Eje eller leje?

Nogle gange hævdes det, at vi er på vej væk fra at eje kulturprodukter som bøger, musik og film og over mod at leje dem. Alle streamingtjenesterne gør meget for at fremme denne tilgang, og det. Til et arrangement tidligere i år spurgte en kendt forsker retorisk (og lidt hånligt), om der overhovedet var nogen der lyttede til cd’er mere – han havde nemlig selv smidt alle sine ud. Det viste sig så, at flere af de tilstedeværende havde lyttet til cd’er så sent som aftenen forinden. En af dem var mig.

Selv har jeg nemlig et lidt gammeldags forhold til det at eje kontra at leje. På den ene side er det godt at kunne hente musik fra en streamingtjeneste og have adgang til den; det er det, jeg næsten altid gør, for jeg vil prøve at undgå den miljøbelastning, der kommer af at streame musik mange gange. På den anden side ender jeg tit med at købe fysiske udgaver af den musik, jeg ender med at lytte meget til og får et personligt forhold til – jeg er endnu ikke faldet tilbage til musik på vinyl, men køber faktisk stadig cd’er. Så håbløst retro er jeg. For bøgers vedkommende er det meget enkelt – de bøger, jeg ikke låner på biblioteket, køber jeg som gode eksemplarer trykt på papir. For mig er det lidt på samme måde som at eje et stykke billedkunst – jeg kunne selvfølgelig se billedet på en skærm, men det ville føles forkert. Jeg kunne også leje beklædningsgenstande, og i tilfældet festtøj ville det sikkert give mening. Men mine bukser og trøjer og sko vil jeg gerne have gavn af, indtil de er brugt op, og jeg betaler gerne for at få lappet mine bukser.

Nu kan man så læse, at Microsoft Books lukker. Og hvad sker der så med alle bøgerne? Dem, der havde betalt for e-bøgerne, mister dem simpelthen. På mig virker det som den dårligst tænkelige kombination. Den ordentlige model ville være en biblioteksmodel, hvor man enten kunne låne eller købe, og hvor det, man købte, var et eksemplar, man ejede til evig tid. Hele eje/leje-diskussionen glemmer nemlig, at man typisk får et personligt forhold til de kulturprodukter, man kommer til at holde særligt af, mens låne-aspektet er vigtigt, når man vil opdage nyt.

Faldet fra tinderne

I 1960erne aflyttede FBI Martin Luther King; det amerikanske forbundspoliti forsøgte systematisk at svine King til og at true ham til tavshed. Et notat beskriver hvordan Martin Luther King skulle have overværet en voldtægt og have grinet imens. Andre notater viser nogle meget sexistiske og sjofle udtalelser, han skulle være kommet med i private sammenhænge. Det er bestemt ikke rar læsning.

Selvfølgelig er der grund til at spekulere på om FBIs notater er ægte, netop på grund af deres motiver for at aflytte ham. Men hvis det hele er sandt – og der kan det sagtens risikere at være  – er det ikke rart.

I en anden sag er Morrissey kommet ud for voldsom kritik efter at han har udtalt sin støtte til det stærkt højreorienterede parti For Britain. Morrissey var for mange unge mennesker et forbillede op gennem 1980’erne på grund af sine sange om at være ung og usikker og en lang overgang var han også en af de få kendte personer, der talte for at man ikke skulle spise dyr. Jeg ved at mange er oprørt over at han nu har vist sig at have så ubehagelige holdninger, som han har. Det er forresten påfaldende, at Morrissey ikke selv bor i Storbritannien og at hans familie faktisk ikke engang er britisk, men irsk (jvf. Rasmus Paludan, hvis far er svensk). 

Det er ikke rart at se sine forbilleder falde fra tinderne på denne måde. Jeg har aldrig selv været så begejstret for Morrissey; jeg har altid syntes at han var selvoptaget grænsende til det narcissistiske. Men for mange mennesker (og også for mig) har Martin Luther King været et forbillede på grund af hans kamp mod racisme og ulighed.

Martin Luther Kings frastødende adfærd viser i så fald at han var en hykler (og har været vidne til et voldeligt overgreb mod et andet menneske uden at gribe ind). Men betyder det, at antiracister er hyklere eller at antiracisme er forkert?

Og betyder Morrisseys stærkt højreorienterede holdninger, at hans sange fra tiden i The Smiths nu er dårlige sange eller at det er hyklerisk at være vegetar eller veganer?

Ingen af delene. Så vidt jeg kan se, er vi så berørte af faldet fra tinderne, fordi vi nu pludselig ikke kan have nogen at gemme os bag, ingen autoritet uden for os selv, vi kan påberåbe os, når vi giver udtryk for vores holdninger. Men strengt taget behøver vi heller ikke at have sådan en fjern autoritet. Apartheid i USA var dybt forkastelig, uanset Martin Luther Kings forkastelige handlinger. Antiracismen i dag tilhører nutidens antiracister, ikke en person der døde for 50 år siden. Det er ikke Morrissey, der har patent på at være vegetar eller veganer.

På sin vis er det det samme fald fra tinderne, man oplever som barn, når éns forældre gør noget forkert eller forkasteligt. Forældrene lever ikke op til det, de selv har prædiket, men det betyder ikke at deres principper nødvendigvis er forkerte – kun at de er ude af stand til at leve op til dem.

Nærsynet i Cape Town

Kilde: https://www.instagram.com/philipbarlow/

Jeg har tidligere skrevet om hvordan det er at være nærsynet. Vi er mange, der er nærsynede, men der er også mange, der ikke kender til den fornemmelse, det er at vågne i en uskarpt udseende verden og bruge dagens første minutter på at få alting til at se almindeligt ud.

Den sydafrikanske kunstner Philip Barlow maler fotorealistiske billeder – men med den interessante vinkel, at de skildrer verden, som en nærsynet person vil se den. Faktisk viser billederne (så vidt jeg kan se!) Cape Town, sådan som en nærsynet person ser byen. Jeg har som bekendt selv været der for et par år siden.

Der er lidt for mange cirkler i Barlows billeder, synes jeg, men ellers er hans skildringer forbløffende tæt på den måde, jeg ser verden på, når jeg ikke har kontaktlinser eller briller på.

Kilde: https://www.instagram.com/philipbarlow/

Min nyeste chef

Ane Halsboe-Jørgensen, Socialdemokratiet,

Det er altid interessant (i mangel på et bedre ordvalg) at få en ny minister for uddannelse og forskning. Moderne ledere ynder at sige, at de har til opgave at lede, ikke administrere. Al den handlekraft kommer der lidt af hvert ud af.

Nogle uddannelses- og forskningsministre har været bedre end andre. Den bedste minister, vi nogensinde har haft, er Jytte Hilden, der var forskningsminister i knap halvandet år i 1990’erne. Hun fik nemlig ikke gennemført noget som helst af betydning. I den anden ende af skalaen har vi Helge Sander, der var minister på området fra 2001 til 2010. Vi er en del mennesker, der ville ønske, at han ikke havde fået gennemført noget som helst.

Min nye chef er Ane Halsboe-Jørgensen, der er cand.scient.pol (som er noget helt andet end cand.scient) fra Københavns Universitet. Men hendes studentereksamen er fra Fjerritslev Gymnasium, som jeg også blev student fra mange år forinden som en af de første. En anden student fra det pågældende gymnasium er den nu forhenværende skatteminister, så om det egentlig er en kvalitet at komme fra Fjerritslev, ved jeg ikke.

Jeg ved heller ikke meget om Ane Halsboe-Jørgensens indsats på det resortområde, hun nu skal lede, ud over at hun for nogle år siden i en bog, forfattet sammen med Pernille Rosenkrantz-Theil, lancerede tanken at bruge den socialøkonomiske model SØM på en lang række områder. SØM er en socialøkonomisk model, som med forskningsmæssigt belæg skulle kunne beregne gevinster af velfærdsinvesteringer. Modellen bliver allerede brugt på socialområdet, men Ane Halsboe-Jørgensen og Pernille Rosenkrantz-Theil så gerne, at SØM blev udbredt til områder som sundhed, beskæftigelse, integration og uddannelse.

Enten er dette godt, eller også er der bare lagt op til at bruge endnu et redskab til økonomisk styring af uddannelse og forskning.

En ny regering

Danmark har fået en ny regering, og måske bliver samfundsudviklingen i dette land bedre nu. Alle os privilegerede i den øvre del af middelklassen klarer os som regel altid, uanset hvem der er i regering. De sidste fire år har til gengæld været hårde for dem, der ikke var privilegerede.

Det har været mest tydeligt, at udenlandske statsborgere, flygtninge og asylansøgere har måttet holde for siden 2015. Jeg er glad for at planerne om en lejr på øen Lindholm er skrottet og at børnefamilier bliver flyttet fra Sjælsmark, men det er trist at den halverede kontanthjælp kaldet “integrationsydelse” stadig skal findes. På den anden side er der en profileret formulering om at bekæmpe uligheden i Retfærdig retning for Danmark, som vil gøre det svært at forsvare den slags forskelsbehandling, som “integrationsydelsen” er udtryk for. Og måske er det også et tegn på en bevægelse i folkestemningen, at selv en tidligere Venstre-mand som Klaus Riskær Pedersen kan udtale sig kritisk om forholdene på udrejsecentrene og donere penge til børnene dér.

Fra Mette Frederiksens tid som beskæftigelsesminister husker jeg desværre de tiltag, der bl.a. førte til de absurde resurseforløb og mistænkeliggørelsen af borgere med nedsat arbejdsevne og andre særlige udfordringer. Formuleringen om at “rette op på de dele af reformerne, som desværre har medført, at mennesker er kommet i klemme i systemet.” kunne tyde på, at der omsider kan ske noget også her.

Så bemærker jeg også, at der står meget lidt i Retfærdig retning for Danmark om det område, jeg selv beskæftiger mig med, nemlig forskning og uddannelse. Der står

Det er gennem vores uddannelser og forskningsinstitutioner, at vi skal få nye ideer og finde løsninger på de problemer, vores samfund står over for. Derfor skal vi styrke forskningen, værne om forskningsfriheden og sigte mod Barcelona-målet, så de offentlige investeringer i forskning er mindst en pct. af BNP.

Jeg er glad for at ordet “forskningsfriheden” dukker op, men ellers kunne formuleringen også være at finde hos den regering, der nu er fortid. Lige nu er jeg mest spændt på, hvem der skal være min nye chef. Det kunne være interessant, hvis det var en politiker med erfaring med området og en fuldført videregående uddannelse.

Under alle omstændigheder ser jeg frem til, at det ikke pr. automatik er Dansk Folkeparti, der bliver spurgt først, når dansk politik skal dækkes i medierne.

Jeg ved ikke ret meget om køleskabe

Mit køleskab.

Jeg må indrømme, at jeg næsten intet kan fortælle om hvordan et køleskab virker. Det er noget med en varmepumpe, der pumper varme væk – men her må jeg faktisk give fortabt.

De amerikanske psykologer Leonid Rozenblit og Frank C. Keil undersøgte dette i 2002, og det interessante er, at de fleste adspurgte troede, at de forstod almindelige fænomener meget bedre, end de faktisk gjorde. Kombinationen af begrænset viden og de problemer, der er med “intuitivt oplagte” forklaringer – nemlig, at de i stor udstrækning er ukorrekte – skaber det, Rozenblit og Keil kalder for the illusion of explanatory depth (IOED).

Det allersværeste er at indse og indrømme, at der faktisk er en hel masse, vi ikke ved. Der er en masse viden derude, og der er selvfølgelig mennesker, der ved præcis hvordan et køleskab fungerer, men de fleste ved det ikke. Undersøgelser tyder på, at IOED er er generelt fænomen, som også gælder for forklaringer af sammenhænge i samfundet (herunder samfundsøkonomi): De allerfleste af os har en ukorrekt illusion om at forstå fænomener i samfundet meget bedre end vi gør. Det interessante er, at mange politikere formodentlig også har samme illusion – men man vil aldrig kunne få dem til at indrømme det. Og vi taler aldrig om, hvor lidt vi egentlig forstår af verden omkring os.

Dagen hakket i stykker

Tomat-minuturet.

I dagbladet Information har der for nylig været en artikel om den danske IT-virksomhed IIH Nordic, hvor den ugentlige arbejdstid er 30 timer. De ansatte arbejder derfor kun 4 dage om ugen. Dette bliver muligt, fordi arbejdstiden bliver effektiviseret.

Ida Madsen sidder midt i en koncentrationssprint, hvor hun arbejder fokuseret og uafbrudt i 25 minutter. Her på det digitale reklamebureau IIH Nordic kalder de det også at være i fuld pomodoro. Når tiden er gået, slukker den røde lampe, og en grøn tænder. Konceptet hedder pomodoro – tomat på italiensk – fordi dets opfinder, den italienske managementguru, havde et æggeur formet som en tomat. Alle ansatte skal helst være i pomodoro tre gange om dagen. På to store skærme i hver sin ende af kontoret kan alle følge med i, hvor mange gange hver enkelt medarbejder har været i pomodoro i løbet af dagen, og hvem der er det netop nu. Det er også derfor, at der er en rød lampe på Ida Madsens computerskærm. Så ved hendes kolleger, at hun er i pomodoro og under ingen omstændigheder må forstyrres.

Det lyder besnærende. Men dette viser vel egentlig, at den store udfordring ikke så meget er arbejdsugens længde og heller ikke “effektiv arbejdstid” som sådan, men derimod de skift i kontekst, som man oplever, hver gang man går fra at arbejde med én opgave til at arbejde med en anden. Alle disse kontekstskift kan være mentalt krævende og sluge ganske megen tid. Når man hos IIH Nordic skal “være i pomodoro”, betyder det i virkeligheden, at man får fred og ro til ikke at skifte kontekst.

Hvis man er universitetslærer, har man som regel flere forskellige arbejdsopgaver – her specielt undervisning og forskning. Når man går fra at undervise til at have forskningstid, er der typisk en omstillingstid, hvor man skal komme tilbage ind i den problemstilling, man tidligere har arbejdet med. Denne omstillingstid kan være temmelig betragtelig. Hvis man er uddannelsessøgende, har man også flere forskellige arbejdsopgaver – måske følger man kurser inden for flere forskellige fag eller man følger kurser og laver et projekt også. På uddannelser, hvor der er projektarbejde, kan de studerende typisk først gøre en ordentlig indsats, når kursusundervisningen er overstået, og de kan undgå kontekstskiftene. Selv tilsyneladende små kontekstskift, f.eks. at man skal læse og reagere på en mailbesked, kan også være belastende.

Så vidt jeg kan se, handler diskussionen om arbejdstid for vidensarbejdere ikke kun om arbejdstid målt i tidsenheder, men i høj grad også om arbejdstid målt i kontekstskift. Det gælder om at sikre at det enkelte menneske kan minimere de mange kontekstskift, så man ikke får sin arbejdsdag hakket i stykker. Dette kræver, at arbejdspladsen eller uddannelsesstedet giver den enkelte fred og ro og en overskuelig samling af arbejdsopgaver.

Sankt Hans aften på Egholm 2019

Sankthansbålet på Egholm.

Endnu engang blev det til en Sankt Hans-aften på Egholm, og som andre år blev det også en protest mod planerne om en motorvej tværs over den stille ø. De nye mål om en 70 procent reduktion i CO2-udledningen inden 2030 bør være det, der overbeviser alle om at motorvejsdrømmene ingen mening giver.

Et minuts gang fra bådpladsen begynder skoven, og her er der fred og ro kun ganske få kilometer fra Nytorv i Aalborg. Egholm er er særligt sted.

Tre en halv kilometer fra Aalborg midtby.

Giftige arbejdsmiljøer

https://www.theperformanceroom.co.uk/10-signs-show-work-culture-toxic/

Herover er en figur fra det engelske websted The Perfomance Room<, der giver ti kendetegn ved en giftig arbejdskultur. Blandt dem er

  • Kun resultater tæller
  • Hvis ikke det kan måles, er det ikke vigtigt
  • Frygt bruges som motiverende faktor

Brigette Hyacinth (fint skal det være) giver også bud på ti ting, der kendetegner en giftig arbejdskultur. De er (i min oversættelse)

  • Virksomhedens kerneværdier fungerer ikke som grundlag for hvordan organisationen fungerer
  • Ansattes forslag bliver slået hen. Folk er bange for at give ærlig feedback.
  • Mikromanagement – liden eller ingen autonomi bliver givet til ansatte mht. udførelsen af deres arbejde
  • Beskyldninger og straf fra ledelsen er normen
  • For højt fravær, for mange sygemeldinger og høj udskiftning af de ansatte
  • Overarbejde forventes og er et adelsmærke
  • Lidt eller anstrengt interaktion mellem ansatte og ledelse
  • Sladder og/eller klikedannelse
  • Vennetjenester og korridorpolitik
  • Aggressiv eller mobbende adfærd

Fælles fo de to bud er, at der i et giftigt arbejdsmiljø hersker autoritær ledelse og at kun resultater tæller. Netop disse forhold er i høj grad blevet et kendetegn for offentlige arbejdspladser under New Public Management, og i akademiske miljøer ser man det bestemt også, bl.a. som konsekvens af Universitetslovens koncentration af magt på få hænder og mulighed for lav gennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Arbejdstilsynets undersøgelser fra de seneste år tyder på, at der er tale om et særdeles reelt problem i disse sammenhænge, og netop dét bør give anledning til eftertanke.

Arbejdstilsynets indsats har desværre været svækket gennem de nedskæringer, der har fundet sted i en del år. Den nye regering bør gøre noget for rette op på det og bør også overveje, om netop New Public Management og konkurrencestats-tankegangen er med til at skabe giftige arbejdsmiljøer rundt omkring på offentlige arbejdspladser.

Min barndoms oliekrise

Kilde: Af AHumanBing – Eget arbejde, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=66370511

Nu ser det endelig ud til, at der vil ske en afgørende politisk reaktion på klimaforandringer. Mange spørger sikkert sig selv, om dette kan lade sig gøre.

Fra min barndom husker jeg oliekrisen. Det, der skete, var at prisen på råolie blev firdoblet i løbet af et enkelt år. Det voldsomme prishop var en reaktion på krigen i Mellemøsten i 1973; de arabiske stater truede simpelthen med at holde op med at sælge den olie, de producerede, til lande, der støttede Israel, og det tvang oliepriserne i vejret på et tidspunkt hvor olie udgjorde 90 procent af Danmarks energiforbrug. Regeringen indførte som reaktion på oliekrisen de såkaldte bilfrie søndage og indskrænkede gadebelysningen. I efteråret 1973 og vinteren 1974 var det ikke tilladt for private at køre bil om søndagen, hvis ikke de havde en særlig kørselstilladelse.

De bilfrie søndage husker jeg især tydeligt. Jeg boede ved hovedvej A11 i Arentsminde, og pludselig var vejen øde og tom om søndagen. Jeg var knap 10 år gammel, så min reaktion var et barns reaktion – dette var spændende! Hvordan de voksne tog situationen, kan jeg kun gisne om. Men dette var kun få år efter de glade tressere (som C.V. Jørgensen engang kaldte for “de ligeglade tressere”), og kontrasten var selv for mig ret tydelig. Jeg husker også kampagner om at spare på energien og nogle små tv-indslag, hvor Olsen-banden (der til lejligheden blev kaldt for “Olie-banden”!) opfordrede alle til at skrue ned for varmen og lade være med at vaske op under rindende vand.

Så der har faktisk engang været officielle reaktioner på en situation, hvor man i Danmark måtte klare sig uden fossile brændstoffer, og på den måde faktisk et forsøg på en omstilling. Men da priserne faldt igen, var alt glemt – bortset fra en ny og ulmende diskussion om atomkraft, der varede ved til ind i 1980’erne, hvor Tjernobyl og Harrisburg lagde en kraftig dæmper på begejstringen for den slags. Det er også interessant for mig at genopdage, hvor gammel, jeg efterhånden er blevet. De fleste af de danske partiledere, som nu forhandler om et regeringsgrundlag, var enten ikke født under oliekrisen eller var helt små. Pia Olsen Dyhr er vel den ældste af dem, og hun er født i 1971.