Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen har gennem mange år skrevet om miljøspørgsmål i dagbladet Information. Han har i år skrevet en bog, der er helt aktuel – Som gjaldt det livet er skrevet efter folketingsvalget i juni.

Jørgen Steen Nielsen opfatter sig selv om både journalist og aktivist, og denne bog er en appel om at vi alle tager klimakrisen alvorligt og ser den i sammenhæng med social og økonomisk ulighed og med demokratiet. Hvis klimakrisen bliver håndteret for sent og forkert, risikerer vi meget nemt, at det bliver de fattigste og de mest marginaliserede, der kommer til at blive ofrene, og vi risikerer også at samfundet udvikler sig i en udemokratisk og autoritær retning. Her er Nielsen inspireret af den østrigsk/franske forfatter og filosof André Gorz, der i 1979 skrev bogen Økologi og frihed om netop dette. Jeg husker at have læst tekster af Gorz i min studietid, men desværre blev han glemt. Han er ellers mere aktuel end nogensinde. Det er ekstra interessant at opleve, at Naomi Klein i et interview i anledning af sin helt nye bog giver udtryk for den samme bekymring om at der kan vokse et “klima-barbari” frem.

Det er interessant at analysere modstanden mod at handle, og Jørgen Steen Nielsen giver da også en god analyse af hovedårsagerne til at der stadig findes “klimaskeptikere”. Ind imellem hører man dem, der giver udtryk for at den globale opvarmning kan løses med et teknisk fix (f.eks. atomkraft eller former for geoengineering), gerne i samspil med markedskræfterne. Dette holdning kalder Nielsen for “Klimaskepsis 2.0” – og med god grund, for her er holdningen i virkeligheden også, at man bare skal lade stå til og satse på, at vi kan fortsætte med at leve som før.

Grundtonen i Som gjaldt det livet kombinerer frygten for at der ikke bliver gjort noget med et håb om at den nye klimabevægelse, anført af unge mennesker som ikke mindst Greta Thunberg, kan udnytte det mulighedernes vindue, som Jørgen Steen Nielsen ser lige nu.

Der er en enkelt, skæmmende fejl i Som gjaldt det livet, nemlig at definitionen af den såkaldte Gini-koefficient er ukorrekt – den er vendt på hovedet! Men hele argumentstrukturen i bogen, hvor truslen fra den globale opvarmning ses sammen med de sociale problemer, den er i samspil med, er vigtig, og den er i det hele taget et vigtigt indlæg i den allervigtigste diskussion i dette århundrede.

(Visited 64 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar