En sommerferiebog: De små tings gud

Arundhati Roy med en af de små ting (en smartphone). Foto: Jean Baptiste Paris (https://www.flickr.com/photos/jeanbaptisteparis/4484941500)

En anden bog, jeg omsider har fået læst i sommerferien, er The God of Small Things af den indiske forfatter Arundhati Roy. Hun fik Booker-prisen for denne roman, der faktisk var hendes debut, tilbage i 1997, og jeg hørte ofte om denne bog som en, det var værd at læse. Samtidig er det en roman, det var svær at følge op på. Det er en historie, man kender også fra andre forfattere (herhjemme ikke mindst fra Knud Romer Jørgensen). Først i 2017 kom “den svære toer” fra Roy, The Ministry of Utmost Happiness. I mellemtiden har hun brugt tiden på aktivisme, ikke mindst mod atomvåben, mod hindu-nationalisme og mod globaliseringens konsekvenser. Det har kastet en lang række essays og samfundskritiske debatbøger af sig, så man kan ikke sige, at Arundhati Roy har lidt af en skriveblokering.

Jeg skal ikke røbe ret meget om handlingen i The God of Small Things, ud over at nævne at den foregår i Kerala hos en indisk familie af syriske kristne (i indisk sammenhæng er dette en trosretning inden for kristendommen, ikke en etnisk betegnelse) og at to af hovedpersonerne er to søskende født i begyndelsen af 1960’erne. På denne måde er bogen tæt på Arundhati Roys egen baggrund og alder. Selv skulle jeg vænne sig til at bogen springer temmelig frit i kronologi og der gik en del sider inden jeg helt forstod familieforholdene (hvem der var i familie med hvem og hvordan), men derefter blev det meget tydeligt for mig, at dette er en velfortjent vinder af Booker-prisen. Romanens skildring af kastesystemet i Indien og hvordan dets absurde og grusomme ideer om medfødte privilegier og indbygget inkompetence påvirker selv mennesker, der synes at de er progressive, er skræmmende. I delstaten Kerala har der i mange år været et stærkt kommunistparti, men kastesystemet lever i værste velgående også dér.

Arundhati Roy selv er også en interessant person; et interview med hende fra maj i år er et godt sted at starte, hvis man er interesseret i hendes aktivisme.

(Visited 54 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar