Sidste dag med SPLASH2019

Dagens keynote var ikke teknisk overhovedet – den var derimod mere filosofisk og kulturhistorisk og blev givet af Warren Sack fra University of Southern California. Han har for nylig udgivet bogen The Software Arts, hvori han fremsætter og argumenterer for den påstand, at programmering og softwareudvikling er mere beslægtet med kunst og det, man på engelsk kalder for the liberal arts, end man plejer at sige. Sack annoncerede til at begynde med, at han ville føre programmeringssprogenes historie tilbage til 1700-tallet! Jeg havde vel derfor forventet mig lidt mere af foredraget – reelt var store dele af det en højtlæsning af et sammendrag af bogen, der var en del afstikkere til fysikkens historie, der måske burde være undgået – for slet ikke at tale om de lange citater på fransk (!). Pointerne med at programmeringssprog er beslægtet med gamle dages konstruktionsvejledninger og at programmering er en konsekvens af den industrielle revolution er interessante, og selvfølgelig er det godt og vigtigt at blive mindet om hvordan programmering indgår i en større samfundsmæssig og kulturhistorisk kontekst. Men det var som om foredraget ville for meget. Og til sidst lykkedes det Sack at fremføre den påstand, at kun objektorienterede programmeringssprog gjorde det muligt at “få mennesket med”. Det blev de mange af os, der værdsætter andre paradigmer, og her ikke mindst funktionel programmering, ret underligt tilpas ved at høre. Sack skyndte sig så at glatte ud og sige, at han skam værdsatte det arbejde, som Paul Hudak (en af hovedpersonerne bag Haskell) stod bag.

De mest interessante foredrag kom (synes jeg) om eftermiddagen og handlede om typesystemer. Især foredraget af Luis Caires og Bernardo Toninho (som er to af de portugisere, jeg har kendt i snart en del år) om forfiningstyper og beregninger på kind-niveau var spændende. Inden foredraget fik jeg snakket med Luis om universiteternes og universitetsansatte vilkår rundt omkring. Han har været institutleder i knap otte år, men nu går han af for at få bedre tid til at forske og undervise – i Portugal er institutledersrollen nemlig ikke en selvstændig, administrativ stilling med stor magt og ingen krav om faglighed; man er snarere en “første blandt ligemænd/kvinder”.

Dagen sluttede med en poster-session. Det var spændende at se de mange bidrag fra især unge forskere, men også lidt intenst at skulle lægge øren til så stor en flok mennesker, der snakker i munden på hinanden.

Det har været et kort ophold i Athen, og egentlig også for kort. Jeg har ikke fået set meget af den græske hovedstad, men jeg fik dog tid til en lille gåtur ved Akropolis, uden dog at nå derop for at nyde udsigten.

I morgen går rejsen atter hjemad, og jeg håber sådan, at den bliver mindre bøvlet end udrejsen var. Jeg har som bekendt købt en ny færgebillet, så min hjemrejserute bliver en anden, men det er ikke nær så nemt at få den gamle billet refunderet, som jeg havde håbet. Faktisk skal jeg møde personligt op hos Minoan Lines i Patras med den gamle billet. Underligt, men sandt. Heller ikke dette øger min kærlighed til bemeldte rederi.

Hvis der er en morale med hele min rejse, er den vel, at tjenesterejser til udlandet skal have bedre tid, når man rejser med tog og båd – gamle dages “svipture” til konferencer er ikke længere mulige og er strengt taget heller ikke en god idé, når det angår mulighederne for fordybelse. Til næste år kommer jeg også ud at rejse (det ved jeg allerede, og det er ikke en konference, men et besøg i Portugal) i løbet af forårssemesteret, og da er det min plan at være væk i 14 dage og at få lagt mit undervisningsskema, så det bliver muligt.