Fornyelse eller tilpasning?

Rundt omkring i uddannelsesverdenen bliver der udviklet nye undervisningsformer, men ikke helt sjældent sker det som reaktion på at der bliver færre resurser, samtidig med at der bliver flere og flere, der skal modtage undervisning. Ideen om digitalisering af undervisning er vundet frem i en tid med større hold, flere løstansatte undervisere, fyringer og lavere honorering end før – og så dukker ideer om flipped og blended learning op også hos ledelserne rundt omkring. Jeg har selv brugt en hel del kræfter på at forstå og anvende disse ideer, men det var fordi jeg selv havde lyst til det, ikke fordi nogen syntes, jeg skulle. Mit mål er ikke at digitalisere, men faktisk det modsatte – at “analogisere”, så jeg kan bruge mere tid på tale med dem, jeg underviser.

Der bliver færre timer for at være vejleder på studenterprojekter, og på institutioner som Roskilde Universitet, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, er der ikke lokaler nok til at projektgrupper på uddannelser kan have eget grupperum. I bedste fald kan man dele lokale med andre. Samtidig begynder ledelser at tale om, at man skal udvikle en ny pædagogisk praksis, så man kan holde fælles vejledningsmøder med flere grupper ad gangen. Selv har jeg også tænkt på klyngevejledning, men heller ikke her var det fordi nogen syntes, jeg skulle.

I en kendt og udbredt bog om universitetspædagogik, Teaching for Quality Learning, af Biggs og Tang, bliver samme type argumenter, der alle har udspring i “masseuniversitetets” forhold, brugt som en begrundelse for at man skal reflektere over sin undervisning. På én måde giver det hele god mening: Vi vil som undervisere gerne have ordentlige arbejdsforhold og vi bør alle reflektere over vores praksis og arbejde på at forny os. Men egentlig er det jo en underligt defensiv motivation for pædagogiske nyskabelser, og nyskabelserne bliver egentlig mere tilpasning end fornyelse. Skal uddannelsesforskningen og udvikling af nye former for undervisning have som mål at kompensere for de stadig færre resurser, der går til uddannelsessystemet?

(Visited 52 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar