Ydmyghed

I dag faldt jeg over en lille artikel i New York Times om ydmyghed. Som artiklens forfatter, er dette personlighedstræk ikke så værdsat i vore dage, omend der nu er en del forskningspsykologer, der studerer det.

I forretningsverdenen skal man sælge sig selv, og her er ydmyghed let en forhindring. Det samme er mere og mere blevet tilfældet i den akademiske verden; her skal man som forsker hele tiden gøre opmærksom på sig selv og sine fortræffeligheder.

Der er selvfølgelig mennesker blandt de helt store skikkelser i datalogi, der drev dette til ubehagelige ekstremer – Edsger W. Dijkstra (som jeg aldrig nåede at møde) var således berygtet for at være alt andet end ydmyg. Han brugte efter sigende tiden til seminarer, hvor han var tilhører, på at håne og nedgøre dem, der præsenterede deres arbejde.

Men samtidig er det min erfaring, at de fleste andre af de helt store navne, som jeg har mødt i min tid, har været forbløffende ydmyge og ikke har lænet sig op ad egne privilegier eller har nedgjort andre. Den slags skabte ofte en særlig respekt. Jeg husker hvordan en af Robin Milners PhD-studerende i Edinburgh engang for mange år siden skulle holde en præsentation af sit arbejde, men manglede nogle overhead-penne som han skulle bruge undervejs. Det var Robin, der få år senere fik Turing-prisen, der skyndte sig hen for at hente pennene til den unge forskerspire.

Det stadigt øgede fokus på konkurrence risikerer meget let at fremelske en mangel på ydmyghed – og her er det narcissisme, der er ydmyghedens modsætning. Måske skulle man bruge mere tid i den akademiske verden på at være ydmyg end på at ydmyge andre? Det vil selvfølgelig kræve nogle helt andre incitamentstrukturer end dem, vi har nu.