En uforbeholden undskyldning

Nogle gange går jeg over stregen på denne blog. Det gjorde jeg i denne uge med et indlæg om projektvejledning.

Jeg har såret mine gode og usædvanligt erfarne og kompetente kolleger, og det er jeg utroligt ked af. Det var aldrig min hensigt, men det jeg skrev, var noget skidt, for det kunne læses som en kritik af deres og andres indsats. Jeg ved at de gør alt, hvad de kan for at få undervisning og projektvejledning til at hænge godt sammen for et stort hold og har gjort det i snart mange år. Og jeg ved at det er en stor og vigtig indsats, der desværre ikke altid bliver påskønnet efter fortjeneste. 

Jeg kan ikke holde kæft med tilbagevirkende kraft, men jeg har slettet mit indlæg og håber nu kun på at kunne blive tilgivet en dag. Mine kolleger betyder meget for mig, mere end de aner.

En ny pakke te

Verden er sær, og menneskene er underlige. Men én gang om året har jeg en god og enkel tradition på universitetet: En ny pakke grøn te fra Japan skal tages i bruges. Da kan jeg omsider klippe hul på den blanke pose og indsnuse den friske duft fra de dampede teblade, der sidst så dagens lys ovre på den anden side af kloden. Så varmer jeg vandet til 70°C og brygger den første lille kande i min kyusu, sætter en klemme på posen og lægger den ind i køleskabet. Sådan en dag var det i dag.

Og grøn te fra Japan bliver faktisk grøn.