Hvor skal man gå hen, hvis man er utilfreds?

Forleden talte jeg med nogle unge mennesker, der var utilfredse med de dårlige forhold, der er der, hvor de færdes til daglig. Jeg spurgte dem, om de da ikke ville lave en form for protest, for det lød som om der var nok at være utilfreds med. Svaret fra dem var, at det efterhånden virkede forgæves; det var i praksis umuligt at få dem, der bestemmer, i tale. Hvor skal de gå hen, når de er utilfredse?

Det er bestemt heller ikke alt, jeg er tilfreds med i mit daglige virke. Det er forhold, jeg ikke længere kan skrive om på denne blog. Hvor går man hen, når man er utilfreds?

Jonas Eika, der netop har modtaget Nordisk Råds litteraturpris, holdt en brandtale med voldsom kritik af den danske regerings politik over for flygtninge, indvandrere og danskere med “anden etnisk baggrund”– og han fik også langet ud efter regeringerne i de andre nordiske lande. (Pia Kjærsgaard blev for én gangs skyld sur.) Eika sagde bl.a.

Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem.

Og han har ret – det kræver meget at protestere. I dagbladet Information kan vi se, at der er masser af protester derude – i Hongkong, i Rusland, i Catalonie, i Chile og mange andre steder.

Men lige nu er der ikke mange protester her i Danmark, og i de sammenhænge, hvor jeg færdes i det daglige, er der heller ikke mange protester. Det betyder ikke, at der ikke er en udbredt følelse af utilfredshed. Sidste år manifesterede utilfredsheden med arbejdsforholdene i den offentlige sektor sig i store protester i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Men mange frustrationer ender i ingen ting. De utilfredse resignerer. Hvorfor er det sådan?

Den italienske forsker Donnatella della Porta siger om demonstranterne ude i verden

På den anden side tror demonstranterne fuldt og fast på demokratiet. De kræver ofte mere demokrati, og når de protesterer, foregår det ofte foran de nationale parlamenter. »Man skal tro på demokratiet for at gide deltage i den slags,« siger Donatella della Porta.

Måske er det i virkelighede det, der er årsagen til resignationen, jeg oplever: De, der resignerer, oplever at de demokratiske strukturer er fraværende (sådan er det mange steder i uddannelsessektoren i Danmark nu) eller reelt uden forandrende kraft. Og måske er det også derfor, nogle mennesker oplever det så stærkt, når en ung forfatter står foran statsministeren og kommer med en skarpt formuleret kritik.

Nogle vil her bemærke, at jeg ikke har nævnt de politiske partier her. Men det er som om de ofte er blevet en dæmpende faktor, altså ofte bliver et middel til at afvise protester. De store protester, vi ser rundt om i verden i dag, foregår uden for partiernes verden, og efterhånden er jeg overbevist om at det er bedst at det er sådan. Det, de politiske partier i bedste fald kan gøre, er at bakke op om protesterne.

(Visited 120 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar