Stof til eftertanke?

Nu er det kommet frem, at den konservative britiske politiker Michael Gove engang (for mere end 20 år siden) tog kokain. Hvor tit han gjorde det, ved jeg ikke. Men dette er blevet en tydelig forhindring for ham hvad angår hans chancer for at kunne blive formand for det konservative parti (og dermed premierminister). Andre politikere fra samme parti har siden indrømmet, at de også har brugt ulovlige stimulanser.

Man skulle tro, at alt dette ikke ville betyde det store. Forbløffende mange mennesker har taget stoffer (også folk, jeg kender og har kendt). I Danmark har vi set en del bekendelser om dette på det seneste. I den selvbiografiske roman Kort over Paradis af Knud Romer Jørgensen, der udkom sidste år, er der lange beskrivelser af hvordan Romer Jørgensen tog kokain og deltog i andre udskejelser. Det er tydeligt, at han er flov over sin fortid og over at han aldrig fik gjort sin uddannelse færdig. Og efter at popsangeren Hugo Helmig måtte aflyse koncerter på grund af sit kokainmisbrug, stod hans mor Renée Toft Simonsen frem og indrømmede, at hun – psykolog, forfatter m.m. – også havde taget kokain som ung.

Problemet er for mig at se den tydelige uærlighed: Michael Gove talte i sin tid (faktisk tilbage i 1999) imod legalisering af narkotika og har stået for en politisk holdning om strengere straffe til kriminelle. Det er påfaldende, så ofte netop dét er tilfældet blandt politikere: At tale om behovet for “lov og orden” og samtidig selv have et elastisk forhold til loven. Herhjemme kunne man nævne Inger Støjbergs ulovlige instrukser om adskillelse af asylansøgere, Kim Christiansens fartbøder, Claus Hjort Frederiksens omgåelse af lovgivningen om 300-timers reglen (m.m.m.) Det er for mig at se her, det virkelige problem er – at nogle magthavere er så åbenlyst skamløse.

(Visited 126 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar