En sommerferiebog: Eichmann i Jerusalem

Foto: Israel Government Press Office (https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Adolf_Eichmann_takes_notes_during_his_trial_USHMM_65268.jpg)

Nu er ferien slut, og jeg er vendt tilbage til arbejdslivet.

I mine sommerferie prøver jeg altid at få læst nogle gode bøger. En af dem, jeg kastede mig over i år, var Eichmann in Jerusalem: The Banality of Evil af Hannah Arendt. Bogen er en klassiker (ligesom så meget andet, Arendt nåede at skrive) og giver en kritisk skildring af retssagen mod den tyske SS-officer Adolf Eichmann, der var ansvarlig for transporterne af hundredetusinder af mennesker til udryddelseslejre under 2. verdenskrig.

Hannah Arendt var selv fra Tyskland og kom fra en jødisk baggrund, men flygtede, da Hitler kom til magten i 1933. Det er derfor ikke så underligt, at netop sagen om Eichmann optog hende og at hun valgte at rejse til Israel for at dække den. Hendes pointe, der dengang var mere kontroversiel end den er nu, er at sagen mod Eichmann i høj grad var en skueproces, der skulle gavne den israelske regering og vise verden, at israelerne var handlekraftige på en måde, som de europæiske jøder ifølge de israelske holdning ikke havde været under nazismen. Noget andet, der også var kontroversielt i sin tid, var at gøre opmærksom på at nazisterne havde forsøgt at gøre jøder til “medskyldige” ved at oprette såkaldte Judenrat af lokale jødiske ledere, overalt hvor de hærgede. Disse Judenrat skulle indsamle oplysninger om lokale jøder, og det gik man med til – i høj grad fordi de lokale jødiske ledere ikke anede, hvad alle disse oplysninger ville blive brugt til. Et tredje faktum, der heller ikke er kontroversielt længere, er at de daværende vesttyske myndigheder i sin tid holdt hånden over ganske mange krigsforbrydere og lod dem fortsætte som “respektable” samfundsborgere. Man kunne sagtens have retsforfulgt Eichmann i Tyskland, men det skete ikke. Det er underligt, at der ikke for alvor er overvejelser om menneskerettighederne set i forhold til international lov, hverken hos Arendt eller hos de implicerede.

Eichmann in Jerusalem er en bog, der sætter mange tanker i gang. Ofte tænker vi på Holocaust som ikke bare et folkemord, men også som en krigsforbrydelse, men det paradoksale er, som Hannah Arendt påpeger, at det bestemt ikke var del af en tysk strategi for at opnå fordele i krigen at myrde så stor en del af Europas civilbefolkning. Tværtimod tog massemordene og hele den morderiske organisation, der stod bag, resurser fra den nazistiske krigsmaskine på et kritisk tidspunkt.

Bemærkelsesværdigt er det også, at Eichmann ganske vist havde begået enorme forbrydelser, men faktisk ikke var så højt i magthierarkiet. Det var i langt højere grad Heydrich og ikke mindst Himmler, der orkestrerede massemordene, indtil krigslykken var vendt i en sådan grad, at man mere eller mindre opgav og “bare” prøvede at dække over grusomhederne. Eichmann var “bare” ham, der sendte folk i døden og gjorde det med uhyggelig grundighed.

Jeg lærte flere (for mig) overraskende ting om Holocaust ved at læse Arendts bog.

En af dem er, at Adolf Eichmann faktisk besøgte Palæstina inden 2. verdenskrig! Han havde læst Theodor Herzls bog om zionisme og opfattede den som en nationalistisk ideologi, som han som nationalist selv kunne forstå rationalet bag. Derfor mente han en lang overgang, at de tyske jøder “bare” skulle deporteres, og det var derfor, han besøgte Palæstina (men endte med at blive deporteret fra Egypten!). Senere skiftede han og andre nazister som bekendt strategi, og ordet “evakuering” fik en ny og meget skræmmende (og hemmelig) betydning.

En anden er, at brugen af gaskamre i højere grad, end jeg troede, var en direkte forlængelse af mordene på handicappede og psykiske syge under nazismens første år. Det var et skift i strategi fra nazisternes side, men ikke overraskende.

En tredje oplysning, der måske ikke er så overraskende igen, men alligevel kom bag på mig. er at den tyske hær systematisk slog sine soldater ihjel, hvis de var hårdt sårede. Faktisk gik nazisterne tilsyneladende med ideen om at tage den ikke-jødiske befolkning med sig i døden, da nederlaget nærmede sig. Alle mennesker kunne undværes i sidste ende under nazismen.

Men en gribende beretning om en tysk soldat, der var det stik modsatte af Eichmann, finder man faktisk også i Eichmann in Jerusalem. Den dukker op under retssagen i form af historien om sergenten Anton Schmidt, der var med i en patrulje, der skulle opspore tyske soldater, der var blevet fanget bag fronten. På denne måde stødte han ind i jødiske polske partisaner og endte med at beskytte dem og hjælpe dem fra oktober 1941, indtil han til sidst selv blev fanget og henrettet i marts 1942. I dag er der en kaserne i Tyskland, der er opkaldt efter Anton Schmidt. Hannah Arendt skriver i sin bog

And in those two minutes, which were like a sudden burst of light in the midst of impenetrable, unfathomable darkness, a single thought stood out clearly, irrefutably, beyond question: How utterly different everything would be today in this courtroom, in Israel, in Germany, in all of Europe, and perhaps in all the countries of the world, if only more such stories could be told!

For mig var det fantastisk at blive mindet om, at der midt i en så grim og grusom verden, fandtes mennesker, der turde og ville handle anderledes.

(Visited 58 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “En sommerferiebog: Eichmann i Jerusalem”

Skriv et svar