Faldet fra tinderne

I 1960erne aflyttede FBI Martin Luther King; det amerikanske forbundspoliti forsøgte systematisk at svine King til og at true ham til tavshed. Et notat beskriver hvordan Martin Luther King skulle have overværet en voldtægt og have grinet imens. Andre notater viser nogle meget sexistiske og sjofle udtalelser, han skulle være kommet med i private sammenhænge. Det er bestemt ikke rar læsning.

Selvfølgelig er der grund til at spekulere på om FBIs notater er ægte, netop på grund af deres motiver for at aflytte ham. Men hvis det hele er sandt – og der kan det sagtens risikere at være  – er det ikke rart.

I en anden sag er Morrissey kommet ud for voldsom kritik efter at han har udtalt sin støtte til det stærkt højreorienterede parti For Britain. Morrissey var for mange unge mennesker et forbillede op gennem 1980’erne på grund af sine sange om at være ung og usikker og en lang overgang var han også en af de få kendte personer, der talte for at man ikke skulle spise dyr. Jeg ved at mange er oprørt over at han nu har vist sig at have så ubehagelige holdninger, som han har. Det er forresten påfaldende, at Morrissey ikke selv bor i Storbritannien og at hans familie faktisk ikke engang er britisk, men irsk (jvf. Rasmus Paludan, hvis far er svensk). 

Det er ikke rart at se sine forbilleder falde fra tinderne på denne måde. Jeg har aldrig selv været så begejstret for Morrissey; jeg har altid syntes at han var selvoptaget grænsende til det narcissistiske. Men for mange mennesker (og også for mig) har Martin Luther King været et forbillede på grund af hans kamp mod racisme og ulighed.

Martin Luther Kings frastødende adfærd viser i så fald at han var en hykler (og har været vidne til et voldeligt overgreb mod et andet menneske uden at gribe ind). Men betyder det, at antiracister er hyklere eller at antiracisme er forkert?

Og betyder Morrisseys stærkt højreorienterede holdninger, at hans sange fra tiden i The Smiths nu er dårlige sange eller at det er hyklerisk at være vegetar eller veganer?

Ingen af delene. Så vidt jeg kan se, er vi så berørte af faldet fra tinderne, fordi vi nu pludselig ikke kan have nogen at gemme os bag, ingen autoritet uden for os selv, vi kan påberåbe os, når vi giver udtryk for vores holdninger. Men strengt taget behøver vi heller ikke at have sådan en fjern autoritet. Apartheid i USA var dybt forkastelig, uanset Martin Luther Kings forkastelige handlinger. Antiracismen i dag tilhører nutidens antiracister, ikke en person der døde for 50 år siden. Det er ikke Morrissey, der har patent på at være vegetar eller veganer.

På sin vis er det det samme fald fra tinderne, man oplever som barn, når éns forældre gør noget forkert eller forkasteligt. Forældrene lever ikke op til det, de selv har prædiket, men det betyder ikke at deres principper nødvendigvis er forkerte – kun at de er ude af stand til at leve op til dem.