En ny begyndelse for Louise

I går var jeg til reception for Louise Faber, der indtil for ganske nylig var lektor i jura, men nu har valgt at arbejde i sin egen ejendomsjuridiske rådgivningsvirksomhed Lysholt Faber på fuld tid. Jeg kender Louise fra kampen mod en motorvej over Egholm; her har hun længe været en utrættelig drivkraft, og hendes store indsigt har været og er rigtig vigtig for os – og til receptionen i går var der da også andre motorvejsmodstandere med, herunder et kontingent fra Egholm anført af den utrættelige Henrik Mørch.

Mange kender også Louise som en dygtig og afholdt underviser og forsker, så samtidig med at det er en gevinst for juridisk rådgivning, at hun nu helliger sig dette område, er det et tab for den akademiske verden, at hun forlader sin tidligere gerning. Men med de ting, der sker lige nu i vores arbejdsliv, er det nemt at forstå at man får lyst til at prøve at bruge sine store kompetencer til noget andet. Jeg vil ønske Louise god vind og se frem til hendes mange og gode bidrag i den fortsatte kamp mod motorvejen!

Lysholt Faber har til huse i Aalborgs midtby, og det var hyggeligt at være til reception på tagterrassen, snakke med folk og kigge ud over byens tage. Jeg mødte nogen, der kunne huske mig fra poetry slam, men også flere af vores fælles bekendte, der i år har mistet deres arbejde. Med dem talte jeg om hvordan vilkårene har forandret sig, der hvor vi alle har været (jeg kan ikke omtale stedet på denne blog), det var de samme bekymringer, vi alle havde – og min solidaritet er at finde hos dem.

Så man ikke kan forstå det

Foto: NASA.

Lige nu kan vi se flere store og forfærdende ændringer i naturen. En af dem er, at isen i polaregnene er ved at forsvinde på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. En anden er, at den sydamerikanske regnskov er ved at forsvinde på grund af menneskeskabt afbrænding. Og ødelæggelsen af regnskoven frigiver CO2, som ikke kan absorberes – for de træer, der skulle gøre det, er nu borte.

Hvordan kan menneskeheden leve videre med dette? Hvis en stor meteor eller asteroide havde kurs mod vores planet og ville ramme Europa eller Nordamerika, er jeg temmelig sikker på at nogen ville skride til handling. Men lige nu er det som om magthaverne sjosker apatisk videre mod katastrofen.

Mit bedste bud på en forklaring er, at forandringerne tilsyneladende er så små,, at det ser ud som om de ikke finder sted. Derfor ser forandringerne ikke ud til at være voldsomme, og menneskeheden kan endda benægte deres eksistens. I antik filosofi taler man om sorites-paradokset. Hvis jeg har en stor bunke sten og fjerner én sten, er der stadig tale om en stor bunke sten. Således bliver jeg ved med at fjerne sten, til sidst er der kun to sten tilbage. To sten udgør ikke en bunke og da slet ikke en stor bunke. Forandringerne i stenbunkens størrelse er så langsomme og små, at de ser ubetydelige ud. Meteorens bevægelse mod Jorden er derimod helt umiddelbart synlig.

Mange af de største forandringer, vi kommer ud for i disse år, er netop sådan nogen, som mennesker ikke kan forstå. Hele “fortyndingsargumentet”, der ofte har været brugt for at retfærdiggøre forurening, har netop været at ødelæggelserne ikke havde betydning: Havet er stort, atmosfæren er stor og skovene er store. Men “fortyndingsargumentet” falder til jorden, fordi det hele tiden tager fat i den absolutte forandring – vi leder kun en anelse gift ud, vi brænder kun en lille smule skov af og vandstanden i verdenshavene stiger kun en lille smule. I matematik er vi imidlertid interesseret ikke kun i absolut forandring, men også i forandring pr. tidsenhed. Det er det, vi kalder den første afledede, og som man også kunne kalde forandringshastigheden. Lige nu er den hastighed, med hvilken stenene forsvinder fra miljøets store bunke, høj – og den anden afledede, nemlig forandringsaccelerationen, er sikkert ikke engang konstant.

En trist sag

En del aviser skriver lige nu meget om en aktuel sag, der omhandler et seksuelt overgreb i en københavnsk lokalpolitikers hjem.

Det er tydeligt, at der efter alt at dømme ikke har været tale om vold i sædvanlig forstand (dvs. med fysiske skader), men der er tale om en seksuel handling, hvor kvinder ikke har givet deres samtykke og dermed om noget, der ifølge den nuværende lovgivning i bl.a. Sverige og Storbritannien vil være at regne som voldtægt. Lige nu er det ikke tilfældet i dansk lovgivning (hvis ikke offeret har været ude af stand til at sætte sig til modværge), omend et folketingsflertal har givet udtryk for at loven skal ændres. Sagen kunne have vist, hvor vigtigt det er at ændre dansk lovgivning om voldtægt.

Men sagen er først og fremmest interessant for medierne i kraft af at en del seksuelle detaljer kommer frem. Det er trist og faktisk også usmageligt, at det er denne sensationshungrende vinkel, der bliver taget, og det må være rigtig ubehageligt for de indblandede kvinder. Hvis det havde været en sag om en helt ukendt kvinde, ville de seksuelle detaljer formodentlig ikke komme på forsiden. Og voldtægt er ikke “pirrende”, det er et overgreb.

At ramme de forkerte

Det ser ud til, at det opholdskrav, der siden nytår 2019 har gjort, at man skal have opholdt sig i Danmark, et andet EU-land eller et EØS-land i syv ud af de seneste 12 år for at være berettiget til dagpenge, nu bliver fjernet. Det er rigtig glædeligt, hvis det sker.

Men der er alligevel noget, der skurrer i ørerne. I en artikel i Politiken citeres beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard således:

»Den overvejende del af folk, der bliver fanget i det, er etniske danskere, som har været i udlandet for at arbejde. Så det strider jo imod intentionen fra dem, der vedtog det i sin tid«, siger ministeren og nævner, at det også har vist sig »umuligt at administrere«.

»For det tredje – hvilket er et kæmpe problem – er det med til at udhule, hvor attraktivt det er at melde sig ind i en a-kasse«…

Skal argumentet for at afskaffe denne slags stramninger være, at de “rammer de forkerte”? En beslægtet stramning er integrationsydelsen (som engang hed starthjælp). Det er veldokumenteret, at hensigten med den var at give flygtninge halvt så meget i kontanthjælp som alle andre. Hensigten var med andre ord at forskelsbehandle borgere ud fra oprindelse. Men da bl.a. konventionen om flygtninges retsstilling siger, at man ikke må diskriminere mennesker med flygtningestatus mht. muligheder for at få sociale ydelser, blev regeringen nødt til at finde nogle betingelser, som alle flygtninge opfyldte, men også blev opfyldt af nogle danske statsborgere.

Ville opholdskravet være acceptabelt, hvis regeringen på en eller anden måde kunne lykkes med at definere det, så det slet ikke ramte etniske danskere og var nemt at administrere? Og hvad er i øvrigt en “etnisk dansker”?

Møderne på nettet og i virkeligheden

I det kommende efterår skal jeg igen kaste mig over at skrive en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger andetsteds fra, som jeg kender godt. Vi kommer sikkert til at holde møder over nettet. Der er ganske mange forskellige software-løsninger til den slags. Der er Skype og der er Google Hangout. Der er også FaceTime, men de virker kun til Apples produkter. Der er Wire og Telegram. Vi har prøvet ganske meget af den slags, men det bliver aldrig helt det samme som at mødes i levende live. Det ene møde vi havde i 2018, hvor vi alle var samlet i samme lokale i Lissabon, bragte os alle meget tættere på en fælles forståelse af vores daværende projektansøgning end alle de mange møder over nettet. Jeg har meget bedre minder om det møde (og ikke kun fordi det var i Lissabon) end om alle møderne på nettet, hvor vi ofte havde brugte megen tid på slåskampe med og mod dårlig lyd- og billedkvalitet og aldrig kunne gå op til en tavle for at tegne og fortælle.

For næsten præcis et år siden deltog jeg i en workshop i Beijing, hvor jeg havde fået en artikel optaget. Dvs. jeg deltog ikke selv; jeg var ved at skære ned på flyrejserne og havde da også en anden konferencedeltagelse i Portugal samtidig. Jeg sendte en forud indspillet videopræsentation af sted og tog imod spørgsmål via Skype. Det gik nogenlunde, men det var på ingen måde som at være til en “rigtig” konference.

I vore dage er vi nødt til at begrænse vore rejser i akademisk sammenhæng så meget som muligt for at kunne standse den globale opvarmning. En af de store udfordringer i den forbindelse er at skabe et nærvær og et fællesskab på nettet, der svarer til det, man kan finde ved sædvanlige fysiske møder. Det er en udfordring, der ikke kun handler om teknologi; den handler i høj grad også om noget andet, nemlig om psykologiske faktorer. Når jeg er til konference, har jeg rent fysisk forladt mine daglige omgivelser. Jeg har afsat flere dage i kalenderen og er et andet sted, jeg ikke nemt kan forlade og måske heller ikke føler trang til at forlade. Ofte sker der det til akademiske konferencer, at man mødes mellem seancerne og får skabt nye ideer og nye samarbejdsforbindelser opstår. Men når jeg deltager i et møde på nettet, er det bare endnu en af de mange aktiviteter, der er med til at hakke en arbejdsdag i stykker, og det er særdeles veldefineret, hvem jeg er til møde sammen med.

Jeg bryder mig ikke om at sige, at noget er umuligt, men måske kan man slet ikke gøre noget tilsvarende ad virtuel vej?

En national undervisningspris

Jeg kan se læse, at den nye forsknings- og uddannelsesminister nu indstifter en pris til “fremragende undervisere” på danske universiteter. Fra og med næste år vil ministeriet hvert år hædre syv undervisere fra de videregående uddannelser, der har udmærket sig. De kan f.eks have givet studerende konstruktiv feedback eller have brugt ny teknologi i undervisningen. To af de syv priser skal gå til universitetslærere; de vil hver modtage 500.000 kroner, hvoraf 200.000 går direkte til vinderen, mens resten skal bruges til at udvikle nye aktiviteter.

Det er et interessant tiltag, for undervisning på danske universiteter har et underligt ry. Man skal normalt bruge mindst halvdelen af sin arbejdstid på undervisning, men det er ikke karrierefremmende at undervise. Hvis man ikke performer godt nok som forsker, kan man risikere at få at vide, at man måske ikke er ansat til næste år, og at man måske bliver nødt til at blive gymnasielærer. Derfor er der mange, der stræber efter at blive købt fri fra undervisningen. Og det hævdes af nogle, at topforskere også er gode undervisere – så derfor er der yderligere grund til at prioritere forskningen. Om det er så enkelt, ved jeg ikke.

Asymmetrien mellem forskning og undervisning og opfattelsen heraf kan næppe ikke løses gennem forskningspriser. 500.000 kroner er bestemt et pænt beløb, men det er ikke i nær samme størrelsesklasse som typiske forskningsbevillinger, og man kan ikke søge om det, men skal indstilles.

En nødvendig bortforklaring

Graffiti af Banksy.

For 14 år siden var jeg i USA til en konference, og som så ofte har været tilfældet, når jeg har besøgt et land med engelsk som hovedsprog, endte jeg med at besøge boghandlerne med deres enorme udvalg. Her faldt jeg over The Denial of Death af den amerikanske filosof Ernest Becker, og den bog købte jeg, for den så spændende ud. Jeg nåede vel kun 50 sider ind i bogen, inden jeg af uvisse årsager fik andet at se til. Lige siden har bogen stået og truet på hylden, men jeg må få den læst snart, for den er interessant nu.

Jeg er nemlig begyndt at tænke over, hvorfor der er mennesker i dag, for hvem det er så vigtigt at benægte at de katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, vi ser nu, faktisk er virkelige og er en alvorlig trussel mod menneskeheden. Der er ikke mange, der bruger tid på at benægte den vejrudsigt, der siger, at vejret i morgen bliver dårligt – men når det gælder fremtidens klima, ser det helt anderledes ud. Det er ikke bare et irritationsmoment, at der bliver brugt alt for megen tid på benægterne; i USA er præsidenten nu en af dem, og det er en meget farlig udvikling.

Det, der lykkedes mig at få ud af den del af The Denial of Death, jeg nåede at læse, er, at Becker var af den opfattelse, at menneskets store frembringelser skyldes at mennesker er bange for at dø og underbevidst ikke kan forlige sig med tanken om egen dødelighed. Derfor prøver vi at bygge “monumenter” til os selv. Monumentet kan være en fysisk eksisterende bygning, men det kan også være et kunstværk eller en trosretning.

Min hypotese er, at mange “klimabenægtere” netop er havnet i denne form for benægtelse. Det er klart, at magthavere fra olieproducerende lande er bange for at miste deres store økonomiske magt, når de ikke længere kan tjene penge på salg af olie. Jeg tror egentlig, de dybest set ved, hvordan det hele er far, så derved er deres industri blevet deres monument. Men det er interessant, at også “almindelige” mennesker uden interesser i kul- og olieindustrien kan være “klimabenægtere” – og man ser dem ind imellem i kommentarspor rundt omkring hos dagblade og andre medier på nettet.

Min fornemmelse er, at tanken om menneskehedens undergang er så stor og skræmmende og ufattelig, at man er nødt til at benægte den og prøver at bygge en “monumental” bortforklaring med hjemmelavede teorier og obskure artikler af miskrediterede forskere. Det er vel også derfor, det er så svært at gøre noget for at standse “klimabenægterne”, for hvem har dog lyst til at skulle indse og indrømme, at man skal væk herfra en dag? Og det er heller ikke behageligt at skulle fortælle dem det. Men vi bliver nødt til at blive ved med at forsøge.

One trick pony i madlavning – og matematik

Foto: Vonguard (https://www.flickr.com/photos/vonguard/2873485758/)

Der er tre tilgange til madlavning i hjemmet, og de minder om de tilgange, vi ser på mange andre områder, og de svarer til forskellige kompetencer.

Den ene tilgang er den, hvor man holder sig nøje til en opskrift. I den opskriftsbaserede verden kommer problemerne, hvis opskriften viser sig umulig at følge eller noget uventet sker. Der er dem, der bliver fortvivlede, når de opdager at de havde tilsat 285 gram hvedemel til en dej i stedet for 275 gram. Og jeg har selv prøvet at stå med hel muskatnød i stedet for revet muskatnød (det kunne selvfølgelig løses med et rivejern, men træls var det).

Den anden tilgang er den, hvor man improviserer sig frem med de forhåndenværende ingredienser. Her kommer problemerne, hvis man fejlvurderer eller slet ikke ved, hvordan ingredienserne skal behandles. Jeg har selv prøvet at stå med gryderetter, som fik lidt for lang tid, så de ellers så friske grøntsager endte som en slatten omgang.

Den tredie tilgang er den, hvor man simpelthen giver op og ikke engang åbner kogebogen, fordi den ikke er til at hitte rede i. Jeg har oplevet meget begavede mennesker, der gik i baglås og blev helt fortvivlede i køkkenet hjemme ved mig – det viste sig som regel, når jeg spurgte dem, at de foretrak at spise ude eller købe færdigretter.

En del mennesker formår i et eller andet omfang at kombinere de to første tilgange. De har et repertoire af (typer af) madretter, som baserer sig på opskrifter, som de improviserer videre fra. Selv tror jeg efterhånden, det er lykkedes mig at få et sådant, ret begrænset repertoire inden for frokost- og middagsretter. Men det har taget mange år, og hvis jeg skal lave kager eller desserter, må jeg stadig ty til opskrifter. Jeg er måske ikke en one trick pony, som man siger på engelsk, men jeg kan nogle ganske få tricks, jeg kan variere.

Det er interessant for mig at opleve, at det forholder sig tilsvarende vis i et fag som matematik (og beslægtede områder). Der er desværre dem, der desværre går helt i baglås, når de møder matematik (af en eller anden grund ser journalister ud til at være overrepræsenteret i denne gruppe). Andre, der skal lære matematik, holder sig til en “opskrift” når de skal læse en tekst eller løse en opgave. Hvis der står et uventet symbol eller begreb, går det galt. Andre har nogle få “opskrifter”, der virker inden for et lille fagområde, men virker godt. Hvis jeg kigger ned over mine egne forskningsresultater i teoretisk datalogi, ser det ud som om jeg har nogle få sådanne “opskrifter”, og de ser alle ud til at have rekursive definitioner og induktionsbeviser som centrale ingredienser. Jeg er vel en pony, der kan to-tre tricks. Nogle af de dygtigste mennesker, jeg kender, ser til gengæld ud til at have mange “opskrifter”, der hver især afspejler en dyb indsigt i matematisk metode.

Set på denne måde svarer de forskellige kompetenceniveauer inden for madlavning på en måde til de niveauer af matematisk kompetence, som bl.a. Terence Tao har identificeret og som jeg tidligere har skrevet om på denne blog.

Hvad skal det nytte?

Institute for Advance Studies ved Princeton University i USA er blandt de mest berømte akademiske institutioner grundlagt i det 20. århundrede. IAS blev grundlagt af Louis Bamberger og Abraham Flexner, der begge kom fra jødiske familier der stammede fra Tyskland. På den måde havde de et ben i en amerikansk og et andet i en europæisk forståelse af dannelse. Flexner var mediciner og en fremtrædende skikkelse inden for USAs universitetsverden. Bamberger var ikke akademiker, men erhvervsmand og grundlagde en kæde af stormagasiner i USA – så han var styrtende rig. Det var i høj grad hans formue, der finansierede stiftelsen af IAS.

I sensommeren 1939, omkring tidspunktet for 2. verdenskrigs udbrud, skrev Abraham Flexner et essay om forskningens nytteværdi – “The Usefulness of Useless Knowledge”. Det er et essay, som de, der i de seneste årtier har talt om forskningens nytteværdi og om at skabe forskningsmiljøer, der skal være “verdensførende”, burde læse. Det er særdeles underligt at opleve, at så mange danske videnskabsministre har været mere eller mindre selvlærte iværksættere.

Den første centrale pointe i Flexners essay er at de store opfindelser bygger på forskning, drevet frem af nysgerrighed og uden tanke for nytteværdi – og her har han mange eksempler. Det første og på nogle måder bedste er vel hele udviklingen af trådløs kommunikation; man nævner her ofte Marconi som pioner, men de rigtig vigtige skikkelser var Maxwell og Hertz. Ingen af dem var motiveret af et ønske om at skabe en ny form for kommunikation; de var motiveret af nysgerrighed alene. De store erkendelser, som fødte et hav af anvendelser, kom ikke fra målrettede forskningsprojekter, der skulle tvinge en epokegørende ny anvendelse frem, men fra “nytteløs” grundforskning.

Den anden centrale pointe er at de store forskningsresultater og anvendelserne af dem i høj grad skyldes mange menneskers samlede indsats, ikke ét enkelt menneske. Nogle mennesker var selvfølgelig særligt betydningsfulde, men de store erkendelser kom ikke fra nogle få præmierede “eliteforskere”, men fra et fællesskab af forskere.

Og rigtig interessant er det, at Flexner ikke måler forskningens og den menneskelige erkendelsen nytteværdi i tal på en faktura. Tværtimod. Det rigtig vigtige ved forskningen er det samme vigtige som det, der er vigtigt i musik og kunst – at løfte det enkelte menneskes sjæl. Han skriver

The considerations upon which I have touched emphasize – if emphasis were needed – the overwhelming importance of spiritual and intellectual freedom. I have spoken of experimental science; I have spoken of mathematics; but what I say is equally true of music and art and of every other expression of the untrammeled human spirit. The mere fact that they bring satisfaction to an individual soul bent upon its own purification and elevation is all the justification that they need. 

Jeg ville ønske, at beslutningstagere i dag også turde tænke netop dén tanke.

En by, der er sort og hvid

Tre kvinder fra East Jackson. Foto: Maddie McGarvey/The Guardian

For nylig har der været en artikel i The Guardian om en lille by i USA, East Jackson, hvor næsten alle indbyggere beskriver sig selv som sorte, også selv om mange af dem er blege og lyshårede mennesker, der ser helt europæiske ud.

Umiddelbart virker det barokt, at en gruppe af mennesker i et land, hvor der indtil for få år siden var apartheid, altid har opfattet sig selv som tilhørende en gruppe med færre rettigheder. Andre steder i USA har der gennem historier været mennesker, der gerne ville have del i de samme privilegier som det hvide flertal og derfor skjulte, at nogle af deres forfædre havde afrikansk baggrund.

Men historien om East Jackson gør det fuldstændig tydeligt, at sådan noget som etnicitet i høj grad er noget, mennesker konstruerer. Og den minder også om beretningen om den amerikanske geolog Clarence King (ham skrev jeg om her i 2013), der levede sidst i 1800-tallet. Han var gift med en kvinde af afrikansk baggrund og sammen med hende kaldte han sig for sort, men i alle andre sammenhænge kaldte han sig for hvid.

I artiklen er der en omtale af en ung kvinde fra East Jackson,, der nu opfatter sig selv om hvid. Det er hendes mor meget ked af. Befolkningen i East Jackson er stolte af, at nogle af deres forfædre har afrikansk baggrund og det er en del af deres identitet.

Vi kender faktisk også til tilsvarende konstruktioner i Danmark. I Danmark er dem, der synes at man meningsfyldt kan betegne danske borgere, hvis forældre også er født i Danmark, som “tredjegenerationsindvandrere”– og der er også nogle mennesker med en sådan baggrund, der ikke vil kalde sig selv for danskere.

Forskellen er, at det i nogle tilfælde er dem med privilegierne, der kategoriserer andre – mens det i andre er andre, der karakteriserer sig selv.

Ville jeg så selv begynde at kalde mig skotsk (for jeg har faktisk sådanne aner og har endda boet i Skotland en overgang)? Umiddelbart tror jeg det ikke.