Korfustrædet

Her til aften sejler vi gennem Korfustrædet på vej mod Igoumenitsa. Mens vi passerer Sarandë på den albanske side, går solen ned over Kerkyra – som Korfu jo egentlig hedder. Ovre i Albanien gløder havnebyens vinduer orange, et syn som min telefons kamera aldrig vil kunne yde retfærdighed. Luften er lun, stjernerne på vej til at bryde frem, og for en stund er der noget, der er større end min ærgrelse over forsinkelsen: Et sidste glimt af sommer.
I morgen, efter en nat som jeg ikke ved ret meget om endnu, skal jeg holde foredrag til AGERE i Athen.

Adriaterhavet

I skrivende stund sidder jeg på øverste dæk af færgen Cruise Europa. Vi sejlede fra Ancona kl. 3.00 i morges/nat og er omsider på vej over mod Albanien og Grækenland efter knap ti timers sejlads langs Italiens kyst. 

I det mindste skinner solen, og jeg kan mærke blæsten i mit sparsomme grå hår. Det er mere end tredive år siden , jeg sidst sejlede over Middelhavet. Men nogle ting forandrer sig aldrig, bl.a. skiltene, der fortæller at man ikke må campere på dækket. Og jeg så en ung kvinde rulle sit liggeunderlag sammen og stoppe det ned i snøreposen. Netop dét var som taget ud af en sommerferie i 1984.

Denne gang rejser jeg i embeds medfør, men der er en fælles følelse ved alle rejser – at være ude af sit vante element. Der er både uforudsigelighed (og risikoen for at føle en form for stress) og muligheden for at se og opleve noget, man ellers ikke ville.