One trick pony i madlavning – og matematik

Foto: Vonguard (https://www.flickr.com/photos/vonguard/2873485758/)

Der er tre tilgange til madlavning i hjemmet, og de minder om de tilgange, vi ser på mange andre områder, og de svarer til forskellige kompetencer.

Den ene tilgang er den, hvor man holder sig nøje til en opskrift. I den opskriftsbaserede verden kommer problemerne, hvis opskriften viser sig umulig at følge eller noget uventet sker. Der er dem, der bliver fortvivlede, når de opdager at de havde tilsat 285 gram hvedemel til en dej i stedet for 275 gram. Og jeg har selv prøvet at stå med hel muskatnød i stedet for revet muskatnød (det kunne selvfølgelig løses med et rivejern, men træls var det).

Den anden tilgang er den, hvor man improviserer sig frem med de forhåndenværende ingredienser. Her kommer problemerne, hvis man fejlvurderer eller slet ikke ved, hvordan ingredienserne skal behandles. Jeg har selv prøvet at stå med gryderetter, som fik lidt for lang tid, så de ellers så friske grøntsager endte som en slatten omgang.

Den tredie tilgang er den, hvor man simpelthen giver op og ikke engang åbner kogebogen, fordi den ikke er til at hitte rede i. Jeg har oplevet meget begavede mennesker, der gik i baglås og blev helt fortvivlede i køkkenet hjemme ved mig – det viste sig som regel, når jeg spurgte dem, at de foretrak at spise ude eller købe færdigretter.

En del mennesker formår i et eller andet omfang at kombinere de to første tilgange. De har et repertoire af (typer af) madretter, som baserer sig på opskrifter, som de improviserer videre fra. Selv tror jeg efterhånden, det er lykkedes mig at få et sådant, ret begrænset repertoire inden for frokost- og middagsretter. Men det har taget mange år, og hvis jeg skal lave kager eller desserter, må jeg stadig ty til opskrifter. Jeg er måske ikke en one trick pony, som man siger på engelsk, men jeg kan nogle ganske få tricks, jeg kan variere.

Det er interessant for mig at opleve, at det forholder sig tilsvarende vis i et fag som matematik (og beslægtede områder). Der er desværre dem, der desværre går helt i baglås, når de møder matematik (af en eller anden grund ser journalister ud til at være overrepræsenteret i denne gruppe). Andre, der skal lære matematik, holder sig til en “opskrift” når de skal læse en tekst eller løse en opgave. Hvis der står et uventet symbol eller begreb, går det galt. Andre har nogle få “opskrifter”, der virker inden for et lille fagområde, men virker godt. Hvis jeg kigger ned over mine egne forskningsresultater i teoretisk datalogi, ser det ud som om jeg har nogle få sådanne “opskrifter”, og de ser alle ud til at have rekursive definitioner og induktionsbeviser som centrale ingredienser. Jeg er vel en pony, der kan to-tre tricks. Nogle af de dygtigste mennesker, jeg kender, ser til gengæld ud til at have mange “opskrifter”, der hver især afspejler en dyb indsigt i matematisk metode.

Set på denne måde svarer de forskellige kompetenceniveauer inden for madlavning på en måde til de niveauer af matematisk kompetence, som bl.a. Terence Tao har identificeret og som jeg tidligere har skrevet om på denne blog.