Hvad skal det nytte?

Institute for Advance Studies ved Princeton University i USA er blandt de mest berømte akademiske institutioner grundlagt i det 20. århundrede. IAS blev grundlagt af Louis Bamberger og Abraham Flexner, der begge kom fra jødiske familier der stammede fra Tyskland. På den måde havde de et ben i en amerikansk og et andet i en europæisk forståelse af dannelse. Flexner var mediciner og en fremtrædende skikkelse inden for USAs universitetsverden. Bamberger var ikke akademiker, men erhvervsmand og grundlagde en kæde af stormagasiner i USA – så han var styrtende rig. Det var i høj grad hans formue, der finansierede stiftelsen af IAS.

I sensommeren 1939, omkring tidspunktet for 2. verdenskrigs udbrud, skrev Abraham Flexner et essay om forskningens nytteværdi – “The Usefulness of Useless Knowledge”. Det er et essay, som de, der i de seneste årtier har talt om forskningens nytteværdi og om at skabe forskningsmiljøer, der skal være “verdensførende”, burde læse. Det er særdeles underligt at opleve, at så mange danske videnskabsministre har været mere eller mindre selvlærte iværksættere.

Den første centrale pointe i Flexners essay er at de store opfindelser bygger på forskning, drevet frem af nysgerrighed og uden tanke for nytteværdi – og her har han mange eksempler. Det første og på nogle måder bedste er vel hele udviklingen af trådløs kommunikation; man nævner her ofte Marconi som pioner, men de rigtig vigtige skikkelser var Maxwell og Hertz. Ingen af dem var motiveret af et ønske om at skabe en ny form for kommunikation; de var motiveret af nysgerrighed alene. De store erkendelser, som fødte et hav af anvendelser, kom ikke fra målrettede forskningsprojekter, der skulle tvinge en epokegørende ny anvendelse frem, men fra “nytteløs” grundforskning.

Den anden centrale pointe er at de store forskningsresultater og anvendelserne af dem i høj grad skyldes mange menneskers samlede indsats, ikke ét enkelt menneske. Nogle mennesker var selvfølgelig særligt betydningsfulde, men de store erkendelser kom ikke fra nogle få præmierede “eliteforskere”, men fra et fællesskab af forskere.

Og rigtig interessant er det, at Flexner ikke måler forskningens og den menneskelige erkendelsen nytteværdi i tal på en faktura. Tværtimod. Det rigtig vigtige ved forskningen er det samme vigtige som det, der er vigtigt i musik og kunst – at løfte det enkelte menneskes sjæl. Han skriver

The considerations upon which I have touched emphasize – if emphasis were needed – the overwhelming importance of spiritual and intellectual freedom. I have spoken of experimental science; I have spoken of mathematics; but what I say is equally true of music and art and of every other expression of the untrammeled human spirit. The mere fact that they bring satisfaction to an individual soul bent upon its own purification and elevation is all the justification that they need. 

Jeg ville ønske, at beslutningstagere i dag også turde tænke netop dén tanke.