Ydmyghed

I dag faldt jeg over en lille artikel i New York Times om ydmyghed. Som artiklens forfatter, er dette personlighedstræk ikke så værdsat i vore dage, omend der nu er en del forskningspsykologer, der studerer det.

I forretningsverdenen skal man sælge sig selv, og her er ydmyghed let en forhindring. Det samme er mere og mere blevet tilfældet i den akademiske verden; her skal man som forsker hele tiden gøre opmærksom på sig selv og sine fortræffeligheder.

Der er selvfølgelig mennesker blandt de helt store skikkelser i datalogi, der drev dette til ubehagelige ekstremer – Edsger W. Dijkstra (som jeg aldrig nåede at møde) var således berygtet for at være alt andet end ydmyg. Han brugte efter sigende tiden til seminarer, hvor han var tilhører, på at håne og nedgøre dem, der præsenterede deres arbejde.

Men samtidig er det min erfaring, at de fleste andre af de helt store navne, som jeg har mødt i min tid, har været forbløffende ydmyge og ikke har lænet sig op ad egne privilegier eller har nedgjort andre. Den slags skabte ofte en særlig respekt. Jeg husker hvordan en af Robin Milners PhD-studerende i Edinburgh engang for mange år siden skulle holde en præsentation af sit arbejde, men manglede nogle overhead-penne som han skulle bruge undervejs. Det var Robin, der få år senere fik Turing-prisen, der skyndte sig hen for at hente pennene til den unge forskerspire.

Det stadigt øgede fokus på konkurrence risikerer meget let at fremelske en mangel på ydmyghed – og her er det narcissisme, der er ydmyghedens modsætning. Måske skulle man bruge mere tid i den akademiske verden på at være ydmyg end på at ydmyge andre? Det vil selvfølgelig kræve nogle helt andre incitamentstrukturer end dem, vi har nu.

Hvor skal man gå hen, hvis man er utilfreds?

Forleden talte jeg med nogle unge mennesker, der var utilfredse med de dårlige forhold, der er der, hvor de færdes til daglig. Jeg spurgte dem, om de da ikke ville lave en form for protest, for det lød som om der var nok at være utilfreds med. Svaret fra dem var, at det efterhånden virkede forgæves; det var i praksis umuligt at få dem, der bestemmer, i tale. Hvor skal de gå hen, når de er utilfredse?

Det er bestemt heller ikke alt, jeg er tilfreds med i mit daglige virke. Det er forhold, jeg ikke længere kan skrive om på denne blog. Hvor går man hen, når man er utilfreds?

Jonas Eika, der netop har modtaget Nordisk Råds litteraturpris, holdt en brandtale med voldsom kritik af den danske regerings politik over for flygtninge, indvandrere og danskere med “anden etnisk baggrund”– og han fik også langet ud efter regeringerne i de andre nordiske lande. (Pia Kjærsgaard blev for én gangs skyld sur.) Eika sagde bl.a.

Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.

Og han har ret – det kræver meget at protestere. I dagbladet Information kan vi se, at der er masser af protester derude – i Hongkong, i Rusland, i Catalonie, i Chile og mange andre steder.

Men lige nu er der ikke mange protester her i Danmark, og i de sammenhænge, hvor jeg færdes i det daglige, er der heller ikke mange protester. Det betyder ikke, at der ikke er en udbredt følelse af utilfredshed. Sidste år manifesterede utilfredsheden med arbejdsforholdene i den offentlige sektor sig i store protester i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Men mange frustrationer ender i ingen ting. De utilfredse resignerer. Hvorfor er det sådan?

Den italienske forsker Donnatella della Porta siger om demonstranterne ude i verden

På den anden side tror demonstranterne fuldt og fast på demokratiet. De kræver ofte mere demokrati, og når de protesterer, foregår det ofte foran de nationale parlamenter. »Man skal tro på demokratiet for at gide deltage i den slags,« siger Donatella della Porta.

Måske er det i virkelighede det, der er årsagen til resignationen, jeg oplever: De, der resignerer, oplever at de demokratiske strukturer er fraværende (sådan er det mange steder i uddannelsessektoren i Danmark nu) eller reelt uden forandrende kraft. Og måske er det også derfor, nogle mennesker oplever det så stærkt, når en ung forfatter står foran statsministeren og kommer med en skarpt formuleret kritik.

Nogle vil her bemærke, at jeg ikke har nævnt de politiske partier her. Men det er som om de ofte er blevet en dæmpende faktor, altså ofte bliver et middel til at afvise protester. De store protester, vi ser rundt om i verden i dag, foregår uden for partiernes verden, og efterhånden er jeg overbevist om at det er bedst at det er sådan. Det, de politiske partier i bedste fald kan gøre, er at bakke op om protesterne.

Til verdens ende

Kilde: https://www.villagevoice.com/2015/09/03/at-five-hours-wim-wenderss-full-until-the-end-of-the-world-is-a-dream-odyssey/

Her til aften så jeg en dokumentarfilm om Steve Jobs, hvor man nævnte Until The End Of The World, filmen af Wim Wenders fra 1991. Det var en film, jeg var meget fascineret af, da den kom frem; jeg havde den endda på VHS-video. Filmen er en lang, drømmende road movie medr en masse hip musik på lydsiden. Until The End Of The World er fortællingen om en ikke så fjern fremtid, hvor verden er ved at gå under, og mange mennesker er uhjælpeligt draget af små skærme, hvor de kan se optagelser af deres drømme. Lyder det bekendt?

Næsten alle de mennesker, jeg har talt med denne tirsdag i oktober 2019, var ikke født, da Wenders’ film havde premiere. Men i dag er dens spådomme tættere på at gå i opfyldelse, end jeg havde troet. Og jeg har fået lyst til at gense den film, der engang tryllebandt mig. Samtidig kan jeg konstatere, at filmen er så svær at opdrive. Streaming-tjenesterne ser ikke ud til at have den, og DVD- og Blu-Ray-udgaver koster mindre formuer. Det er rigtig ærgerligt, men også typisk for medieverdenens korte hukommelse. Om det også siger noget om Wim Wenders, ved jeg ikke, for de fleste andre af hans film er lige så svære at få lov at gense i dag, i de små skærmes tidsalder.

Frank vender hjem

Et billede af en lille svensk ø – man vil forstå dette billede efter at have læst “Frank vender hjem”.

Nej, jeg hedder som bekendt ikke Frank. Men jeg blev færdig med romanen Frank vender hjem, mens jeg var på vej hjem fra Athen. Bogen er seneste nyt fra forfatteren Kristian Bang Foss, som jeg (og mange andre) kender bedst fra romanen Stormen i ’99. Denne gang får vi en fortælling om klasseforskellene i Danmark og om den form for snobberi, der ikke vil være ved at den er det. Og samtidig indeholder den en forunderlig dansk robinsonade og en idé om den perfekte hævnakt – men mere vil jeg ikke røbe her.

Nogle gange synes jeg at tilværelsen er så forunderligt og forunderligt absurd, at nogen burde skrive en satirisk roman om den. Visse dage overvejer jeg endda selv at skrive sådan én, men det er foreløbig blevet ved tanken.

Frank vender hjem er et rigtig godt bud på en satirisk roman om Danmark i vor tid, og den er på én og samme tid morsom og elementært spændende, for som i alle gode fortællinger af denne art er vi inden for det muliges rammer. Egentlig er fortællingen nemlig fuldstændig realistisk – men alligevel sad jeg og trak på smilebåndet ganske mange gange. Frank vender hjem har været syv år undervejs, men det var ventetiden værd. Klar anbefaling herfra.

Næsten hjemme

Aarhus banegård.

I dag slutter min rejse; jeg har været udsat for den indtil nu voldsomste forsinkelse – IC3-toget fra Hamburg ankom til Aarhus fire minutter for sent.

Jeg var faktisk på nippet til at kunne nå toget 19.21 til Aalborg, men det afgik netop som jeg steg af toget fra Hamburg. Ikke at det gjorde noget; jeg har alligevel billet til afgangen 19.50.  Den er godt nok 3 minutter forsinket, men jeg har alligevel et berettiget håb om at være hjemme i aften på et ikke alt for ukristeligt tidspunkt.

Hvad kan jeg så lære af denne rejse til en konference?

  • Det føltes som en usædvanligt lang togrejse, fordi jeg i modsætning til min rejse til POPL2019 i Cascais denne gang ikke havde planlagte overnatninger (ikke et ord om den uplanlagte halve overnatning i Ancona).
  • Jeg brugte faktisk lidt mere tid på selve rejsen end på mit ophold. Det vil jeg gerne undgå at opleve igen, men det er svært at passe denne type rejser ind i et semesterskema med regelmæssig kursusundervisning for store hold.
  • SPLASH er en inspirerende og særdeles relevant konference; den vil jeg meget gerne deltage i for fremtiden.
  • Jeg vil aldrig rejse med Minoan Lines igen! 

Gennem Italien hjemover

Som det var tilfældet på udrejsen, har jeg ikke haft noget noget af betydning at indvende om togforbindelser (og faktisk heller ikke om busforbindelsen Athen-Patras). Færgeoverfarten i nat forløb upåklageligt; jeg fik genhørt et gammelt album med Echo and The Bunnymen fra dengang i 1984, da jeg første gang tog en færge mellem Grækenland og Italien. Ocean Rain holder endnu; Echo and The Bunnymen gør ikke rigtig.
Nogle forbindelser og strækninger har wifi, andre ikke. I dag har jeg mest været offline og har kunnet bruge tiden på at finpudse mit indtil videre fire sider lange brev til Minoan Lines.
Som jeg i går sagde til den græske passager, jeg mødte i Bari: Hvis Minoan Lines prøvede at slippe af sted med den mangel på ansvarlighed og professionalisme, de lægger for dagen, i Danmark, ville de havne i retten og på alle forsider inden ugen var omme.

Jeg nåede færgen

Denne gang gik det som det skulle; jeg tog af sted fra Athen i rigtig god tid og trafikpropperne i Athen og Patras var derfor ikke noget, jeg var bekymret over. Og færgen til Italien afgik til tiden. Jeg havde købt billet hos et andet færgeselskab; det var en god idé.

Mit forsøg på at få min returbillet fra Minoan Lines refunderet strandede selvfølgelig; jeg havde fået at vide pr. mail, at jeg skulle henvende mig personligt i Patras. Og da jeg så gjorde det, fik jeg at vide at jeg ikke kunne få noget refunderet fordi det nu var dagen for afrejsen.

Jeg har derfor modstræbende skiftet mening om Minoan Lines; de er ikke inkompetente, men inkompetente og uærlige. Undgå dem!

I færgeterminalen fik jeg en lang snak med en mand, der ofte sejler frem og tilbage mellem Grækenland og Italien (han var græsk, men bosiddende i Italien). Han kunne fortælle den ene gyserhistorie efter den anden om Minoan Lines, som jeg sejlede med i søndags/mandags – og da han hørte at jeg var fra Danmark, gav han mig en banan!

Lige nu står jeg på dækket, mens færgen sejler ind i solnedgangen over Middelhavet. Vi når nok først forbi Korfu og Sarandë midt om natten, så den smukke udsigt kommer jeg ikke til at genopleve. Men selve oplevelsen af en helt anderledes form for oktobervejr er meget værd i sig selv.

På naturens vegne?

I dag skulle jeg på toilettet på busstationen i Athen; det er som så mange andre toiletter her og andre steder opdelt efter køn. Herretoilettet var nusset og lidt uhumsk, mens det glimt man ved indgangen fik af passagen ind til dametoilettet tydede på at det ikke helt forholdt sig sådan derinde.

Fra egne oplevelser i nødsituationer, hvor herretoilettet ikke kunne benyttes og jeg var henvist til dametoilettet, og fra kvindelige bekendtes tilsvarende oplevelser med modsat fortegn, aner jeg at dette faktisk er et generelt fænomen – mange kvinder oplever at herretoiletter er uhumske. Måske er mange mænd bare nogle grisebasser? Jeg ved det ikke. Jeg prøver altid at være ordentlig og omhyggelig, men det er vist ikke alle, der har det ligesådan.

Men i mit arbejdsliv har jeg altid været vant til toiletter til alle (uden at man nogensinde kaldte dem for kønsneutrale), og her har jeg så godt som aldrig oplevet et egentlig uhumsk toilet.

Inden for de seneste år er der opstået en debat om kønsneutrale toiletter, og det har til tider virker som en meget følelsesladet omgang for alle parter.

Men måske skal man bare tage de pragmatiske briller på? Nogle steder har man i mange år haft toiletter for alle, og det har ikke ført til utilfredshed. Og der er desuden det helt kedelige argument, at fælles toiletfaciliteter formodentlig vil føre til at toiletterne ofte vil være i pænere stand, fordi ansvaret nu er tydeligt fælles og fordi toiletterne ikke længere kan være en slags uheldigt “frirum” for et bestemt køn.

Sidste dag med SPLASH2019

Dagens keynote var ikke teknisk overhovedet – den var derimod mere filosofisk og kulturhistorisk og blev givet af Warren Sack fra University of Southern California. Han har for nylig udgivet bogen The Software Arts, hvori han fremsætter og argumenterer for den påstand, at programmering og softwareudvikling er mere beslægtet med kunst og det, man på engelsk kalder for the liberal arts, end man plejer at sige. Sack annoncerede til at begynde med, at han ville føre programmeringssprogenes historie tilbage til 1700-tallet! Jeg havde vel derfor forventet mig lidt mere af foredraget – reelt var store dele af det en højtlæsning af et sammendrag af bogen, der var en del afstikkere til fysikkens historie, der måske burde være undgået – for slet ikke at tale om de lange citater på fransk (!). Pointerne med at programmeringssprog er beslægtet med gamle dages konstruktionsvejledninger og at programmering er en konsekvens af den industrielle revolution er interessante, og selvfølgelig er det godt og vigtigt at blive mindet om hvordan programmering indgår i en større samfundsmæssig og kulturhistorisk kontekst. Men det var som om foredraget ville for meget. Og til sidst lykkedes det Sack at fremføre den påstand, at kun objektorienterede programmeringssprog gjorde det muligt at “få mennesket med”. Det blev de mange af os, der værdsætter andre paradigmer, og her ikke mindst funktionel programmering, ret underligt tilpas ved at høre. Sack skyndte sig så at glatte ud og sige, at han skam værdsatte det arbejde, som Paul Hudak (en af hovedpersonerne bag Haskell) stod bag.

De mest interessante foredrag kom (synes jeg) om eftermiddagen og handlede om typesystemer. Især foredraget af Luis Caires og Bernardo Toninho (som er to af de portugisere, jeg har kendt i snart en del år) om forfiningstyper og beregninger på kind-niveau var spændende. Inden foredraget fik jeg snakket med Luis om universiteternes og universitetsansatte vilkår rundt omkring. Han har været institutleder i knap otte år, men nu går han af for at få bedre tid til at forske og undervise – i Portugal er institutledersrollen nemlig ikke en selvstændig, administrativ stilling med stor magt og ingen krav om faglighed; man er snarere en “første blandt ligemænd/kvinder”.

Dagen sluttede med en poster-session. Det var spændende at se de mange bidrag fra især unge forskere, men også lidt intenst at skulle lægge øren til så stor en flok mennesker, der snakker i munden på hinanden.

Det har været et kort ophold i Athen, og egentlig også for kort. Jeg har ikke fået set meget af den græske hovedstad, men jeg fik dog tid til en lille gåtur ved Akropolis, uden dog at nå derop for at nyde udsigten.

I morgen går rejsen atter hjemad, og jeg håber sådan, at den bliver mindre bøvlet end udrejsen var. Jeg har som bekendt købt en ny færgebillet, så min hjemrejserute bliver en anden, men det er ikke nær så nemt at få den gamle billet refunderet, som jeg havde håbet. Faktisk skal jeg møde personligt op hos Minoan Lines i Patras med den gamle billet. Underligt, men sandt. Heller ikke dette øger min kærlighed til bemeldte rederi.

Hvis der er en morale med hele min rejse, er den vel, at tjenesterejser til udlandet skal have bedre tid, når man rejser med tog og båd – gamle dages “svipture” til konferencer er ikke længere mulige og er strengt taget heller ikke en god idé, når det angår mulighederne for fordybelse. Til næste år kommer jeg også ud at rejse (det ved jeg allerede, og det er ikke en konference, men et besøg i Portugal) i løbet af forårssemesteret, og da er det min plan at være væk i 14 dage og at få lagt mit undervisningsskema, så det bliver muligt.

Festbanket og datatyper

I dag var noget så forholdsvis usædvanligt som en dag uden overraskelser eller forsinkelser. Jeg sov længere end jeg måske burde (for træt, det var jeg), men fik hørt nogle foredrag til SPLASH. Især husker jeg et foredrag om arbejde med et type/effekt-system for objektorienterede programmeringssprog; forfatterne var fra Wellington i New Zealand og deres tilgang mindede mig om noget, jeg selv arbejder på sammen med andre for tiden og som udspringer af et sprog og programmeringsværktøj ved navn Mungo, udviklet ved Glasgow University. Underligt kendte de tilsyneladende ikke til dette arbejde. Lige bagefter ville skæbnen, at jeg til frokost løb ind i Roly Perera – fra Alan Turing Institute og en af personerne bag Mungo i sin tid. Det kom der en lang og god snak ud af.

Efter frokost gik jeg en lille tur i Athen for at få købt et krus med et citat af Pythagoras; jeg købte sådan et krus sidste efterår, da jeg også var her. Men det krus faldt på gulvet og fik en revne, der gør det utæt. Gåturen førte mig forbi parlamentsbygningen på Syntagma-pladsen. Og nu har jeg et nyt Pythagoras-krus.

Et af de foredrag, jeg især husker fra sessionerne efter frokost, var et foredrag om afhængige stityper. Det var ikke bare et rigtig elegant og nyttigt resultat om typesystemer, men Marianna Rapoport fra University of Waterloo gav også en usædvanligt god præsentation med velvalgte animationer og enkle farver – og et motiverende eksempel, der forklarede hvordan stityper måske kunne bruges til at lave en bordplan for Romeo og Julie til deres bryllup (som jo aldrig blev til noget), så de rivaliserende familier kunne sidde sammen!

Jeg tog hjem og fik et hvil, så det afsluttende SIGPLAN-møde med prisuddeling gik jeg glip af. Om aftenen var der konferencemiddag, og her fulgtes jeg med William Cook fra University of Texas; han er gangbesværet efter alvorlig sygdom og fik en taxi til restauranten, som han tilbød at jeg kunne være med i. Til selve middagen fik jeg William Cook på min højre side, og først da opdagede jeg at det var ham, der havde fået SIGPLANs pris tidligere i dag for sin indflydelsesrige artikel On Understanding Data Abstraction, Revisited fra 2009 om forskellen på objekter og datatyper. Vi begyndte aftenen med at snakke om datatyper og objekter (forskellen kan mest præcist beskrives ved hjælp af begreber fra universel algebra, så det vil jeg undlade at skrive mere om her), men ad uransagelige veje endte vi med at sidde og tale om alt mulig andet også. Til sidst var vi faktisk nået over til at snakke o, hvordan man bedst kan tilberede en kabocha-vintergræskar i en elektronisk trykkoger! “Mit navn er jo også Will Cook”, sagde prismodtageren til mig.

På min venstre side sad Bernardo Toninho fra Universidade Nova de Lisboa, og han kunne fortælle mig, hvordan man som universitetslærer i Portugal ikke selv behøver at bruge tid på at lave de detaljerede afregninger efter tjenesteregner – den slags tager administrationen sig af. Man skal bare aflevere et ark papir, så ordner de resten. Det fremstod helt utopisk!