Hvad vi taler med vores jævnaldrende om

Ældre mænd i Portugal. Foto: https://www.flickr.com/photos/pedrosimoes7/3717536433

Noget, jeg bliver mere og mere bevidst om, er hvad jeg taler med mine jævnaldrende om. På en aften som i går, hvor jeg mødte mine gamle gymnasiekammerater igen, tænkte jeg over det igen: Når vi genser andre, vi holder af, taler vi ofte om det, der fylder mest i vore tilværelser.

For længe siden, da vi var unge, var det sport og musik og film og bøger og mad, vi talte om, og de uddannelser, vi var i gang med. Så kom årene, hvor vi talte om vores børn. Senere kom skilsmisserne. For få år siden talte vi mest om vores skavanker: Læsebriller, rygproblemer og måske også om kroniske sygdomme, der lurede i kulissen. Nu taler vi stadig om børnene, men ofte igennem at vi taler om vores børnebørn (jeg har ikke nogen selv), men jeg lægger mærke til at vi også ender med at tale om vore forældre. Nu er det os, der skal passe på dem. I går var der flere, der talte om hvordan det var at følge forældrene på plejehjem. Andre havde mistet deres forældre. Nogle gange har vi mistet nære venner i en alt for tidlig alder.

Arbejdet kan vi altid tale om, men jeg synes, at vi som midaldrende taler om det på en anden måde end før, nemlig med en blanding af afklarethed og frygt. Det er afklaringen af hvad vi ved, vi nu er blevet gode til, og frygten for at miste vores arbejde.

Og så kommer det alligevel på et tidspunkt også til at handle om sport og musik og film og bøger og mad igen.