Kunsten at kunne skære væk

144 minutter og 9 sekunder.

I dag er der to modstridende tendenser. På den ene side er der alle de sange, der står alene. De er “singler”. Og så er der albums.

Jeg er så gammel, at jeg mest holder af at lytte til musik, der er udkommet som albums. Og jeg har mine egne favoritter, som har det med at være rigtig gamle. Et af mine absolutte yndlingsalbums er Revolver fra 1966 med The Beatles; det varer 35 minutter og 1 sekund. Et andet er What’s Going On fra 1971 med Marvin Gaye, og det varer 35 minutter og 38 sekunder. Born To Run fra 1975 med Bruce Springsteen varer 39 minutter og 36 sekunder. Unknown Pleasures fra 1979 med Joy Division varer 39 minutter og 24 sekunder.

De suverænt længste klassiske rockalbums, som jeg holder af, er London Calling fra 1979 med The Clash, der varer 65 minutter og 7 sekunder, og The River fra 1980 med Bruce Springsteen, der varer 83 minutter og 47 sekunder. Begge albums er fra lp-formatets storhedstid og er derfor oprindelig dobbelt-albums. Prøv at sammenligne med tripel-albummet Sandinista!, der kom i 1980 dvs. kun et år efter London Calling og varer 144 minutter og 9 sekunder. Det er en på én og samme tid spændende og ærgerlig øvelse at skære dette album ned til et lytteværdigt og godt album af sædvanlig længde. Der er mange gode sange på Sandinista!, men godt nok også meget underligt fyld.

Automatic for the People fra 1992 med R.E.M. kom i cd-formatets storhedstid og varer 48 minutter og 52 sekunder – og er vel stadig ikke helt gammelt nok til at man vil kalde det for klassisk rock. Og fra da af blev albummene bare længere og længere, men de blev ikke nødvendigvis bedre og bedre af den grund.

Den amerikanske radiostation NPR har et langt interview om netop dét med Mark Richardson, der er redaktør på musikmagasinet Pitchfork. Et af de længste nyere albums er To Pimp A Butterfly fra 2015 af og med Kendrick Lamar. Det varer 78 minutter og 51 sekunder – og er blevet meget rost. Men netop dét album er vel også en undtagelse. Jeg husker mange albums fra 1990’erne, der “bare” var alt for lange. Der kom en masse bonus-numre med, men det er sjældent dem, man husker albumudgivelserne for.

Problemet er, at den voksende gavmildhed hvad angår plads gør det nemt at undlade at fatte sig i korthed. Men mange af de lange, halvgode albums kunne med fordel skæres ned til gode albums på 35-40 minutter. Og min fornemmelse er, at de rigtig kompetente musikere er dem, der kan fatte sig i korthed og ved, hvad de skal sortere fra. Det er på præcis samme måde i den akademiske verden. Det er langt fra altid tilfældet, at de længste akademiske publikationer er de bedste. Det handler om at skære væk, lige så meget som det handler om at producere nyt.