Vanens og overtalelsens magt i undervisning

Fra “Measuring actual learning versus feeling of learning in response to being actively engaged in the classroom” af Louis Deslauriers, Logan S. McCarty, Kelly Miller, Kristina Callaghan og Greg Kestin (https://www.pnas.org/content/early/2019/09/03/1821936116).

Nogle gange har jeg hørt universitetslærere udtale, at forelæsninger “som regel er det, der virker bedst”. Og jeg kender til undervisningsforløb, hvor nogle deltagere bad om at få forelæsninger i stedet for øvelser og podcast, fordi stoffet forekom dem at være så svært, at det var “nødvendigt at have forelæsninger for at kunne lære dette”. Nogle gange giver undervisere efter for sådanne krav (og skrotter det forløb, de omhyggeligt havde planlagt), andre gange ikke.

Jeg har længe ment, at holdningen om nytten af forelæsninger mere er baseret på vaner og fordomme end på det faktiske læringsudbytte. Der er et nyt forskningsresultat fra USA, der ser ud til at bekræfte dette.

Forskerne fra Harvard undersøgte studerendes opfattelse af kvaliteten af undervisning ved at måle tilfredshed og læringsresultater i to introducerende undervisningsforløb i fysik. De samme læringsmål skulle nås gennem de to forløb, men det ene brugte en “passiv” undervisningsform med forelæsninger, det andet brugte aktiv læring.

Det rigtig interessante var at de studerende på holdet, hvor undervisningen bestod af forelæsninger, var mere tilfredse med undervisningen end de studerende på holdet, hvor man anvendte aktiv læring. Men i den afsluttende test var det de studerende på holdet, der anvendte aktiv læring, der klarede sig bedst!

En lidt provokerende konklusion fra de fem amerikanske uddannelsesforskere er, at en “superstjerne-forelæser” kan få de studerende til at føle sig godt tilpas på bekostning af det læringsudbytte, som andre undervisningsformer kan give.

Min fornemmelse er, at hele overtalelsesaspektet er en lidt overset vinkel, og at den er mere problematisk end man ofte tror. Jeg har kendskab til kommentarer som “det hele virkede så nemt at forstå til forelæsningen, men nu kan jeg ikke løse opgaverne alligevel”. Den slags tyder på, at gode overtalelsesevner sommetider kan blive for gode. Undervisning skal ikke være overtalelse, men en form for samtale.

Vanens magt har formodentlig også stor betydning, og det er min fornemmelse, at den kan være en egentlig forhindring, når man vil ændre på undervisningsformer. Man oplever ikke mange studerende ved universiteter som f.eks. RUC, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, der giver udtryk for skepsis over for projektarbejde. Til gengæld kender jeg til en del mennesker fra andre universiteter, der i årenes løb har udtrykt skepsis over for projektarbejde og for om man nu lærte nok gennem den slags undervisning.

(Visited 71 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar