De onde rige

I Politiken var i den forgangne uge et debatindlæg af Jakob Nordestgaard, der engang med hans egne ord “selvstændig, arbejdede 60 timer om ugen, betalte den topskat og selskabsskat, jeg skulle, og brokkede mig naturligvis over det, når chancen bød sig.” Dengang stemte han på Liberal Alliance. Men så gik det galt for ham, og han er i dag sygemeldt. Han har ændret holdning og slutter sit indlæg med linjerne

Det virker, som om lovgiverne har lagt al fornuft og empati på hylden til skade for både borgere og de medarbejdere, som borgerne møder i jobcentrene. I den evige valgkamp glemmer nogle politikere, at der er et menneske bag ethvert personnummer, og mennesker kan ikke bare proppes i kasser.

Ofte fornemmer man en negativ holdning til arbejdsløse, sygemeldte og kontanthjælpsmodtagere hos dem, der ikke selv har sådanne problemer, men til gengæld har en høj indkomst. Min egen anekdotiske erfaring fra snart en del år som indsamler ved husstandsindsamlinger er, at ganske mange mennesker i pæne, dyre huse vægrer sig ved at give et bidrag. I 2010 viste en undersøgelse, omtalt i New York Times,  at husstande i USA med en indkomst på under 25.000 dollars i gennemsnit gav 4,2 procent af deres indkomst til velgørenhed, mens husstande med en indkomst på over 75.000 dollars i gennemsnit gav 2,7 procent til velgørenhed. En anden undersøgelse fra USA konkluderede (ud fra en studier af 43.000 amerikaneres adfærd) at rige mennesker var langt mere tilbøjelige end andre til at begå butikstyveri.

Jeg tror bestemt ikke, at rigdom automatisk fører til kynisme og smålighed, eller at rige mennesker som sådan er onde. På den anden side er påfaldende, at de negative holdninger og adfærdsmønstre, jeg her har beskrevet, så ofte dukker op. I Wired er der i denne måned en lang artikel af den amerikanske forfatter Christopher Ryan om netop dette.

Hans konklusion er, at der er mindst to grunde til at rige mennesker kan have de negative holdninger og den selvtilstrækkelige adfærd. Den ene er, at nogle velhavende mennesker føler sig usikre – selv om de er rige, føler de ikke selv. at de er “rige nok”. Selv om man er millionær, er der reelt altid nogen, der er rigere end én selv, og man kunne jo risikere at miste, hvad man har. Derfor kan man ende med at være nærig.

Den anden grund, der formodentlig hænger sammen med den første, er at økonomisk ulighed spiller en rolle: Undersøgelser fra Canada, som Ryan nævner, tyder på, at jo større ulighed der er i samfundet, jo mindre gavmilde er de rige. Uligheden fører til at velhavende isolerer sig mere fra resten af samfundet – de bor i andre kvarterer, sender deres børn i andre skoler osv. og mister dermed følingen med “resten af samfundet”. Dermed får de rige sværere ved at kunne leve sig ind i, hvordan det er ikke at være rig. Det var denne indlevelsesevne, Jakob Nordestgaard genfandt, omend på en trist måde. Og der bliver hos velhavende borgere en følelse af, at der er mere at miste og dybere at falde, hvis man skulle miste hvad man har. Og jo mindre social empati man føler over for andre, jo mere bliver man tilbøjelig til at isolere sig.

Til gengæld viser undersøgelser, at de, der er gavmilde, opnår desto mere respekt og anseelse hos andre.

Alt dette giver et umiddelbart overraskende argument for at stræbe efter lighed i samfundet: Ligheden vil gøre alle tryggere, også de rige.

(Visited 132 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar