Jeg nåede færgen

Denne gang gik det som det skulle; jeg tog af sted fra Athen i rigtig god tid og trafikpropperne i Athen og Patras var derfor ikke noget, jeg var bekymret over. Og færgen til Italien afgik til tiden. Jeg havde købt billet hos et andet færgeselskab; det var en god idé.

Mit forsøg på at få min returbillet fra Minoan Lines refunderet strandede selvfølgelig; jeg havde fået at vide pr. mail, at jeg skulle henvende mig personligt i Patras. Og da jeg så gjorde det, fik jeg at vide at jeg ikke kunne få noget refunderet fordi det nu var dagen for afrejsen.

Jeg har derfor modstræbende skiftet mening om Minoan Lines; de er ikke inkompetente, men inkompetente og uærlige. Undgå dem!

I færgeterminalen fik jeg en lang snak med en mand, der ofte sejler frem og tilbage mellem Grækenland og Italien (han var græsk, men bosiddende i Italien). Han kunne fortælle den ene gyserhistorie efter den anden om Minoan Lines, som jeg sejlede med i søndags/mandags – og da han hørte at jeg var fra Danmark, gav han mig en banan!

Lige nu står jeg på dækket, mens færgen sejler ind i solnedgangen over Middelhavet. Vi når nok først forbi Korfu og Sarandë midt om natten, så den smukke udsigt kommer jeg ikke til at genopleve. Men selve oplevelsen af en helt anderledes form for oktobervejr er meget værd i sig selv.

På naturens vegne?

I dag skulle jeg på toilettet på busstationen i Athen; det er som så mange andre toiletter her og andre steder opdelt efter køn. Herretoilettet var nusset og lidt uhumsk, mens det glimt man ved indgangen fik af passagen ind til dametoilettet tydede på at det ikke helt forholdt sig sådan derinde.

Fra egne oplevelser i nødsituationer, hvor herretoilettet ikke kunne benyttes og jeg var henvist til dametoilettet, og fra kvindelige bekendtes tilsvarende oplevelser med modsat fortegn, aner jeg at dette faktisk er et generelt fænomen – mange kvinder oplever at herretoiletter er uhumske. Måske er mange mænd bare nogle grisebasser? Jeg ved det ikke. Jeg prøver altid at være ordentlig og omhyggelig, men det er vist ikke alle, der har det ligesådan.

Men i mit arbejdsliv har jeg altid været vant til toiletter til alle (uden at man nogensinde kaldte dem for kønsneutrale), og her har jeg så godt som aldrig oplevet et egentlig uhumsk toilet.

Inden for de seneste år er der opstået en debat om kønsneutrale toiletter, og det har til tider virker som en meget følelsesladet omgang for alle parter.

Men måske skal man bare tage de pragmatiske briller på? Nogle steder har man i mange år haft toiletter for alle, og det har ikke ført til utilfredshed. Og der er desuden det helt kedelige argument, at fælles toiletfaciliteter formodentlig vil føre til at toiletterne ofte vil være i pænere stand, fordi ansvaret nu er tydeligt fælles og fordi toiletterne ikke længere kan være en slags uheldigt “frirum” for et bestemt køn.