Eje eller leje?

Nogle gange hævdes det, at vi er på vej væk fra at eje kulturprodukter som bøger, musik og film og over mod at leje dem. Alle streamingtjenesterne gør meget for at fremme denne tilgang, og det. Til et arrangement tidligere i år spurgte en kendt forsker retorisk (og lidt hånligt), om der overhovedet var nogen der lyttede til cd’er mere – han havde nemlig selv smidt alle sine ud. Det viste sig så, at flere af de tilstedeværende havde lyttet til cd’er så sent som aftenen forinden. En af dem var mig.

Selv har jeg nemlig et lidt gammeldags forhold til det at eje kontra at leje. På den ene side er det godt at kunne hente musik fra en streamingtjeneste og have adgang til den; det er det, jeg næsten altid gør, for jeg vil prøve at undgå den miljøbelastning, der kommer af at streame musik mange gange. På den anden side ender jeg tit med at købe fysiske udgaver af den musik, jeg ender med at lytte meget til og får et personligt forhold til – jeg er endnu ikke faldet tilbage til musik på vinyl, men køber faktisk stadig cd’er. Så håbløst retro er jeg. For bøgers vedkommende er det meget enkelt – de bøger, jeg ikke låner på biblioteket, køber jeg som gode eksemplarer trykt på papir. For mig er det lidt på samme måde som at eje et stykke billedkunst – jeg kunne selvfølgelig se billedet på en skærm, men det ville føles forkert. Jeg kunne også leje beklædningsgenstande, og i tilfældet festtøj ville det sikkert give mening. Men mine bukser og trøjer og sko vil jeg gerne have gavn af, indtil de er brugt op, og jeg betaler gerne for at få lappet mine bukser.

Nu kan man så læse, at Microsoft Books lukker. Og hvad sker der så med alle bøgerne? Dem, der havde betalt for e-bøgerne, mister dem simpelthen. På mig virker det som den dårligst tænkelige kombination. Den ordentlige model ville være en biblioteksmodel, hvor man enten kunne låne eller købe, og hvor det, man købte, var et eksemplar, man ejede til evig tid. Hele eje/leje-diskussionen glemmer nemlig, at man typisk får et personligt forhold til de kulturprodukter, man kommer til at holde særligt af, mens låne-aspektet er vigtigt, når man vil opdage nyt.