Et mindre problem på hjemrejsen

Jeg tog afsked med min søster Angelina og hendes familie i morges; hun kørte mig til stationen i Stockport og snart efter sad jeg i et tog mod London. Jeg tjekkede ind på EuroStar-toget til Bruxelles med afgang 12.58; sikkerheden her er næsten på lufthavnsniveau. Man skal lægge sin bagage og alle løse ejendele på bakker, inklusive pas og pladsbillet, hvorefter hele herligheden bliver gennemlyst. Da det var overstået. satte jeg mig til at vente. Så kom udkaldet omsider til toget. Men… hvor var min pladsbillet blevet af? Jeg havde tabt den et sted i sikkerhedskontrollen.

Der var ikke megen hjælp at hente i informationen. De bad om et bookingnummer, som jeg ikke havde. Og mit navn havde de ikke engang registreret. Pladsbilletten var heller ikke dukket op hos sikkerhedskontrollen. Jeg spurgte, hvornår næste afgang var – men det vidste de ikke i informationen (hvad vidste de egentlig?). Jeg kunne godt købe en ny reservation, men den ville koste mig 256 pund, næsten det samme som prisen på min InterRail-billet. Jeg kunne kun være kommet ind i terminalen ved at vise min pladsbillet, men det var ikke nok til at komme med toget.

Så jeg blev eskorteret ud terminalen og kom ikke med toget. Var jeg skuffet? I høj grad. Alle mine følgende reservationer og hotelværelset i Hamburg var nu til ingen verdens nytte.

Jeg prøvede at få en ny plads, men forgæves. Damen i billetkontoret var faktisk venlig, men kunne ikke gøre noget. Hun bad mig ringe til DSB for at få et bookingnummer der.

Jeg ringede til DSB og sad i telefonkø. Imens nåede jeg at ringe hjem; min hustru blev sat til at lede efter mit bookingnummer på en kvittering. Hun fandt det ikke, for det var der ikke. 40 minutter senere kom jeg igennem til DSB, kun for at få en forklaring af en DSB-medarbejder, der var næsten lige så venlig som dem i informationen, om at der sandelig ikke var bookingnumre på netop disse pladsreservationer. Jeg sagde farvel i et ikke særlig pænt tonefald. Var jeg modløs? Ja.

Tilbage til billetkontoret for at prøve at få en ny reservation. Men hvor var nu min InterRail-billet henne? Jeg styrtede rundt på stationen for at lede. Til sidst var jeg ikke længere modløs, men desperat. Nu havde jeg ikke engang en togbillet længere.

Jeg luskede tilbage til billetkontoret og spurgte om de mon havde fundet min InterRail-billet. Det havde de! Ord kan ikke beskrive min lettelse. Og manden bag skranken var endda særdeles tålmodig.

Således gik det til, at jeg fik en reservation til toget til Bruxelles med afgang 19.34.

Nu var der bare tilbage at finde et billigt hotelværelse i Bruxelles og så prøve at finde en togforbindelse hjem dagen efter. Det lykkedes.

Jeg slog de resterende timers ventetid ihjel på en lille indisk café drevet af KFUM (eller YMCA, som det hedder her).

Ved indtjekningen var der blevet anbragt en særlig tålmodighedstest i form af en ikke særlig rejsevant person, der prøvede at dynge alt sit løsøre op på stålrullerne uden brug af bakke, ejendel efter ejendel (hvor mange nakkepuder kan et menneske eje?), og derefter satte trumf på ved at prøve også at presse et telt (!!) gennem gennemlysningsapparatet. “Så brug dog en bakke!” vrissede jeg i det tonefald, der på det tidspunkt faldt mig lidt for let. Jeg bestod formodentlig ikke tålmodighedstesten.

I morgen er jeg omsider tilbage på kontinentet. Hvis alt går vel, er jeg tilbage i Aalborg med tre timers forsinkelse. Morale: Jeg skal passe meget bedre på min pladsbillet, når jeg går gennem sikkerhedskontrollen en anden gang.

(Visited 176 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar