En nødvendig bortforklaring

Graffiti af Banksy.

For 14 år siden var jeg i USA til en konference, og som så ofte har været tilfældet, når jeg har besøgt et land med engelsk som hovedsprog, endte jeg med at besøge boghandlerne med deres enorme udvalg. Her faldt jeg over The Denial of Death af den amerikanske filosof Ernest Becker, og den bog købte jeg, for den så spændende ud. Jeg nåede vel kun 50 sider ind i bogen, inden jeg af uvisse årsager fik andet at se til. Lige siden har bogen stået og truet på hylden, men jeg må få den læst snart, for den er interessant nu.

Jeg er nemlig begyndt at tænke over, hvorfor der er mennesker i dag, for hvem det er så vigtigt at benægte at de katastrofale menneskeskabte klimaforandringer, vi ser nu, faktisk er virkelige og er en alvorlig trussel mod menneskeheden. Der er ikke mange, der bruger tid på at benægte den vejrudsigt, der siger, at vejret i morgen bliver dårligt – men når det gælder fremtidens klima, ser det helt anderledes ud. Det er ikke bare et irritationsmoment, at der bliver brugt alt for megen tid på benægterne; i USA er præsidenten nu en af dem, og det er en meget farlig udvikling.

Det, der lykkedes mig at få ud af den del af The Denial of Death, jeg nåede at læse, er, at Becker var af den opfattelse, at menneskets store frembringelser skyldes at mennesker er bange for at dø og underbevidst ikke kan forlige sig med tanken om egen dødelighed. Derfor prøver vi at bygge “monumenter” til os selv. Monumentet kan være en fysisk eksisterende bygning, men det kan også være et kunstværk eller en trosretning.

Min hypotese er, at mange “klimabenægtere” netop er havnet i denne form for benægtelse. Det er klart, at magthavere fra olieproducerende lande er bange for at miste deres store økonomiske magt, når de ikke længere kan tjene penge på salg af olie. Jeg tror egentlig, de dybest set ved, hvordan det hele er far, så derved er deres industri blevet deres monument. Men det er interessant, at også “almindelige” mennesker uden interesser i kul- og olieindustrien kan være “klimabenægtere” – og man ser dem ind imellem i kommentarspor rundt omkring hos dagblade og andre medier på nettet.

Min fornemmelse er, at tanken om menneskehedens undergang er så stor og skræmmende og ufattelig, at man er nødt til at benægte den og prøver at bygge en “monumental” bortforklaring med hjemmelavede teorier og obskure artikler af miskrediterede forskere. Det er vel også derfor, det er så svært at gøre noget for at standse “klimabenægterne”, for hvem har dog lyst til at skulle indse og indrømme, at man skal væk herfra en dag? Og det er heller ikke behageligt at skulle fortælle dem det. Men vi bliver nødt til at blive ved med at forsøge.