En solstrålehistorie

I kan stadig nå at give et beløb.

I dag samlede jeg ind til SOS Børnebyerne, der arbejder for at give forældreløse og udsatte børn i 130 lande en tryg barndom i en kærlig familie – for i dag er det Mors Dag. Ligesom andre år (og til indsamlinger for andre organisationer) har jeg haft en indsamlingsrute i bestemte gader i nærheden af min bopæl. På den måde har jeg erfaring for at der er nogle steder, hvor de altid giver, og andre steder, hvor de aldrig giver.

Der er et sted på en vej, hvor der er en ældre mand, der har rejst en del i Afrika. Han giver altid. Og på samme vej bor forældrene til en af min datters tidligere klassekammerater. De giver også altid. Men jeg ved også, at der længe henne ad samme vej er et tilrøget hus med en gammel dame, der ligegyldigt hvad jeg har samlet ind til, med et smil siger at hun er “fuldstændig ligeglad”. Det gjorde hun også i år.

Og et helt fjerde sted på samme vej er der en modvillig ældre mand, der altid begynder at udspørge mig og komme med detaljerede argumenter i et temmelig nedladende tonefald for hvorfor han ikke vil give. Denne gang spurgte han mig, hvilke lande, SOS Børnebyerne arbejder i (her kunne jeg svare, at det drejede sig om 130 lande) og hvor stor en del af organisationens budget, der går til administration. Her måtte jeg henvise ham til SOS Børnebyernes årsrapport. “Alle siger jo, at de ikke bruger ret meget til administration, men hvordan skal man kunne tro på dét?” sagde han. Og så tilføjede han at “Måske er alting godt i 120 af de 130 lande, men det kan jo være, at de børn, der bliver hjulpet, vokser op og bliver terrorister.” Jeg gav ham en folder og ønskede ham en god dag.

Men derefter indså jeg, at han ikke skulle få skovlen under mig denne gang. Jeg gik hjem og fandt SOS Børnebyernes seneste årsrapport og tog en udskrift af den. Bagest i den 40 sider lange rapport er organisationens officielle regnskab og en undersøgelse af impact, dvs. hvor mange børn, det lykkes at hjælpe videre. Det er kun 6,5 procent af SOS Børnebyernes budget, der går til administration, og i 2017 vidste man, at det er 84 procent af alle børn, som godt videre i voksenlivet takket været de projekter som SOS Børnebyerne står for. Og så ringede jeg til SOS Børnebyernes indsamlingskoordinator og fik en snak med hende og med organisationens kommunikationschef om hvordan man dog skal håndtere det triste argument om terrorisme. Her er argumenterne de oplagte: Man kender ikke til nogen tilfælde af at nogen børn fra SOS Børnebyernes projekter skulle være blevet terrorister, og den bedste garant for at man ikke bliver terrorist eller på anden måde begår grov kriminalitet er, at man får en god og tryg barndom og en uddannelse.

Således bevæbnet med argumenter gik jeg tilbage til den modvillige ældre mand og talte med ham. Jeg gav ham årsrapporten, viste ham lagkagediagrammet over budgetposterne og tallene, der viser et impact på 84 procent, og jeg fortalte ham, at jeg havde talt med SOS Børnebyernes sekretariat.

– Tænk, at du har gjort alt det. Og du har selv skrevet rapporten ud til mig. Du må gerne beholde den, så du kan vise den til andre, der er i tvivl. Nu er jeg overbevist. Jeg vil gerne give dig penge, sagde han.

Derefter fulgtes jeg med ham ind til hans hoveddør, hvor han kaldte på sin hustru. Hun skulle finde kontanter, og selv gav han 50 kroner yderligere på MobilePay.

Det er den slags oplevelser, der (alt andet lige) gør at jeg er optimist.

(I kan selvfølgelig også give et beløb til SOS Børnebyerne på MobilePay på nummer 75301.)

(Visited 74 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar