I dag er det præcis 30 år siden massakren i Beijing. Jeg husker den dag meget tydeligt; jeg var PhD-studerende i Edinburgh dengang. I dagene op til massakren havde jeg fulgt protesterne på Den Himmelske Freds Plads med tilbageholdt åndedræt – hvor langt kunne de unge kinesere mon nå?
De nåede ikke ret langt, opdagede vi. Der var kinesiske PhD-studerende, jeg kendte, og en af dem gik den 4. juni rundt på universitetet og græd. En af hans venner var PhD-studerende i Aalborg og var heldigvis i Danmark netop da. Nede på Princes Street, byens hovedgade, sad mange unge kinesere på fortovet i en samlet, tavs protest. Solen skinnede, men der var intet, slet intet at glæde sig over.
Måneden efter tog jeg toget til Moskva via Berlin og Warszawa. I spisevognen fra Deutsche Reichsbahn sad jeg over for nogle turister fra Nederlandene, som jeg faldt i snak med. Den østtyske tjener spurgte os, hvor vi skulle hen. Vi skulle til Sovjetunionen, svarede vi alle.
– I det mindste skal I da ikke til Kina, svarede hun.
Og vi vidste alle godt, hvad hun hentydede til.
Fire måneder senere faldt Berlinmuren.
