Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.

(Visited 128 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Strategisk modvilje”

Skriv et svar