Boksning?

I dag kan jeg læse, at det internationale bokseforbund for amatører, AIBA, nu er så ramt af skandaler og dårlig økonomi, at det risikerer at bukke under. AIBA har en gæld på 120 millioner kroner, og der er talrige anklager om matchfixing og anden korruption. I år foreslog den internationale olympiske komité at holde en olympisk bokseturnering helt uden om bokseforbundene, fordi AIBA er suspenderet i olympiske sammenhæng.

Professionel boksesport har længe været et rod – der er fire anerkendte globale bokseforbund og en underskov af andre, ikke anerkendte.

Et problem er selvfølgelig den betydning, som magtforhold og økonomiske interesser er endt med at få i elitespørgsmål – og det gælder naturligvis langt ud over boksningens rækker. Men et andet spørgsmål, man også bør stille, er: Er boksning egentlig en sportsgren, der fortjener at leve videre i vore dage? I modsætning til brydning og de asiatiske kampsportsgrene (og andre sportsgrene derude) er en boksekamp altid forbundet med en form for personskade, hvor en af dem kan være uoprettelig hjerneskade. Neurologer har længe slået til lyd for at forbyde professionel boksning af netop denne årsag. Amatørboksning er den typiske indgangsvej til en karriere i professionel boksning, og måske gjorde det i virkeligheden ikke så meget, hvis amatørboksning som sportsgren blev sendt til tælling