En sommerferiebog: Kärlekens Antarktis

Det er vel også lidt af en tilsnigelse at kalde Kärlekens Antarktis for sommerferielæsning. Jeg købte denne roman af Sara Stridsberg i min sommerferie, men jeg fik først læst den mens jeg var til festival i Göteborg. Det er den første bog af Sara Stridsberg, jeg har læst. Ellers har jeg og mange andre nok mest kendt hende som modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og som et af de medlemmer af Svenska Akademien, der trak sig for få år siden efter en meget omtalt sag om seksuelle overgreb begået i denne kreds.

Kärlekens Antarktis er en beretning om en sjæl efter døden, om et mordoffer, en ung kvinde, der betragter sit liv i tilbageblik og det liv, som går videre efter hendes alt for tidlige død ø i sommeren 1982. Det sidste bliver, som meget andet i romanen, røbet indirekte – her afsløret af en nyhed om Falklandskrigen i en radioavis, som morderen lytter til.

Kvinden, der fortæller Kärlekens Antarktis, er Katarina (eller Inni, som hun også kaldes). Hun kommer fra en meget fattig baggrund på Sveriges vestkyst, mister sin lillebror tidligt ved en drukneulykke og havner siden i Stockholm, hvor hun bliver afhængig af heroin. Hun møder en anden narkoman, Shane, får to børn med ham og bliver gadeprostitueret. Sønnen bliver tvangsfjernet, datteren bortadopterer hun selv. En aften bliver Inni samlet op af en kunde, der kører hende ud til en sø, hvorefter han voldtager og myrder hende og parterer liget. Kort efter dør Shane også (formodentlig af aids).

Det er således en på alle måder grum historie, vi har med at gøre, og på sin vis er der tale om socialrealisme med beretningen om en social arv, det er svært at slippe bort fra, og om de mekanismer, der skaber denne arv. Romanen er samtidig en meget vellykket kommentar til hele true crime-genren, hvor fascinationen af de ekstreme forbrydelser ofte ser ud til at hænge sammen med en fascination af forbryderen. Det er offeret, der er i fokus her – og det er tydeligt, at morderen den uinteressante person. Og det er i høj grad en beretning om dødsøjeblikket, den oplevelse et menneske aldrig vil kunne fortælle om. Fortælleren vender tilbage til de sidste minutter i sit liv igen og igen, og vi får mere og mere indsigt i hendes tanker og følelser netop da hun ved, at hun skal dø og imens hun dør.

Bogen giver et alternativt bud på udødeligheden. Sara Stridsberg kommer med en opfattelse, jeg også tidligere har set: Man dør flere gange. Første gang er den fysiske død. Den sidste gang er det tidspunkt, hvor et menneske nævner éns navn for sidste gang. Først da er man helt forsvundet. Innis børn ved, at deres mor findes, men ved ikke ret meget om hende. Om dette ændrer sig i løbet af bogen, vil jeg ikke røbe her.

Bogens særlige synsvinkel skaber en særegen sammensmeltning af den alvidende fortæller og jeg-fortælleren, for dette er en jeg-fortæller, der kan se alt og efterhånden er på vej til at vide alt. Det virker umiddelbart lidt underligt til at begynde med, at en ung kvinde med kort skolegang udtrykker sig som hun gør, men også dette får vi en forklaring på til sidst.

Kärlekens Antarktis er en stærk roman om hvor svære kår kærligheden (herunder næstekærligheden) har og hvad mangel på kærlighed fører til. I år er den udkommet på dansk under titelen Kærlighedens Antarktis. Jeg læste dog Kärlekens Antarktis på svensk; det er lidt af en udfordring, når der kommer ord, jeg ikke kender, men det er det værd. Jeg ville ønske, det var nemmere og billigere at købe nordiske bøger på originalsproget i Danmark.

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar