De onde rige

I Politiken var i den forgangne uge et debatindlæg af Jakob Nordestgaard, der engang med hans egne ord “selvstændig, arbejdede 60 timer om ugen, betalte den topskat og selskabsskat, jeg skulle, og brokkede mig naturligvis over det, når chancen bød sig.” Dengang stemte han på Liberal Alliance. Men så gik det galt for ham, og han er i dag sygemeldt. Han har ændret holdning og slutter sit indlæg med linjerne

Det virker, som om lovgiverne har lagt al fornuft og empati på hylden til skade for både borgere og de medarbejdere, som borgerne møder i jobcentrene. I den evige valgkamp glemmer nogle politikere, at der er et menneske bag ethvert personnummer, og mennesker kan ikke bare proppes i kasser.

Ofte fornemmer man en negativ holdning til arbejdsløse, sygemeldte og kontanthjælpsmodtagere hos dem, der ikke selv har sådanne problemer, men til gengæld har en høj indkomst. Min egen anekdotiske erfaring fra snart en del år som indsamler ved husstandsindsamlinger er, at ganske mange mennesker i pæne, dyre huse vægrer sig ved at give et bidrag. I 2010 viste en undersøgelse, omtalt i New York Times,  at husstande i USA med en indkomst på under 25.000 dollars i gennemsnit gav 4,2 procent af deres indkomst til velgørenhed, mens husstande med en indkomst på over 75.000 dollars i gennemsnit gav 2,7 procent til velgørenhed. En anden undersøgelse fra USA konkluderede (ud fra en studier af 43.000 amerikaneres adfærd) at rige mennesker var langt mere tilbøjelige end andre til at begå butikstyveri.

Jeg tror bestemt ikke, at rigdom automatisk fører til kynisme og smålighed, eller at rige mennesker som sådan er onde. På den anden side er påfaldende, at de negative holdninger og adfærdsmønstre, jeg her har beskrevet, så ofte dukker op. I Wired er der i denne måned en lang artikel af den amerikanske forfatter Christopher Ryan om netop dette.

Hans konklusion er, at der er mindst to grunde til at rige mennesker kan have de negative holdninger og den selvtilstrækkelige adfærd. Den ene er, at nogle velhavende mennesker føler sig usikre – selv om de er rige, føler de ikke selv. at de er “rige nok”. Selv om man er millionær, er der reelt altid nogen, der er rigere end én selv, og man kunne jo risikere at miste, hvad man har. Derfor kan man ende med at være nærig.

Den anden grund, der formodentlig hænger sammen med den første, er at økonomisk ulighed spiller en rolle: Undersøgelser fra Canada, som Ryan nævner, tyder på, at jo større ulighed der er i samfundet, jo mindre gavmilde er de rige. Uligheden fører til at velhavende isolerer sig mere fra resten af samfundet – de bor i andre kvarterer, sender deres børn i andre skoler osv. og mister dermed følingen med “resten af samfundet”. Dermed får de rige sværere ved at kunne leve sig ind i, hvordan det er ikke at være rig. Det var denne indlevelsesevne, Jakob Nordestgaard genfandt, omend på en trist måde. Og der bliver hos velhavende borgere en følelse af, at der er mere at miste og dybere at falde, hvis man skulle miste hvad man har. Og jo mindre social empati man føler over for andre, jo mere bliver man tilbøjelig til at isolere sig.

Til gengæld viser undersøgelser, at de, der er gavmilde, opnår desto mere respekt og anseelse hos andre.

Alt dette giver et umiddelbart overraskende argument for at stræbe efter lighed i samfundet: Ligheden vil gøre alle tryggere, også de rige.

Tale for DØVe øren

Lige nu er det interessant at genlæse forfatteren Ejvind Larsens klummer fra dagbladet Information. Gennem mange år prøvede han at gøre opmærksom på sammenhængen mellem klimaforandringerne og den økonomiske vækst (DØV), men det var unægtelig som om ingen reagerede. Tilbage i 2008 skrev han om præsident George W. Bush, der som en af sine sidste embedshandlinger havde besluttet at svække beskyttelsen af truede dyr og planter i USA gennem at afskaffe obligatoriske uafhængige miljøvurderinger. Larsen skrev at

Alt det gør Bush ikke, fordi han er æresmedlem af Naturskadeforeningen eller i det hele taget ikke kan lide børn, blomster og dyr. Og sin kone. Det gør han, for at DØV, Den Økonomiske Vækst, ikke skal hæmmes men tværtimod fremmes. 

Derfor må man være eller gøre sig døv for, hvordan DØV’s bidrag til den globale opvarmning indvirker på truede dyre- og plantearter.

Nu befinder menneskeheden sig imidlertid også i en hel anden galakse end Mælkevejen. I den hævdes det, at homo sapiens selv er en af de truede arter! På grund af den globale opvarmning!

Fra artiklen Verden er døv, dagbladet Information 30. december 2008

Det er interessant at Ejvind Larsen dengang sagde det, der først 11 år senere nåede frem til den internationale klimakonference i New York takket være Greta Thunberg. Og så er det i øvrigt et rigtig godt akronym, DØV, der sagtens kan anvendes noget mere.

Glæden ved tavler

Differentialgeometri tegnet og skrevet af André Neves fra Imperial College, dengang ved Institute for Advanced Studies. Princeton.

Foto: Jessica Wynne (https://static01.nyt.com/images/2019/09/23/science/23SCI-BLACKBOARDS11/merlin_161146965_420b76c3-6d86-4228-b8fe-06ad92be4f2f-superJumbo.jpg?quality=90&auto=webp)

Både i min undervisning og i min forskning har jeg haft stor glæde af tavler. Her mener jeg rigtige tavler, sorte tavler, som jeg skrev på med hvidt kridt – ikke de underlige whiteboards. Med tiden har jeg endda lært mig en vis tavleorden. Selv om der er kommet ganske mange andre værktøjer til i tidens løb, er der noget, man kan med en tavle, som man ikke kan ellers. I matematik og fag, der anvender matematik og matematiske ræsonnementer, er tavler uomgængelige som et kommunikations- og tænkeredskab. Faktisk er det kombinationen af disse to anvendelser, der gør tavler til noget helt særligt.

Der er et fascinerende billedessay i New York Times netop om matematikeres brug af tavler. Og det er fascinerende endnu engang at se de mange måder, tavler bliver brugt på. Det er tydeligt, at mange udvikler deres egen “tavlestil”, og det bliver også meget tydeligt, at der er nogle, der først og fremmest er visuelt anlagte og andre, der ser matematisk praksis som forbundet med at manipulere symboler.

Klimapause i Aalborg

I dag var der klimastrejke (også kendt som Break for Climate), og også i Aalborg var der en demonstration. Der var fællessange og taler med repræsentanter for Bedsteforældrenes Klimaaktion, FN-Forbundet, Merkur Andelskasse og Dansk Cyklistforbund (der er ældst af alle – og allerede havde eksisteret i 40 år, da De Forenede Nationer blev grundlagt).

Det var sært bevægende at stå der og endnu engang blive mindet om, hvor stor og vigtig denne sag er. Som en af talerne sagde, ved vi ikke hvordan verden ser ud om et år. For et år siden havde ikke ret mange hørt om Greta Thunberg, men i dag er hun en af de vigtigste skikkelser i kampen mod klimaforandringerne. Og for et år siden kunne man næppe have forestillet sig, at næsten alle politiske partier i Folketinget i september 2019 ville bakke op om målet om en reduktion på 70 procent af drivhusgasser.

Hvem skal sige det til os?

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Fil:Global_Temperature_Anomaly.svg baseret på https://data.giss.nasa.gov/gistemp/graphs/

I denne uge er der endnu et klimatopmøde, denne gang i New York. Det er ved at være sidste udkald. I morgen er der endnu en klimastrejke, og jeg deltager (selvfølgelig) også.

Jeg ville gerne have skrevet mere om Greta Thunberg, for jeg er dybt imponeret over hendes indsats. Alt for mange fra min generation har gjort alt, alt for lidt, og vi er som generation desværre endt med at være utroværdige. Den person fra min generation, der kunne have gjort noget afgørende, er Lars Løkke Rasmussen (han er fire måneder yngre end mig). Men vi ved desværre kun alt for godt, hvad han ikke gjorde, da muligheden bød sig ved klimatopmødet i 2009.

Samtidig er det dog tydeligt, at nogle nu bruger kritik af Greta Thunbergs unge person som en primitiv afledningsmanøvre for at undgå at skulle diskutere den alvorlige trussel mod miljøet, som findes. Nu ender alt for mange (mange af dem er fra min generation) med at tale om Greta i stedet for at fokusere på hendes uhyggeligt vigtige budskab: At vi er nødt til at ændre menneskehedens adfærd med kort varsel, hvis ikke konsekvenserne for miljøet skal blive helt uoverstigelige. Det er kun den unge generation, der kan sige det til os nu. For det er dem, der skal leve med konsekvenserne.

Sidste dag med ICWL 2019

I dag var sidste dag med ICWL2019-konferencen. Jeg kom lige akkurat for sent til begyndelsen på foredraget om arbejdsvaner hos de, der følger universitetsuddannelser som fjernundervisning. Det var rigtig interessante forskningsresultater, og det var især bemærkelsesværdigt, at resultaterne viste, at 20 procent af deltagerne i undersøgelsen desværre ikke havde nogle systematiske studieteknikker.

Dette var desværre også en af de præsentationer, der ikke kom godt ud over scenekanten. Den, der præsenterede, stod og læste op fra sin iPad på et temmelig famlende engelsk med meget udpræget accent – der denne gang var fransk. Jeg nåede at tænke, at jeg troede at engelskundervisningen var bedre i Frankrig end tilfældet åbenbart var. Men til allersidst, da præsentationen kom ind på forskernes øvrige resultater, opdagede jeg at den, der fremlagde, faktisk var fra Canada. Fransk-canadiere kan åbenbart være lige så uvante med engelsk som engelsk-canadiere efter min erfaring kan være med fransk.

Konferencens sidste foredrag var noget af det underligste, jeg har oplevet. Ingen af artiklens forfattere, der begge var fra Kina, var til stede. Den slags kan jo ske, men det var påfaldende, at forfatterne ikke havde gjort særlig meget i den anledning. De havde faktisk også fået en anden artikel optaget, som havde været på programmet i en anden session tidligere på dagen og selvfølgelig heller ikke kunne præsenteres. Til begge præsentationer var der lavet en videopræsentation optaget i den ene forfatters ikke helt ryddelige lejlighed. Det var så overladt til den tilstedeværende ordstyrer at vise nogle PowerPoint-slides samtidig. Men takket være de ikke så uoverskuelige slides, det svært gennemtrængelige indhold og en usædvanligt dårlig lydkvalitet på videoen opdagede vi denne gang først til sidst, at det var de forkerte slides vi havde fået at se. Heldigvis var præsentationen meget kort, og der var ingen spørgsmål (hvem skulle man også kunne stille dem til?), så vi kom ikke for sent til frokost.

Efter frokost var der den traditionsrige Best Paper Award, der denne gang gik til Aditya Johri fra George Mason University i USA. Han havde lavet en god præsentation af sin analyse af hvordan børn og unge lærer at programmere i det visuelle sprog Scratch, og det var fuldt fortjent at prisen gik til ham. (Det tjener ham også til ære, at han stillede et godt spørgsmål efter min præsentation, synes jeg.)

Efter konferencen tilbragte jeg en rolig eftermiddag og aften i Magdeburg. Jeg fik nærstuderet relieffet, der hyldede den russiske soldat som for præcis 50 år siden reddede en lille tysk pige fra et fald fra første sal. Relieffets stil mindede mig nu i forbløffende grad om udtrykket hos om min kære tyske kunstner-nabo fra Edinburgh, Sylvia von Hartmann.

Aftenen blev afsluttet med et lille restaurant på Botanica, en populær vegansk restaurant. Forlokalet på Botanica var optaget af et akvarelkursus (!!!) og mine tanker igen gik uvilkårligt til Sylvia, der er kendt bl.a. for sine akvareller.,

Sightseeing i Magdeburg

Til de fleste konferencer er der en udflugt af en eller anden art som del af programmet. Til ICWL2019 var udflugten en rundvisning i Magdeburgs centrum.

Som så mange andre tyske byer blev Magdeburg udsat for voldsomme bombardementer under 2. verdenskrig, der ødelagde mange gamle bygninger. Og som i så mange andre tyske byer brugte man siden ganske mange kræfter på at genopføre udvalgte bygninger af historisk interesse. I moderne tid er Magdeburg blevet hovedstad i delstaten Sachsen-Anhalt, der nu er sørgeligt berømt for den store stemmeandel, som det højrenationalistiske Alternative für Deutschland har opnået her.

Vi blev vist rundt i Magdeburgs imposante domkirke, der er en omhyggelig rekonstruktion af den gamle kirke, og hørte om byens berømte søn, kejser Otto d. 1, der beordrede domkirken opført, men desværre var analfabet og derfor skulle have hjælp til at skrive under på love og dekreter.  Om hans embedsmænd udnyttede dette, ved jeg ikke. Under alle omstændigheder er det lidt mærkeligt at tænke på, at den fine sandstenskirke fra middelalderen reelt ikke engang er 70 år gammel.

Vi så også den mærkværdige Hundertwasser-bygning opkaldt efter og tegnet den excentriske arkitekt Friedenreich Hundertwasser, et lyserødt hus, der med sine organiske former og ornamenter leder tankerne hen på Antoni Gaudí. Huset rummer lejligheder, hotel, butikker og cafeer – og har en tydelig status som moderne turistattraktion.

Magdeburg virker som en by med mange grønne områder, og også Hundertwasser-bygningen var bevidst rigt beplantet med mange træer og buske.

Magdeburg lå lige øst for den indre tyske grænse, der indtil for 30 år siden delte Tyskland i to. Men denne del af byens historie hørte vi ikke rigtig om. Man aner dog DDR-tidens påvirkning i byens underligt strukturede centrum, hvor historiske bygninger og funktionalistiske boligblokke ligger mellem hinanden uden noget (for mig, i al fald) klart system. Den slags har jeg ikke set i f.eks. Düsseldorf. Og man ser også rester af DDR-tiden i bestemte mindesmærker, f.eks. et relief til ære for en russisk soldat, der i 1969 reddede en lille (tysk) pige, der faldt ud af et vindue. Havde soldaten været tysk, er det ikke sikkert, at det var blevet et mindesmærke til ære for ham.

Mandag i Magdeburg

I denne uge deltager jeg i konferencen ICWL 2019 (International Conference on Web-based Learning), der fokuserer på et forskningsområde, jeg også beskæftiger mig med, nemlig uddannelsesforskning. Sidst, jeg deltog, var ved ICWL 2017 i Cape Town. Siden da er jeg holdt op med at flyve, men det gør ikke noget – i år finder ICWL sted i Magdeburg i Tyskland, en by mellem Hannover og Berlin med lidt over 200.000 indbyggere. Det tager omkring ti timer at rejse hertil fra Aalborg; jeg rejste dog fra Odense, hvor jeg og min familie havde været gæster til et bryllup. Endnu har jeg ikke noget klart indtryk af byen Magdeburg, men det kommer nok.

I år deltog jeg med en artikel, hvor jeg var den ene af fire forfattere og er den eneste, der kunne deltage. Der var ikke så mange tilhørere til min session, men der kom nogle gode spørgsmål. Et af de områder, der er ved at blive rigtig populært, er studiet af hvordan man kan bruge dataanalyse til at målrette undervisning efter de lærende arbejdsvaner og læringsstile. Det er en vigtig tendens, men også én, som jeg har et lidt ambivalent forhold til. På den ene side er det rigtig vigtigt at kunne møde de lærende, der hvor de er (deres nærmeste udviklingszone, som salig Vygotsky ville sige). På den anden er man også sommetider nødt til at udfordre de lærendes arbejdsvaner og tilgange til læring for at kunne bringe dem et nyt sted hen. Hvis man har gennemført en uddannelse på et universitet med problemorienteret projektarbejde som f.eks. RUC, kender man allerede til denne proces med at blive “revet ud af” sine vaner som ny studerende og til hvad dette førte til af ny erkendelse.

Ligesom til ICWL 2017 var der denne gang en session, der var rent kinesisk. Selv det indbudte foredrag var faktisk på kinesisk denne gang – med slides på kinesisk og stedvis oversættelse til engelsk af ordstyreren. Det var alt andet lige lidt en usædvanlig oplevelse; jeg må modstræbende indrømme, at det ikke var et af de foredrag, hvis indhold jeg vil huske..

Det tekniske fix

For et par uger siden deltog jeg i et arrangement i forbindelse med åbningen af Aalborg Bæredygtighedsfestival. Her kunne gymnasieelever spørge lokale byrådspolitikere om deres holdninger til klimakrisen og hvad man skulle gøre ved den. Et byrådsmedlem fra Venstre sagde, at han ikke var så bekymret, for han troede på at der findes teknologiske løsninger, der vil kunne afværge de voldsomme konsekvenser af den globale opvarmning.

Den slags udtalelser gør mig altid bekymret. Jeg ved godt, at det er vigtigt at gøre brug af al den videnskabelige indsigt, vi har på et tidspunkt som nu, og at kunne udnytte de løsninger, der allerede findes. En løsning af store problemer i samfundet kræver imidlertid mere end bare nye teknologier. For selv om jeg har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund, er jeg ikke teknologioptimist på den måde, som nogle politikere (der typisk ikke har en teknisk/naturvidenskabelig baggrund selv) er det. Teknologioptimismen har eksisteret længe, og nogle gange har konsekvenserne af den været voldsomme og negative. Meget ofte har teknologioptimismen først og fremmest hævdet at samfundsudviklingen kan fortsætte som før, men endnu bedre, hvis vi bare finder nogle (endnu) bedre teknologiske løsninger. Teknologioptimismen er ikke en neutral begejstring for teknologien, men rummer også i sig nogle antagelser om hvordan samfundsudviklingen bør være.

Det negative ord for teknologioptimismen er begrebet “det tekniske fix”. Det stammer, så vidt jeg kan læse mig til, oprindelig fra en naturvidenskabelig forsker, nemlig den danske biokemiker Jesper Hoffmeyer. Det er et ordspil på at “fix” kan henvise til en reparation, til en fiks idé og til slangudtrykket for en injektion med heroin.

Det grimme spørgsmål er altid, hvorfor netop et afgørende teknisk fix skulle være muligt netop nu og kunne slå hurtigt igennem netop nu. Der er mange eksempler fra de seneste hundrede års historie på teknologier, der var fornuftige, men ikke slog igennem. Modsat er der ufornuftige teknologier, der har domineret vældig længe. Faktisk vil jeg mene, at selve den globale opvarmning er en konsekvens af en bestemt manifestation af teknologioptimismen, nemlig troen på anvendelse af fossile brændstoffer som løsning på samfundets udfordringer.

Manglende medbestemmelse på norske universiteter

Universitetet i Oslo.

I Norge har der i de seneste år været mange fusioner af videregående uddannelsesinstitutioner. En norsk undersøgelse foretaget af Arbeidsforskningsinstituttet (AFI) ved Høgskolen i Oslo og Akershus i 2017 viser, at 36 procent af de adspurgte ved universiteter og højere læreanstalter i Norge mener, at arbejdslivet går i en mere autoritær retning.

Den norske undersøgelse viser, at en lav grad af medbestemmelse øger sandsynligheden for modstand mod ændringer. Til gengæld giver en høj grad af medbestemmelse større tilslutning til ledelsens mål og værdier.

Jeg kan ikke sige noget om, hvordan forholdene er i Danmark, men der er formodentlig ikke tale om et fænomen og en reaktion, man kun ser i Norge. Jeg håber, at der under den regering, vi har nu, vil komme øget fokus på dette også.