Sidste dag med ICWL 2019

I dag var sidste dag med ICWL2019-konferencen. Jeg kom lige akkurat for sent til begyndelsen på foredraget om arbejdsvaner hos de, der følger universitetsuddannelser som fjernundervisning. Det var rigtig interessante forskningsresultater, og det var især bemærkelsesværdigt, at resultaterne viste, at 20 procent af deltagerne i undersøgelsen desværre ikke havde nogle systematiske studieteknikker.

Dette var desværre også en af de præsentationer, der ikke kom godt ud over scenekanten. Den, der præsenterede, stod og læste op fra sin iPad på et temmelig famlende engelsk med meget udpræget accent – der denne gang var fransk. Jeg nåede at tænke, at jeg troede at engelskundervisningen var bedre i Frankrig end tilfældet åbenbart var. Men til allersidst, da præsentationen kom ind på forskernes øvrige resultater, opdagede jeg at den, der fremlagde, faktisk var fra Canada. Fransk-canadiere kan åbenbart være lige så uvante med engelsk som engelsk-canadiere efter min erfaring kan være med fransk.

Konferencens sidste foredrag var noget af det underligste, jeg har oplevet. Ingen af artiklens forfattere, der begge var fra Kina, var til stede. Den slags kan jo ske, men det var påfaldende, at forfatterne ikke havde gjort særlig meget i den anledning. De havde faktisk også fået en anden artikel optaget, som havde været på programmet i en anden session tidligere på dagen og selvfølgelig heller ikke kunne præsenteres. Til begge præsentationer var der lavet en videopræsentation optaget i den ene forfatters ikke helt ryddelige lejlighed. Det var så overladt til den tilstedeværende ordstyrer at vise nogle PowerPoint-slides samtidig. Men takket være de ikke så uoverskuelige slides, det svært gennemtrængelige indhold og en usædvanligt dårlig lydkvalitet på videoen opdagede vi denne gang først til sidst, at det var de forkerte slides vi havde fået at se. Heldigvis var præsentationen meget kort, og der var ingen spørgsmål (hvem skulle man også kunne stille dem til?), så vi kom ikke for sent til frokost.

Efter frokost var der den traditionsrige Best Paper Award, der denne gang gik til Aditya Johri fra George Mason University i USA. Han havde lavet en god præsentation af sin analyse af hvordan børn og unge lærer at programmere i det visuelle sprog Scratch, og det var fuldt fortjent at prisen gik til ham. (Det tjener ham også til ære, at han stillede et godt spørgsmål efter min præsentation, synes jeg.)

Efter konferencen tilbragte jeg en rolig eftermiddag og aften i Magdeburg. Jeg fik nærstuderet relieffet, der hyldede den russiske soldat som for præcis 50 år siden reddede en lille tysk pige fra et fald fra første sal. Relieffets stil mindede mig nu i forbløffende grad om udtrykket hos om min kære tyske kunstner-nabo fra Edinburgh, Sylvia von Hartmann.

Aftenen blev afsluttet med et lille restaurant på Botanica, en populær vegansk restaurant. Forlokalet på Botanica var optaget af et akvarelkursus (!!!) og mine tanker igen gik uvilkårligt til Sylvia, der er kendt bl.a. for sine akvareller.,