Så man ikke kan forstå det

Foto: NASA.

Lige nu kan vi se flere store og forfærdende ændringer i naturen. En af dem er, at isen i polaregnene er ved at forsvinde på grund af de menneskeskabte klimaforandringer. En anden er, at den sydamerikanske regnskov er ved at forsvinde på grund af menneskeskabt afbrænding. Og ødelæggelsen af regnskoven frigiver CO2, som ikke kan absorberes – for de træer, der skulle gøre det, er nu borte.

Hvordan kan menneskeheden leve videre med dette? Hvis en stor meteor eller asteroide havde kurs mod vores planet og ville ramme Europa eller Nordamerika, er jeg temmelig sikker på at nogen ville skride til handling. Men lige nu er det som om magthaverne sjosker apatisk videre mod katastrofen.

Mit bedste bud på en forklaring er, at forandringerne tilsyneladende er så små,, at det ser ud som om de ikke finder sted. Derfor ser forandringerne ikke ud til at være voldsomme, og menneskeheden kan endda benægte deres eksistens. I antik filosofi taler man om sorites-paradokset. Hvis jeg har en stor bunke sten og fjerner én sten, er der stadig tale om en stor bunke sten. Således bliver jeg ved med at fjerne sten, til sidst er der kun to sten tilbage. To sten udgør ikke en bunke og da slet ikke en stor bunke. Forandringerne i stenbunkens størrelse er så langsomme og små, at de ser ubetydelige ud. Meteorens bevægelse mod Jorden er derimod helt umiddelbart synlig.

Mange af de største forandringer, vi kommer ud for i disse år, er netop sådan nogen, som mennesker ikke kan forstå. Hele “fortyndingsargumentet”, der ofte har været brugt for at retfærdiggøre forurening, har netop været at ødelæggelserne ikke havde betydning: Havet er stort, atmosfæren er stor og skovene er store. Men “fortyndingsargumentet” falder til jorden, fordi det hele tiden tager fat i den absolutte forandring – vi leder kun en anelse gift ud, vi brænder kun en lille smule skov af og vandstanden i verdenshavene stiger kun en lille smule. I matematik er vi imidlertid interesseret ikke kun i absolut forandring, men også i forandring pr. tidsenhed. Det er det, vi kalder den første afledede, og som man også kunne kalde forandringshastigheden. Lige nu er den hastighed, med hvilken stenene forsvinder fra miljøets store bunke, høj – og den anden afledede, nemlig forandringsaccelerationen, er sikkert ikke engang konstant.

(Visited 89 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar