Møderne på nettet og i virkeligheden

I det kommende efterår skal jeg igen kaste mig over at skrive en ansøgning om forskningsmidler sammen med kolleger andetsteds fra, som jeg kender godt. Vi kommer sikkert til at holde møder over nettet. Der er ganske mange forskellige software-løsninger til den slags. Der er Skype og der er Google Hangout. Der er også FaceTime, men de virker kun til Apples produkter. Der er Wire og Telegram. Vi har prøvet ganske meget af den slags, men det bliver aldrig helt det samme som at mødes i levende live. Det ene møde vi havde i 2018, hvor vi alle var samlet i samme lokale i Lissabon, bragte os alle meget tættere på en fælles forståelse af vores daværende projektansøgning end alle de mange møder over nettet. Jeg har meget bedre minder om det møde (og ikke kun fordi det var i Lissabon) end om alle møderne på nettet, hvor vi ofte havde brugte megen tid på slåskampe med og mod dårlig lyd- og billedkvalitet og aldrig kunne gå op til en tavle for at tegne og fortælle.

For næsten præcis et år siden deltog jeg i en workshop i Beijing, hvor jeg havde fået en artikel optaget. Dvs. jeg deltog ikke selv; jeg var ved at skære ned på flyrejserne og havde da også en anden konferencedeltagelse i Portugal samtidig. Jeg sendte en forud indspillet videopræsentation af sted og tog imod spørgsmål via Skype. Det gik nogenlunde, men det var på ingen måde som at være til en “rigtig” konference.

I vore dage er vi nødt til at begrænse vore rejser i akademisk sammenhæng så meget som muligt for at kunne standse den globale opvarmning. En af de store udfordringer i den forbindelse er at skabe et nærvær og et fællesskab på nettet, der svarer til det, man kan finde ved sædvanlige fysiske møder. Det er en udfordring, der ikke kun handler om teknologi; den handler i høj grad også om noget andet, nemlig om psykologiske faktorer. Når jeg er til konference, har jeg rent fysisk forladt mine daglige omgivelser. Jeg har afsat flere dage i kalenderen og er et andet sted, jeg ikke nemt kan forlade og måske heller ikke føler trang til at forlade. Ofte sker der det til akademiske konferencer, at man mødes mellem seancerne og får skabt nye ideer og nye samarbejdsforbindelser opstår. Men når jeg deltager i et møde på nettet, er det bare endnu en af de mange aktiviteter, der er med til at hakke en arbejdsdag i stykker, og det er særdeles veldefineret, hvem jeg er til møde sammen med.

Jeg bryder mig ikke om at sige, at noget er umuligt, men måske kan man slet ikke gøre noget tilsvarende ad virtuel vej?

(Visited 83 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar