En mand med opmærksomhed

Der findes en mand i Danmark, som stiller op for et nyt parti, der bedst kan beskrives som fascistisk og racistisk. Han bruger sin tid på smagløse provokationer og ytrer sig nedladende, groft og hadsk i medierne. Alle taler om ham, og han er nu på forsiden af dagbladene næsten hver dag. Det passer ham desværre fint, ekstremt opmærksomhedssøgende som han er. (En af kandidaterne i hans parti er en lige så opmærksomhedssøgende arbejdsløs journalist, som selv står bag en række smagløse og provokerende handlinger i det offentlige rum og tilmed har en dom for vold.) Mange tager afstand fra det opmærksomhedssøgende parti og dets leder, men det eksponerer det bare endnu mere. For ikke så længe siden fik et andet højrenationalistisk parti og dets kvindelige leder en tilsvarende opmærksomhed i medierne.

Men hvad gavner al denne opmærksomhed kampen mod had? Det må og skal være muligt at være antiracist og at kæmpe mod racisme og had uden at tale om dem, der helt åbenlyst betjener sig af racisme og had. Hvor ville jeg dog ønske, at der i valgkampen (og ellers) kom nogle positive og antiracistiske udsagn fra regeringspartierne og Socialdemokraterne i stedet for alle de mange udsagn, der alene siger at “vi tager afstand”. Det undrer mig dog ikke; det er svært for dem at sige at alle mennesker i dette land har samme rettigheder, når de så ofte har stået bag politiske tiltag, der afspejler det modsatte. På den måde bliver den åbenlyse intolerance desværre et skjold, som den “pæne” forskelsbehandling kan dække sig bag.

(Visited 138 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar