Alle har ret til en begrundelse for deres fyring

Jeg er lige nu på vej hjem fra DMs kongres. Som noget af det sidste på dagsordenen vedtog et stort flertal på kongressen ovenstående resolution, stillet af mig og tre andre delegerede fra AAU og med en delegeret fra KU og DMs tidligere forkvinde Ingrid Stage som yderligere stillere. 

Resolutionen handler direkte om fyringsrunderne på statslige arbejdspladser og den mørkelægning, der sker i den forbindelse. Det er handlingslammende for den enkelte at vide, at der faktisk sker en individuel vurdering i ledelsen inden en fyring, men at de, der bliver fyret, udelukkende får at vide, at “du er den, vi bedst kan undvære” og derfor reelt aldrig kan anfægte fyringens grundlag. Det er netop dét, vi har ville fokusere på med resolutionen.

Som resolutionen viser, vil vi fortsætte kampen for at de, der bliver fyret alene med baggrund i “institutionens forhold”, kan få en reel begrundelse, så høringsprocessen ikke bliver så indholdsløs og frugtesløs, som den, alle de, der er blevet fyret på AAU i 2019 har oplevet – og som de, der bliver fyret i denne måned på AAU, også er ved at opleve. Vi ville ønske, vi kunne have gjort mere, men det kræver en ændring af den gældende praksis, og det er her, slaget nu skal stå og hvor DM skal tage fat.

Vi har bestemt ikke har glemt vore gode og dygtige kolleger, der har mistet deres arbejde og aldrig har kunnet få en ordentlig forklaring på hvorfor.

Tidligt op, men sent i seng

Det er ved at blive trendy at stå tidligt op. Men det har sine konsekvenser. Jeg har haft en høj undervisningsbelastning i dette forår; jeg har undervist omkring 800 timer. Jeg er begyndt at stå op klokken 5 om morgenen og jeg får derfor også nået en hel del i løbet af dagen. Men ud på eftermiddagen eller tidligt på aftenen sker der typisk det, at jeg falder i søvn.

Jeg er ikke sikker på, at min arbejdsindsats har været bedre, bare fordi jeg er stået tidligere op. Nogle gange oplever jeg, at jeg bliver en dårlig udgave af mig selv fordi jeg sover for lidt – mere modløs, mere tankeløs.

Måske er det ikke så smart at stå tidligt op alligevel. Moden med at stå tidligt op er også en del af en holdning til hvor stor en del af livet, arbejdslivet skal udgøre. Jeg har læst en interessant artikel af den amerikanske forfatter Michael Thomas om netop det. I de rige lande sover voksne mennesker gennemsnitligt mindre end man gjorde for en generation siden. Paradoksalt nok er arbejdstiden blevet kortere i mange lande, men det er ikke fritiden, der bruges som argument for at stå tidligere op – det er tværtimod produktiviteten.

Som Michael Thomas også bemærker: Det er sjældent, man hører nogen tale om vigtigheden af hvile for at kunne lave en god arbejdsindsats.