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar