Flyvning og rygning: De udsattes eneste trøst?

Alle partier i den nuværende opposition på nær Socialdemokraterne taler for at prisen på cigaretter skal sættes op, så færre unge begynder at ryge. Mette Frederiksens argument for ikke at ville støtte højere priser på cigaretter er

– Jeg vil gerne diskutere alt, også cigaretpriser. Men jeg er også bare socialdemokrat og står her med socialt udsatte mennesker med en dårlig økonomi. …  Jeg er bange for, at hvis man bare hæver prisen, som mange foreslår, så slår man bunden ud af pension og kontanthjælp.

Et tilsvarende argument bruger socialdemokrater for ikke at have en afgift på flyrejser: At arbejderklassen omsider har mulighed for at rejse billigt på ferie med fly, så den glæde skal man ikke tage fra dem.

Det er interessant, at socialdemokratiske politikere taler om cigaretter og flyrejser som noget, bestemte andre mennesker fortjener, en glæde, som man ikke må tage fra dem, selv om den fører til dårligt helbred og alvorlige konsekvenser for miljøet. Men cigaretter og flyrejser bliver markedsført af magtfulde virksomheder, ikke fordi de er tænkt som en trøst for de økonomisk udsatte, men er en mulighed for profit.

Det er også interessant, at socialdemokraterne tilsyneladende ikke forestiller sig, at arbejderklassen og kontanthjælpsmodtagere ville kunne lægge deres vaner om, hvis de fik de gode argumenter for det og kunne få et bedre liv gennem en bedre politik på andre områder. For en afgift på flyrejser bør laves sådan, at den især rammer dem, der flyver meget og flyver langt, og afgifter på cigaretter skal ikke være det eneste, man gør for mod rygning. Det afgørende er, at der samtidig er andre initiativer, f.eks. en mere restriktiv rygelov og bedre alternativer til at rejse med fly. Afgifterne kan hjælpe med at finansiere sådanne tiltag.

Den socialdemokratiske holdning i 2019 er (så vidt jeg kan se) egentlig en holdning om at de andre mennesker, man mener at repræsentere, ikke kan eller skal påvirkes grundlæggende. Holdningen skal fremstå som solidarisk, men den er egentlig mere opgivende og måske også i virkeligheden nedladende – lidt på samme måde som nyere socialdemokratiske holdninger til kultur og til videregående uddannelser, som man nu opfatter som elitære fænomener.

Tidligere tiders socialdemokratisk politik havde noget større tiltro til, hvad arbejderklassen og udsatte grupper stræber efter og formår. Den første socialdemokratiske kulturminister Julius Bomholt sagde at

Der er mange steder en opfattelse af, at kunst er luksus. Men vi må søge at åbne vore medborgeres øjne for den sandhed, at kunst er livsnødvendig…

Bomholt var faktisk ikke bare den første socialdemokratiske kulturminister, han var den første danske kulturminister nogensinde. Dengang var holdningen ikke, at man skal “snobbe nedad”, men at det gode liv kunne være for alle.

(Visited 110 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar