Kategorier
Billeder Blog Matematik

Glæden ved tavler

Differentialgeometri tegnet og skrevet af André Neves fra Imperial College, dengang ved Institute for Advanced Studies. Princeton.

Foto: Jessica Wynne (https://static01.nyt.com/images/2019/09/23/science/23SCI-BLACKBOARDS11/merlin_161146965_420b76c3-6d86-4228-b8fe-06ad92be4f2f-superJumbo.jpg?quality=90&auto=webp)

Både i min undervisning og i min forskning har jeg haft stor glæde af tavler. Her mener jeg rigtige tavler, sorte tavler, som jeg skrev på med hvidt kridt – ikke de underlige whiteboards. Med tiden har jeg endda lært mig en vis tavleorden. Selv om der er kommet ganske mange andre værktøjer til i tidens løb, er der noget, man kan med en tavle, som man ikke kan ellers. I matematik og fag, der anvender matematik og matematiske ræsonnementer, er tavler uomgængelige som et kommunikations- og tænkeredskab. Faktisk er det kombinationen af disse to anvendelser, der gør tavler til noget helt særligt.

Der er et fascinerende billedessay i New York Times netop om matematikeres brug af tavler. Og det er fascinerende endnu engang at se de mange måder, tavler bliver brugt på. Det er tydeligt, at mange udvikler deres egen “tavlestil”, og det bliver også meget tydeligt, at der er nogle, der først og fremmest er visuelt anlagte og andre, der ser matematisk praksis som forbundet med at manipulere symboler.