Et forsøg på kommunikation

Når nogen, der har magt, gennemfører en større ændring, er det en ofte anvendt kommunikationsstrategi at sige, at ændringen ikke vil få konsekvenser, men samtidig er helt nødvendig.

I forbindelse med årets første fyringsrunde på Aalborg Universitet udtalte rektor, at kvaliteten af undervisningen ville være uforandret. Og til DR udtalte han, at der var blevet fyret 107 mennesker, men at der stadig var mere end 3000 ansatte.

I denne måned fandt så den anden fyringsrunde sted på Aalborg Universitet, og igen følte ledelsen igen behov for at pointere, at det ikke vil komme til at betyde noget for serviceniveauet.

Det er også en typisk strategi at tale til i stedet for at tale med. AAUs ledelse udsendte denne gang en video på YouTube, hvor direktøren forsvarer fyringerne. Det er en ændring i kommunikationsstrategi forhold til delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet, hvor ledelsen aldrig gav en forklaring på hvorfor fakultetet skulle deles, men henviste til en artikel i Nordjyske. Men når jeg taler med kolleger, fornemmer jeg tydeligt, at denne strategi heller ikke virker overbevisende.

AAUs ledelse har længe været vant til at tale til ansatte og studerende i stedet for at tale med dem, fordi den reelt kan gøre som den vil. Det fører med sig en kluntet kommunikationsstrategi, der mest består i at træffe vidtgående beslutninger og derefter forsvare dem. Denne praksis er i sidste ende en konsekvens af Universitetsloven af 2003, der satte en stopper for demokratiet på de danske universiteter. Om de partier, der vedtog denne lov, vidste, at kommunikationen på danske universiteter i dag ville være sådan, ved jeg ikke.

(Visited 135 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar