Episkopet

Her til aften fik jeg set den tyske film Værk uden skaber, der handler om en fiktiv tysk kunstner ved navn Kurt Barnert. Filmen er instrueret af Florian Henckel von Donnersmarck, der også stod bag De andres liv. Vi skal denne gang også have meget med fra de grimme kapitler af Tysklands historie i det 20. århundrede – nazismens forfølgelser og massemord, bombardementet af Dresden, delingen af Tyskland og opførelsen af Berlinmuren – og filmen er da også tre timer lang. Men de går hurtigt, for det en bevægende og fermt fortalt historie.

Som det nogle gange er tilfældet, er det nogle lidt særlige detaljer, jeg bemærker. Kurt Barnert er studerende på det berømte kunstakademi i Düsseldorf, og meget af filmens sidste halvdel foregår dér. Sidste gang jeg besøgte min bror Alexander i Düsseldorf, tog vi netop ind og så kunstakademiet, så for én gangs skyld virkede omgivelserne meget bekendte. I filmen så vi også episoder fra forelæsningerne, og her brugte underviseren et episkop. Det er en spejlbaseret anordning, der gør det muligt at projicere et forstørret billede af f.eks. en bogside eller en tegning op på et lærred. Det gik op for mig, at det må være mere end 30 år siden, jeg sidst har set et episkop – og det var i min gymnasietid engang.

Og netop episkopet ender med at spille en vigtig rolle i filmen, for det hjælper Kurt Barnert med at skabe den særlige form for fotorealistiske billeder, der bliver hans særkende.

Sådan ser et episkop ud:

Et tysk episkop, model Vz, Ernst Leitz GmBH Wetzlar. Fotograf: Roar Storleer, NTNU UB.
(Visited 89 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar