En ny politisk korrekthed?

Jeg har en snigende fornemmelse af at det i Danmark med årene er blevet politisk korrekt at tale imod “politisk korrekthed”. Den seneste tids postyr omkring en henstilling fra ledelsen ved et institut på Københavns Universitet er tegn på det. Det er en henstilling til undervisere om at tænke sig om, når de taler om studerendes køn.

Mange giver udtryk for at dette er noget pjat. Kritikken går ikke på om universitetsledelsen nu prøver at kontrollere adfærd på detailniveau (det er nemlig en interessant diskussion) , men på spørgsmålet om hvordan man skal tiltale hinanden. Som så ofte før er Dansk Folkeparti med her.

Søren Espersen udtaler

»Nu kører det hele igen med denne her kønsdiskussion. Nu er det Københavns Universitet, som givetvis har arvet det her fra det politisk korrekte Sverige og USA. Man må ikke længere sige han/hun, man må ikke længere sige mand/kvinde, man må ikke længere sige dreng/pige. Hvad fanden er det, der foregår?« 

Der er ikke nødvendigvis tale om en særligt høj grad af kynisme i Danmark, selv om en person om Søren Espersen da ofte kan bringe mig i tvivl. Men som så ofte før lykkes det at fordreje sagens indhold – der er bestemt ikke tale om at “man ikke må sige mand og kvinde”. Der er simpelthen studerende, der falder uden for disse kategorier, og det skal også undervisere huske.

Det underliggende problem er, at Danmark er et land, hvor der hos mange har været en illusion om at alle var ens. De, der var “anderledes” – de handicappede, de psykisk syge, mennesker med en seksuel orientering eller kønsidentitet der var anderledes end flertallets, mennesker med en anden etnisk baggrund end flertallets osv. – blev gemt væk eller gemte sig selv for ikke at blive peget ud. Det er denne alt for forenklede verden af i går, som Søren Espersen og hans meningsfæller gerne vil fremmane, men som vi ikke længere befinder os i.

(Visited 91 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar