Hvorfor er de så fascinerende?

Foto: Tine Harden (Instagram: https://gramho.com/media/2149286061117634830)

Jeg følger også med i TV-serien Fred til lands på DR1. Det er en velspillet og skræmmende serie. For mig er den også speciel at se, for mine søskende og jeg har en far, der har en dyssocial personlighedsforstyrrelse og har begået grov kriminalitet, formodentlig gennem hele sin ungdom og sit voksenliv – i dag er han en meget gammel mand. Heldigvis har de fleste af os kun haft sporadisk kontakt til ham, og vores mødre har været på vores side og været stærke og gode kvinder. Men selv jeg, der kun har mødt min far få gange, kan se at Fred til lands rammer plet med sin skildring af Mike. Det skræmmende er nemlig, at psykopater alene ved sin uforudsigelige og truende adfærd, der bliver afbrudt af momenter af tilsyneladende normalitet og sårbarhed, giver andre en følelse af om ikke at kunne vinde over dem, men i det mindste så at kunne leve videre med dem. Det er netop, når psykopaterne virker “normale” og tilsyneladende tillidsvækkende, at de er allerfarligst og allermest manipulerende.

Det er vel også derfor, psykopater er så stor en kilde til fascination i fiktionens verden: De lader til at være “næsten som os”, og man kan godt ende med at tro at de kan kureres og at de har almindelige følelser, måske endda at man kan manipulere dem. Intet af det er desværre tilfældet.

(I øvrigt kan jeg ikke lade være med at bemærke, at både Fred til lands og Arvingerne foregår på Fyn, der åbenbart har fået den kranke skæbne at fremstå i dansk tv-dramatik som en landsdel befolket af smålige og afstumpede mennesker!)