Toget som samlingspunkt

Mens jeg skriver dette, er jeg på vej mod Aalborg. I går var jeg rigtig uheldig, men i dag lykkedes det mig at nå tog tids nok til at jeg kommer hjem kun 1 time og 20 minutter senere end oprindelig forventet.

Det er altid interessant at læse danske aviser efter at have været i udlandet. I dag er der i Politiken et lille læserbrev af Svend E. Pedersen, der er tidligere passagerchef i DSB. Han opfordrer til at billetpriserne bliver sat ned, og den personlige service forbedret.

DSB skal have et menneskeligt udtryk. Toget er nemlig et mødested.
Gør det nemt og behageligt at rejse med et DSB-servicecenter i toget. Et rullende rejsebureau, gerne med en café. Det kunne være et mødested, som storebæltsfærgerne var det. Toget skal komme til tiden 1, 2, 3, 4 gange i timen med fast minuttal fra hver station.
Derfor: Omdan DSB til en forening ejet af folket. Et folkeligt fællesskab. Hvis ovennævnte fungerer, betyder hastigheden mindre.

Helt umiddelbart er jeg enig, og jeg er glad for at hele denne vinkel med livskvalitet bliver bragt på banen (undskyld ordspillet). Nu, hvor jeg igen har set det virvar af jernbaneselskaber, der længe har været i Storbritannien efter privatiseringen af British Rail og er ved at opstå i Tyskland efter privatiseringen af Deutsche Bahn, virker det tydeligt, hvad der sker, når offentlig transport bliver anskuet ud fra rene profitmotiver: Den bliver upersonlig og fragmenteret, og togdriften kommer til at virke uigennemsigtig. De ansatte ender med hver især at skulle mestre forskellige opgaver, som måske sket ikke hænger sammen – fra billetkontrol over servering til oprydning. Og der er bestemt ikke altid god tid til passengererne, kan man mærke.

Jeg savner ikke Storebæltsfærgerne som sådan, men nu, hvor jeg bliver mindet om dem, savner jeg det ritual og det fælleskab, der var i at tage færgen. Offentlig transport kunne være både en effektiv og mindre miljøbelastende transportform og en måde at bringe mennesker sammen på, sådan som f.eks. folkeskolen også har været det.